B.S. Ingemann
Rom
Bertel Thorvaldsen
Rom
Digtene er udaterede, men ifølge Jacobsen & Brandt-Nielsen, op. cit. læste Ingemann de færdige digte op for sin ven Frederik Schmidt den 23.10.1818.
To digte til Natten, A901, og Dagen, A902. I “Natten” fremmanes stjerner, måne og et landskab omkring kvindeskikkelsen. Børnene, hun bærer, har forskellig symbolik: “Søvnens Engel” drømmer om næste dag, mens “Dødens Engel” er orienteret mod Guds lys. Digterjeget forestiller sig også at svæve med “Natten”, drømmende om evigheden. Digtet “Dagen” fejrer den allegoriske kvindeskikkelse af samme navn, men peger også på natten, der følger efter og associerer den med livet efter døden, “Evighedens Sommer”.
Natten
(efter Thorvaldsens BasreliefI)
Stille dalende hensvæver
Søvnens ModerII gjennem Luften,
sagtelig et Vindpust hæver
Lokkerne med ValmuduftenIII ;
let hun blunder, sødt hun drømmer,
mens hun gjennem Luften svømmer.
See! ved hendes Hjerte hvile
BørneneIV saa sødt og blunde,
drømme underfuldt og smile,
drømme at de flyve kunne:
klynget tæt til Moderbarmen,
flyve, svæve de paa Armen.
Hvi maa du dit Hoved bøieV?
Moder! seer du ei foroven
StjernerVI funkle i det Høie?
Maanen glider over Skoven,
BjergetVII klæder sig i Taager,
Jorden blunder, Himlen vaager.
Ogsaa DuVIII maa Øiet lukke,
bøier Kinden mod de Spæde,
lytter, om de ikke sukke,
om de ei i Drømme græde;
Nei de hvile taus og rolig,
med den stille FlugtIX fortrolig.
Vil du vide hvad de drømme,
lyt til Hjertet hos den Lille!
Livets Kilder i det strømme,
det er ikke taus og stille:
Søvnens EngelX seer i Blunden
lyse Glimt af Morgenstunden.
Dagens Herlighed og Glæde,
Mennesker i spraglet Vrimmel,
Bjerg og Dal i Blomsterklæde,
grønne Jord og lyse Himmel,
Livets muntre Engleskarer
dandsende forbi ham farer.
Dybt alvorlig BroderXI blunder
venter her ei Morgenrøden:
høiere hans Længsel stunder,
ei om Jorden drømmer Døden:
ei han vaagne skal hernede:
over StjernerXII boer hans Glæde.
Dybt han ahner, fjernt han skuer
Glimt af store MorgenrødeXIII
om den Sol som evig luer,
og om Livet hos de Døde;
Lyset, som fra Gud udstrømmer –
derom Dødens Engel drømmer.
Svæv kun hen og blund i Luften!
blund og drøm med dine Spæde!
spred fra Lokken Valmuduften!
luk hvert Øie til hernede!XIV
Jordens Fryd og Dagens Kummer
Skjul, o Nat i venlig Slummer!
Ogsaa jegXV vil med dig blunde,
drømme fro, jeg med dig svæver;
over Dal og dunkle Lunde
over Bjerget jeg mig hæver,
gløder sælsomt i det høie;
flyver hen med lukket Øie.
Som de Engle smaa jeg klynger
til dit Hjerte mig fortrolig,
Verdens Sorg mit Bryst ei tynger
Sjælen flyver let og rolig,
drømmer om sit svundne Eden,
drømmer sødt om Evigheden.
Dagen
/ efter Thorvaldsens BasreliefXVI,
Flyv, gjennem Skyer flyv paa Serafvinger!
du HimmelmøeXVII, som Morgenrøden bringer!
Strøe Paradisets BlomsterXVIII over Jorden!
forklart ved dig, dens Herlighed er vorden.
See Livets muntre GeniusXIX sig hviler –
i Flugten paa din Skulder fro, og smiler;
han følger dig paa Barneenglens Vinger.
og høit i Flugten Lysets FakkelXX svinger.
Flyv lystelig fra Øst til Aftenrøde!
lad Livet røre sig, og Hjertet gløde!
lad Englevingen Taagerne bortlufte!
lad Himmelblomsterne paa Jorden dufte!
de flagre hen – de flye for alle Vinde,
snart vil og du, o Himmelske! forsvinde;
men flyv, vær glad, og smiil mens du bortiiler!
den vakte Aand ei slumrer mer og hviler;
i Lysets Glands den Livets Engel følgerXXI,
til atter Nattens SlørXXII dit Aasyn dølger.
O! falme da og dine Blomster alle,
maaske et Frø dog vil til Jorden falde,
som spire kan til Liv og Lys gjenkommer,
og blomstre frem i Evighedens SommerXXIII.
