Giovanni Battista Sommariva
Milano
Forseglet med rød lak.
Bertel Thorvaldsen
Rom
Udskrift: All Illuso ed Egrro Signore / Il Sigr Caver Thorvaldsen / Consl. di Sua M. danese. celebre scultore a Roma / al suo studio / Piazza Barberini.
Poststemplet: “MILANO” og “5 GENNAIO”.
Dateringen fremgår af brevet.
Dette bliver Sommarivas sidste brev til Thorvaldsen. I brevet skriver han, at han har været alvorligt syg længe, men at han nu er i bedring. Under sig sygdom plagedes han af, at han måske ikke ville nå at se Alexanderfrisen, jf. A505, færdig, men han beroliges af et brev fra Thorvaldsen, der fortæller, at værket snart er fuldført. Sommariva fortsætter brevet med, at pga. vintervejret, så vil værket ikke kunne bringes fra Rom til Como inden for de næste måneder, hvorfor han opfordrer Thorvaldsen til at arbejde på andre, mere presserende, værker. Han beder om at modtage løbende underretninger omkring forsendelsen af færdige dele af Alexanderfrisen, og glædes over, at Thorvaldsen også vil sende ham hans to buster, jf. A272 og A274, hvoraf den ene skal opstilles i samme rum, som Alexanderfrisen, sammen med Thorvaldsens selvportræt-buste, jf. A223.
Prezmo Signore Cavre Amico Cordialissimo.
Milano 30 Xbre 1825
Nella mia longa, pericolosa malattia uno dei pensieri che mi tormentava continuamente era quello, di non poter forse veder finito il tanto desiderato nostro trionfoI. Ora che grazie al Cielo mi trovo un po’ meglio, e fuori d’imminente pericolo, ella può credere quanta consolazione mi abbia reccato la fausta notizia portatami dalla gentillissima sua, con cui mi assicura non solo di aver fra poco tutto terminato, ma ancora di compiacersi di venire ella stesso coll’ ottimo Sigr TeneraniII a porlo in opera, tosto che saranno quì giunti i pezzi che va a trasmettermi col mezzo del Sigr Spedizionere Sigr De SanctisIII.
Prevedo bene che ciò dovrà di necessità ritardare qualche mese forse ancora, attesa massime la cattiva stagione e le strade pressoche impraticabile per il trasporto di sifatti enormi pesi. Ma questo indugio viene temperato dalla circostanza che io pure per qualche mese mi troverò impossibilitato a sortire, e trasportarmi alla mia villa sul lagoIV. Frattanto Ella pure potrà dar passo alle più urgenti di lei occupazioni, e godere della affluenza degli amici e forastieri che in questa stagione d’inverno afluiscono in questa Capitale, ed il nostro bravo Sigr Tenerani potrà anche dar qualche colpo alla povera Psiche, che aspetta che venga ridonata alla vita sotto il di lui eccellente scalpello.
Le sarò infinitamente grato, se verrò informato di mano in mano che si faranno delle spedizioni de pezzi finiti, onde potere solecitarne massime che da Roma non vengono spediti che sino Bologna, e da Bologna si trova incaricato altro spedizionere per farli tenere fin qiì a Milano, e quì poi bisogna sempre ottenerne la visita, la stima, ed il permesso della Dogana per ritirare da essa e mandarli alla mia villa. Cose tutte, che sfortunatamente fanno consumare un tempo prezioso.
Si accresce in infinito la mia riconoscenza sentendo, che Ella mi ricolma di favori trasmettendomi anche i due miei bustiV, uno dei quali dovrà far pendent al di Lei bustoVI che si colocheranno nella stessa sala del trionfo.
Quali e quante cose mi restano mai a dirle. Ma la debolezza me lo impedisce per ora, dovendomi anzi servire di una terza mano per iscrivere.
