Redaktørerne ved Kjøbenhavnsposten
København
Omnes
Dateringen fremgår af den avis, hvori denne tekst blev trykt.
Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.
Nyheds-Post.
–––––––––
[…]
– De Mænd, som i sin Tid have udstedt en Indbydelse til at tegne sig for Bidrag til det Thorvaldsenske Museum, have tilkjendegivet, at da de ikke kunne ansee sig bemyndigede til at tage de nærmere beslutninger i Henseende til dette Anliggendes Udførelse, vil der her i Staden blive afholdt en Generalforsamling, for at de Bidragende kunne vælge en Bestyrelse. Denne Generalforsamling er ansat til Onsdagen d. 21de d. M.I og afholdes i Studenterforeningens Locale. Det havde uden Tvivl været ønskeligt, at Indbyderne nogen Tid førend denne Generalforsamlings Afholdelse havde meddeelt Publicum de Forslag, som de agte at fremsætte paa Generalforsamlingen om denne Bestyrelses Organisation, saavelsom om dens egentlige Øiemed, og hvad der formenes at maatte overdrages samme til “_hiint Anliggendes Udførelse_.” Førend man nemlig strider til Valget af en Bestyrelse for en Indretning, som den herom handlede, maa man nemlig være enig med sig selv om, hvad denne Bestyrelse skal foretage, og dette Hovedpunkt maa altsaa formeentlig først og fremmest sættes under Generalforsamlingens Overveielse; thi man kan dog neppe antage, at de Mænd, der have udstedt en Indbydelse til Publikum om at subskribere for Bidrag til hiint Museum, skulde, i Lighed med hvad Indbyderne til et andet Selskab for ikke lang Tid siden have troet sig competente til, ville lægge en Plan for Museets Beskaffenhed og Udstrækning, m. M., som selve Generalforsamlingen ikke skulde være berettiget til at forandre eller modificere. Blot Antallet af de Medlemmer, hvoraf Bestyrelsen formener, at burde bestaae, burde uden Tvivl nogen Tid forud være offentliggjort, ligesom der burde været omdeelt en Fortegnelse over dem, der her i Staden have tegnet sig for Bidrag til Museet, for at man i Tide blandt disse (imellem hvilket Valget vel alene kan træffes) kunde have udsøgt de Mænd, som man vil give sin Stemme. Dette maa man i det mindste ønske skeer ved Listers Omdeling ved Generalforsamlingens Aabning, paa hvilke de ovennævnte fundamentale Spørgsmaal ogsaa ventes forelagte Forsamlingen til Overveielse og Beslutning. Det er kun, naar Indbyderne paa denne Maade sætte Subskribenterne i Stand til at vælge sagkyndige Mænd til at udgjøre den paatænkte Bestyrelse, at de vise, at det er deres sande Ønske, at dette Valg i Virkeligheden skal nedlægges i de Bidragendes Hænder, da det i modsat Fald maa formodes, at Valgene for største Delen vilde falde paa hine Indbydere, skjøndt flere af disse hverken kunne antages at ville eller med Nytte at kunne være Medlemmer af hiin Bestyrelse, hvortil der, som enhver let indseer, kræves ganske andre Egenskaber end den Sands og Interesse for et saadant Museums Oprettelse, som kan bestemme En til at medunderskrive en Indbydelse, som den titommeldte. Vi ansee det endogsaa, med Hensyn til de forskjellige Yttringer, der ere fremførte angaaende Planens Realisation, navnligen hvad det Spørgsmaal betræffer, om en egen ny Bygning dertil bør opføres, eller om ikke en ældre Bygning kunde indrettes til det paatænkte Museum, for særdeles ønskeligt, om Bestyrelsen saameget som muligt kom til at bestaae af Mænd, hvoraf nogle vare stemte for enhver af disse Meninger, for at Sagen kunde blive alsidigt drøftet, og at man, for at sætte Publicum i Stand til at træffe det i saa Henseende hensigtsmæssigste Valg, hellere udsatte Generalforsamlingen en vis kort Tid, og i Mellemtiden gjorde Almeenheden bekjendt med de Propositioner, som Indbyderne have i Sinde at forelægge Generalforsamlingen om Bestyrelsens egentlige Øiemed, dens Sammensætning, Antallet af dens Medlemmer, osv. samt derhos i behørig Tid omdeelte Fortegnelser over de Mænd, paa hvem der kan vælges.
Dette er en trykt artikel fra Kjøbenhavnsposten nr. 167, 19.6.1837.
Sidst opdateret 10.09.2016
Dvs. 21.6.1837, hvor Comitteen for Oprettelsen af Thorvaldsens Museum afholdt generalforsamling.