Kommentar til Ekmans buste og forsvundne kasser
På den romerske snedker Giovanni Battista Pincharts regning, der omhandler Thorvaldsens første indkøb af redskaber, samt materialer til transportkasser, bønner til nedpakning etc. ses posten “in marzo 1801…busto del medico”. Snedkeren kan i forbindelsen hermed have tilvirket en transportkasse, men da prisen er lav sammenlignet med prisen for de øvrige kasser og størrelsen taget i betragtning, kan det måske betyde, at snedkeren har afformet busten eller hjulpet Thorvaldsen med materialer hertil. Der må være tale om Ekmans buste og ikke den samtidig bestilte buste af lægen Mathias Saxtorph, idet Thorvaldsen først 20.5.1801 fik oversendt det kobberstik, der skulle lægges til grund for portrætligheden med Saxtorph. Se evt. referenceartiklen om Saxtorphs buste.
Sidst opdateret 07.01.2013