Kommentar til 18.10.1803
Dvs. frygt. Stanleys bekymring skyldtes velsagtens, at han pga. sin sygdom var strandet i Napoli, og ikke hurtigt kunne komme til Rom, der var målet for arkitekters dannelsesrejse, og derfor ikke kunne komme i gang med at erhverve de kundskaber, som en ung, stræbsom arkitekt måtte have. Stanley synes simpelthen at have været ængstelig for at komme bagud med sin karriere i forhold til sine umiddelbare danske kolleger/konkurrenter. Se også breve af 27.9.1803 og 1.11.1803, hvor Stanley udtrykker samme uro.
Anne Lise Thygesen skriver herom i: ‘En akademistipendiat i Italien, arkitekten C.F.F. Stanley’, in: Architectura 2, København 1980, p. 20: “Han er øjensynlig bange for, at de skal faa mere ud af Italiensopholdet end han selv…”
Sidst opdateret 07.01.2013