Mi permetti soltanto di abbracciarla, di stringerla al mio seno, di pregarla a continuare la preziosa di Lei benevolenza, ed amicizia di cui vado fiero e superbo, e per cui non cesserò mai di essere a tutte prove, e col miglior cuore
Tutto Suo Affezmo Obbmo Amico, e Servitore
Cte Sommariva
P.S. Mile e mile cose agli
amatissimi e bravi di lei
alievi, e buoni amici
Dyrebareste hr. ridder, meget kære ven
Milano d. 30. december 1825
Under min lange, alvorlige sygdom var en af de tanker, som til stadighed plagede mig den, måske ikke at få set vor så længselsfuldt ventede Triumf gjort færdig. Nu da jeg himlen være lovet befinder mig en smule bedre, og er udenfor overhængende fare, kan De tænke Dem, hvilken trøst den lykkelige efterretning, bragt mig af Deres elskværdige brev, har fremkaldt hos mig, i hvilket brev De forvisser mig om, ikke blot ingen længe at have fuldført alt, men også om Deres godhed selv at ville komme tilligemed den udmærkede hr. Tenerani for at sætte det op, så snart de stykker, som er ved at blive sendt mig, ved hr. speditøren hr. De Sanctis, er ankomemt hertil.
Jeg forudser vel, at dette nødvendigvis må trække ud måske nogle måneder endnu, især på grund af den dårlige årstid og de næsten ufremkommelige veje for transport af ting af så uhyre vægt. Men denne forhaling bliver mindre følelig ved den omstændighed, at også jeg i nogle måneder vil være ude af stand til at tage ud og lade mig transportere til min villa ved søen. Imidlertid vil også De kunne drive på med Deres mest presserende arbejder og glæde Dem ved tilstrømningen af venner og fremmede, som på denne årstid, om vinteren, strømmer til denne hovedstad, og vor udmærkede hr. Tenerani vil også kunne give vor stakkels Psyche, som venter at blive givet tilbage til livet under hans mesterlige mejsel, nogle sidste slag med denne.
Jeg vil være Dem uendelig taknemmelig, hvis jeg fra tid til anden må blive holdt underrettet om, når der bliver afsendt færdige stykker, for at jeg kan drage omsorg for at de kommer frem, især da de fra Rom kun bliver sendt til Bologna, hvor en anden speditør har fået besked om at sende dem hertil, til Milano, og her må man så endelig altid afvente, at de bliver visiteret, vurderet og toldkontorets tilladelse til at få dem udleveret og sendt hertil til min villa. Altsammen noget, som desværre sluger meget af den kostbare tid.
Min erkendtlighed vokser i det uendelige, når jeg hører, at De overvælder mig med gunstbevisninger, ved også at ville sende mig mine to buster, af hvilke den ene skal danne pendant til Deres buste, som begge skal opstilles i samme sal som Triumfen.
Hvor mange og hvor vigtige ting har jeg endnu, som altid, at sige Dem. Men min svaghed forhindrer mig fortiden deri, idet jeg oven i købet må betjene mig af en fremmed hånd for at skrive til Dem.
Tillad mig blot at omfavne Dem, at trykke Dem til mit hjerte, at bede Dem at fortsætte Deres dyrebare velvilje og venskab, hvorover jeg er så stolt, og for hvis skyld jeg aldrig vil ophøre at være i alle tilskikkelser og af det oprigtigste hjerte ganske Deres meget hengivne og meget forbundne ven og tjener
Grev Sommariva
[Oversat af Øjvind Andreasen. Let revideret.]
Dette bliver Sommarivas sidste brev til Thorvaldsen, dateret d. 30. december 1825. Han dør en uge senere, d. 6. januar 1826. Selvom Alexanderfrisen, jf. A505, næsten er fuldført, så vil skæbnen, at han aldrig når at se det endelige resultat. Det bliver i stedet sønnen, Luigi Sommariva, der overtager projektet samt korrespondancen med Thorvaldsen.
Brevet er underskrevet af Sommariva og udskriften er ligeledes skrevet af Sommariva, men selve brevteksten er af anden hånd.
Sidst opdateret 13.05.2020
Alexanderfrisen, jf. A505.
En af Thorvaldsens i en årrække mest betroede assistenter Pietro Tenerani
Francesco de Sanctis
Sommariva havde en stor villa med udsigt over Comosøen, Villa Carlotta, der i dag er et museum. Besøg hjemmesiden her
De to buster af Sommariva er A272 og A274.
Thorvaldsens selvportrætbuste, A223.