Kommentar til Jason og Hopes bestilling
Som det allerede kunne anes af Bruns dagbogsindførsel fra januar 1803, skrev hun dog muligvis allerede her om en lerform til brug ved afstøbning af lermodellen: “ – so wie der ganzen Thon form noch die letzte Hand fehlt –” (forfatters kursivering).
Hvis udsagnet skal forstås bogstaveligt, var Thorvaldsen altså allerede i slutningen af januar i gang med at afstøbe lermodellen – også selvom den tilsyneladende stadig ikke var helt færdigmodelleret (“Beine – Hande – u[nd] Füsse sind noch nicht fertig”).
En mulighed er dog også, at det ufærdige ikke henviste til lermodellen, men til gipsafstøbningen – dvs. at det var gipsmodellens ben, hænder og fødder, der endnu ikke er færdige. I dette kunne ligge, at delene eksempelvis endnu ikke var samlet, eftergået for støbegrater m.v.
Ved udgivelsen i 1812/15 af det reviderede dagbogsnotat skrev Brun dog utvetydigt, at ben, hænder og fødder endnu ikke var helt “udmodellerede”. Udtrykket udmodellere kan kun hentyde til arbejdet på lermodellen.
Det kan ikke endeligt afgøres, om begivenhederne er gledet sammen for Brun i årenes løb, eller om hun med “Thon form” i januar 1803 faktisk har ment ler modellen/figuren og ikke en konkret form til brug ved afstøbningen. Mest sandsynligt er det dog, at Thorvaldsen ikke har påbegyndt afstøbningen, før hele lermodellen var færdig. Brun har formentlig blot brugt termen med en anden betydning end den ellers gængse. Hun havde heller ikke kunnet beskrive resten af figuren så nøjagtigt, hvis modellen havde været pakket ind i en skal af ler.
Brun skrev 1812, at Jason, da Hope så statuen, “endnu kun var til i Gipsformen” (Jf. Athene IV 1815, p. 17, trykt første gang 1812 i Morgenblatt für gebildete Stände); Hope selv underbygger dette i sit brev fra 1819 til Thorvaldsen.
Det burde derfor være ukompliceret at fastslå, at Brun bekostede afstøbningen på et tidspunkt forud for Hopes besøg i Thorvaldsens værksted, men sagen er efterfølgende forplumret ved Thieles ovennævnte bemærkninger. Tvivlen er givetvis opstået på baggrund af et brev til Thiele, som arkitekten Frederik Ferdinand Friis sendte fra Rom efter at have læst Thieles manuskript til biografien 1831-32 højt for Thorvaldsen og derefter havde nedfældet Thorvaldsens kommentarer til teksten. Heri refereres Thorvaldsen for at have udtalt: “Frue B[run]s Anecdote er ikke overensstemmende med Sandheden”. Thiele og andre efter ham lader til at have opfattet denne benægtelse som møntet på beretningen om, at Brun havde betalt for afstøbningen, men det behøver slet ikke at forholde sig sådan. Slet ikke eftersom Thorvaldsen senere berettede for Christine Stampe, at Brun vitterlig betalte, jf. ovenfor.
Brun selv berettede intetsteds skriftligt, at hun havde bekostet afstøbningen, hvilket taler for, at anekdoten, der hentydedes til som værende udgået fra hende, var en anden. Eksempelvis viderebragte Thiele en anekdote, der udgik fra Brun, og som meget tænkeligt kan være gået Thorvaldsens ære for nær. Thiele nævnte den i sin biografi, jf. Thiele 1831, note 86, p. 158: Thorvaldsen skulle i et middagsselskab på 30-40 kunstnere, antagelig i den sene vinter 1803, være blevet spurgt, om ikke han kendte dén unge dansker, der havde udført den berømmede Jason. Anekdoten skulle bevise Thorvaldsens enorme beskedenhed, men man kan måske tænke sig, at Thorvaldsen har syntes, at den gjorde ham lige ukendt nok.
Sidst opdateret 21.12.2014