Adam Oehlenschläger
Nysø
Elise Stampe
Nysø
Dateringen fremgår indirekte af Stampe, op. cit., hvor digtet blev trykt.
Digt af Oehlenschläger til Elise Stampe, Susette Dalgas, Georgia Schouw og Meta Cathrine Marie Grundtvig.
Til Smaapigerne paa Nysøe.
SkjaldenI sad i sin stille Ro,
Alt paa sin SommersvaleII;
Ind traadte de Smaapiger – een og to,
Tre, fireIII – med venlig Tale.
––––––––––
Han aned ei, hvad de vilde ham nu,
Da monneIV den eene neie:
Hun sagde: [“]Digter! os kjær er du,
Vi noget af dig vil eie.
––––––––––
Gak ned i HaugenV og pluk os hver
En Blomst, det ønske vi bare;
Vi gjemme den i vor Psalmebog,
Vi vil den længe bevare.
––––––––––
Hvergang vi see den i Fremtids Aar,
Den vorder om Dig et Minde.
Naar længer Din Haand ei Harpen slaaerVI,
Skal dog ei Blomsten forsvinde.[”]
––––––––––
[“]Smaapiger! Blomsterne fik I alt,
De visne før Aften kommer,
Her skiænker jeg Eder endnu en KnupVII
Af mine DigterblommerVIII.
––––––––––
De vare lidt længer, de dufte lidt meer,
Naar SkjældeneIX længst er døde,
Man Rosenblade tit af dem seer,
Som endnu ere ganske røde.[”]
––––––––––
Dette digt skrev Oehlenschläger som en poetisk blomst til “Smaapigerne” på Nysø. Digtet er gengivet af Christine Stampe i hendes erindringer om Thorvaldsen og hans tid på Nysø, se Stampe, op. cit.
De fire piger, jf. første strofe, digtet var stilet til, identificeres i Christine Stampes håndskrevne originalmanuskript side 35. Modtagerne var de tre stort set jævnaldrende kusiner: Christine Stampes datter Elise (f. 1824), Susette Dalgas, senere gift Mariboe (1825-1889) og Georgia Schouw, senere gift Skovgaard (1828-1868), samt som fjerde digtmodtager Meta Cathrine Marie Grundtvig, senere gift Boisen (1827-1887). Disse fire piger nævnes også som en flok i en anden sammenhæng, se Stampe, op. cit., p. 13 og 328.
Teksten kan kaldes et “genredigt” med et lån fra billedkunstens udtryk “genremaleri”, der bruges om hverdagsscener ofte med et mere eller mindre skjult symbolindhold. Oehlenschläger lader sit digt gengive en scene fra sommerlivet på Nysø og bruger denne idyl til at pege på, at poesiens blomster er mere slidstærke end naturens. Digterens blomster “vare lidt længer, de dufte lidt meer”, som han understreger pædagogisk og selvbevidst i sidste strofe – Ars longa, vita brevis.
Digtet er et håndskrevet dokument, som blev givet til Thorvaldsens Museum sandsynligvis i 1917 af Rigmor Stampe.
Digtet findes også i trykt form med små afvigelser, se Stampe, op.cit.
Sidst opdateret 26.03.2020
Dvs. Oehlenschläger selv.
Dvs. et sted, hvor der er svalt og køligt, se betydning 2 af svale i Ordbog over det danske Sprog.
De fire piger er identificeret i den generelle kommentar nedenfor.
Ordet monne anvendes ofte ”...(pleonastisk) for at give det [udtrykket] et mere højtid., poet. ell. gammeldags præg”, se betydning 3 af monne i Ordbog over det danske Sprog.
Dvs. haven, se Ordbog over det danske Sprog.
At slå harpe betyder at digte, se harpe i Ordbog over det danske Sprog.
Dvs. de fire piger beder Oehlenschläger om blomster, som de kan tørre og gemme som minde om ham, når han er død og ikke længere kan digte.
Knup er en gammel staveform for knop, det vil i dette tilfælde sige en blomsterknop.
Dvs. digterblomster, se betydning 1 af blomme i Ordbog over det danske Sprog.
Dvs. skællene, de dele af en plante som ligner skæl, se betydning 4 af skæl i Ordbog over det danske Sprog.