Andreas Munch
Oslo
Omnes
Digtet blev udgivet i Munchs debut-digtsamling Ephemerer, der udkom 1836.
Kommentarerne til dette digt er under udarbejdelse.
Moder og Datter.
(Et BasreliefI af Thorvaldsen.)
“Mit Barn, o! fly min Aandes Pest,
Lad gamle Moder døe:
For hende passer Graven bedst,
Men du er Livets Møe.
Vaag ei for mig, vaag ei for mig
Den lange Nat saa tro!
Kys ei min Haand, den smitter dig –
Gaa hen og sov i Ro!”
Men Pigen svarer ei dertil,
Hun knæler sagte ned –
Og nærer med sin Ungdoms Ild
Den syge Moders Fred.
Hun pleier hende Nat og Dag
Med aldrig trættet Mod –
Og hvert det gamle Hjertes Slag
Hun kjøber med sit Blod,
Og som den Gamle langsomt steg,
Den Unge segned mat:
Kold blev den unge Kind og bleg,
Slukt Øiets blanke Nat.
Hun tænkte paa sin Barndoms Sang.
Saae Moder frisk igjen,
Tog hendes Haand endnu engang –
Og slumred’ roligt hen.
Den høie Kunstner stod og saae
Paa Baaren veemodsfuld,
En Taare i hans Øie laae –
Den Taare blev til Guld.
Den glindser endnu tung og hed
Paa Marmorstenen, hvor
Han hugged ud, at Kjærlighed
Endnu i Verden boer.
Dette er et trykt digt, der her er skrevet af efter Munchs Digte og fortællinger: ældre og nyere, Christiania (Oslo) 1855, p. 61-62.
Digtet blev publiceret første gang 1836 under samlebetegnelsen Reiseskizzer i Munchs debut-digtsamlingen Ephemerer, hvor også et andet af hans digte om et Thorvaldsen-værk optræder.
|
|
Auguste Böhmer giver sin mor en lægedrik, Tidligst december 1812 - Senest 24. juli 1814, inv.nr. A701 |
Sidst opdateret 25.11.2013
Digtet handler højst sandsynligt om det midterste relief i Gravmæle over Auguste Böhmer, A701, der flankeres af to andre relieffer, A700 og A702.
Som det fremgår af digtet, havde Böhmer plejet sin syge mor, Caroline Schelling. Moderen blev kureret, men Böhmer blev smittet af hende og døde selv af sygdommen.