Kommentar til 4.10.1801
Det synes dengang at have været en almindelig udbredt fordrejning af slagets gang, at Lord Nelson bad om våbenhvile. Også forfatteren Adam Oehlenschläger skrev det samme i sine erindringer: Nelson “sendte en Parlamentair i Land, der skulde foreslaae Vaabenstilstand”, se Oehlenschlägers Erindringer, bd. I, København 1850, p. 159.
Det forholdt sig i stedet sådan, at Nelson under kampen tilbød at skåne Danmark, hvis modstanden ophørte. Denne pression gav kronprins Frederik (6.) som bekendt efter for.
Trods dette var det den almindelige opfattelse i København, at danskerne var gået sejrrige ud af kampen, jf. fx Adam Oehlenschläger, ibid., p. 157-158: “…en stor engelsk Flaade blev ødelagt af vort Dusin Blokskibe… Nelson, de europæiske Sømagters Skræk, blev i denne Kamp overstraalet af en liden Flok danske Søofficerer. Det er Sandhed, det er et Faktum!”
Gotskalk Thorvaldsen synes opflammet af samme patriotisme.
En anden mere saglig stemme klinger i E.C. Werlauffs erindringer: Af min Ungdoms Tid. Danske, især kjøbenhavnske, Tilstande og Stemninger ved og efter Overgangen til det nittende Aarhundrede, København 1954, p. 70, hvor det lyder: “…Folkets Tilbøielighed til at overvurdere sine Bedrifter viste sig dog ogsaa her derved, at man almindelig antog, at vi egentlig vare de Seirende, paa Grund af, at den engelske Admiral først havde tilbudt Vaabenstilstand.”
Sidst opdateret 08.10.2007