Disse digte er skrevet med Ingemanns hånd. Digtene blev senere trykt i Ingemann, op.cit., og Barfod, op.cit. Det forekommer oplagt at læse “Dagen” som en slags “forgænger” for Ingemanns senere så berømte salme “Lysets engel går med glans”, DDS 747, omend sidstnævnte beskrives som af hankøn.
|
|
Natten, Tidligst 1815, inv.nr. A901 |
|
|
Dagen, Tidligst 1815, inv.nr. A902 |
Sidst opdateret 16.04.2019
Dvs. Natten, A901.
Dvs. den allegoriske kvindeskikkelse “Natten” på relieffet Natten, A901, der er afbildet med to nøgne og sovende småbørn trykket ind til sig, kaldet “Søvnen” og “Døden” eller som i digtet her “Søvnens engel” (se vers 4) og “Dødens engel” (se vers 7).
Hos Thorvaldsen har “Natten” tre valmuer flettet ind i pandehåret. Af bestemte valmuer kan der som bekendt udvindes opium, der virker euforiserende og søvndyssende, deraf symbolikken. Valmuen har været forbundet med natten og søvnen helt fra antikken.
Dvs. de allegoriske (børne-)skikkelser “Søvnen” og “Døden”.
Ligesom det er tilfældet i Ingemanns digt, svæver den allegoriske kvindeskikkelse på Thorvaldsens Natten med bøjet hoved, se A901.
Ingemanns omtale af stjerner og måne modsvares ikke af nogen himmellegemer på relieffet, se A901.
Ingemanns omtale af en skov og et tågeindhyllet bjerg modvares ikke af nogen landskabelige elementer på relieffet, se A901. Til gengæld har Thorvaldsen medtaget en ugle på relieffet, som Ingemann ikke nævner; men uglen har måske givet Ingemann impulsen til at fremmane en skov.
Digtets “du” kan både forstås som en henvendelse til den allegoriske kvindeskikkelse og som en henvendelse til en jordisk kvinde med børn: “Ogsaa Du maa Øiet lukke/ bøier Kinden mod de Spæde”.
På relieffet svæver “Natten” tilsyneladende helt roligt fra højre mod venstre.
“Søvnens engel” er en reference til det ene af de to allegoriske småbørn, som “Natten” holder ind til sig. Når “Søvnens engel” i sin blund ser “lyse Glimt af Morgenstunden” – sammen med alt det livfulde og dansende, som dagen indeholder – arbejder Ingemann retorisk med at lade natten rumme dagen. Det samme gælder den modsatte vej; se, hvordan natten indgår i det påfølgende digt “Dagen”.
Dvs. “Søvnens” bror “Døden”, som det bliver klart i det følgende vers. Som det fremgår, drømmer “Dødens engel” ikke om dagens lys, men om den “store Morgenrøde”, dvs. opstandelsen, og “den Sol som evig luer”, dvs. Guds lys.
Dvs. i himlen hos Gud.
Dvs. opstandelsen.
Den allegoriske kvindeskikkelse påkaldes her lidt som en H.C. Andersensk “Ole Lukøie”.
Digterjeget fremstiller sig selv som et af børnene ved “Nattens” barm, der trygt svæver gennem et mørkt landskab, sødt drømmende om evigheden. Ingemanns tolkningshorisont er altså tydeligt kristen, hvilket ikke gælder med samme tydelighed for relieffernes fremstillinger.
Dvs. Dagen, A902.
Dvs. den allegoriske kvindeskikkelse “Dagen” på relieffet Dagen, A902.
Den allegoriske kvindeskikkelse “Dagen” ses også strø blomster – roser – på Thorvaldsens relief.
“Livets muntre genius” er en reference til den allegoriske drengeskikkelse, der ses på Dagen, A902. Her svæver han ved sin mors ryg og skulder med en fakkel højt hævet i luften, men han ser ikke munter ud, snarere lidt søvnig, indadvendt og følsom. Ingemann skriver, at Livets genius er “fro” og “smiler”.
Livets engel bærer også en fakkel på Thorvaldsens relief.
Det forekommer oplagt at læse “Dagen” som en slags “forgænger” for Ingemanns senere så berømte salme “Lysets engel går med glans”, DDS 747, omend “Lysets engel” beskrives som en engel af hankøn.
Natten er indskrevet i digtet “Dagen”, ligesom det modsatte gør sig gældende i digtet “Natten” ovenfor. Her i digtet “Dagen” hedder det, at natten følger efter dagen og får blomsterne til at falme, men at de kan kaste et frø af sig, der vil spire, når dagen kommer igen. Der er altså tale om en cyklus, der handler om, hvordan nat og dag følger hinanden i det jordiske, men også hvordan liv følges af død/genopstandelse: “Evighedens Sommer”. Ingemann skriver altså Thorvaldsens relieffer ind i en kristen tolkningshorisont.
“Evighedens sommer” skal forstås som livet efter døden. Ingemanns tolkningshorisont er tydeligt kristen, hvilket ikke gælder med samme tydelighed for relieffernes fremstillinger.