Hans West
Rom
Christian 8.
København
Ingen udskrift.
Dateringen fremgår af brevet.
Kommentarerne til dette brev er under udarbejdelse.
| Deres Høihed Prinds Christian Frederich af Danmark og Norge. |
Rome 8d May 1810. |
Kiøbenhavn.
De fik, naadigste Herre, haaber jeg, et Brev fra mig dateret Turin til underdanigst Svar paa Deres gunstige af 25dFebr – Atter maa jeg udsætte Deres Høihed for at betale dyre Postpenge, ikke alene, fordi jeg fik ei Tiid til at besvare Alt, men og fordi jeg efter Deres Foregaaende skylder Dem mine Tanker om de af vore Kunstnere og deres Arbeide, som jeg har truffet paa min Vei – Gierne, som jeg vilde anbefale Landskabsmaler Muller til at studere Restaurations Kunsten i Nederlandene, saa vil Dette forudsætte, at han maa være en meget habil Maler, og en stor Maleriekiender, saa at han forstaaer i Retoucheringen saavel som i Reengiørelsen at hielpe hver Mesters Arbeide paa sin Maneer, hvortil jeg ei kan hielpe ham ved Anbefaling, elle [sic] Restaurateurerne ved Veiledning. – Men naar det skulde blive hans Bestemmelse, saa vil jeg skrive herfra til Hr Bosschaert, Conservateur for Museerne i Bryssel, at tage sig af HrMuller og faae ham placeret hos I. Laurent, der har restaureret min Corregio á devant, og som atter nys har fra mig for en anden et andet rart Arbeide under Hænde, at tage ham til sig; thi Peter Thys antager neppe nogen, og Laurent puncterer [sic] i steden for at opmale det Manglende. Dette skal jeg giøre, saa snart jeg faaer Vished derom, og Hr Muller kan da med Tryghed henvende sig til min hiertelige Ven Bosschaert, virksom og deeltagende i Alt hvad vedgaaer Kunsten, som en ung Mand, uagtet at han er 73 Aar gammel. – Jeg veed, at han giør Alting for mig. Jeg har endog siden min Afreise fra Paris havt to Breve fra ham. De glæder Dem, Naadigste Herre, at jeg fik det meste i holsteenske Courant, men hvad, blot Credit, ikke Casse – Derfor tabte jeg allerede den Gang paa de 10,000 Rd sl Holst C, Statsfonds, som jeg maatte sælge, over det Halve, det er: jeg fik ikke nær 5000 Rdr i Valuta; thi disse Fonds, der betragtes blot i Renten, realiseres alene efter dC – Men De mindes maaskee, hvad jeg til den Tiid sagde Dem; thi jeg saae Uveiret forud; og i en Memoire til H’s Kg H’ed Kr: som jeg troer Deres Høihed har læst, skrev jeg omtrent hvad nu er, og at Smith i hans wealth of nations har engang beviist, hvad Erfaring endnu ei har modsagt, at et Lands forfaldne Huusholdning vil tidlig eller silde bevirke dets Opløsning, et skrækkeligt Axiom; – men nok – for meget herom – At ovenmelde Sum ikke rækker langt for en svag Mand, der maa reise med nogen Beqvemmelighed og har consulteret mange Læger og som har levet i 6 Maaneder ved det franske Hof og i de første Kredse med alt det, at jeg har brugt megen Oekonomie indsees let. Jeg maa altsaa opofre betydeligt af min Capital; thi min Pension af 2000 Dr, Gud veed, anstændig og meer end jeg ønskede at modtage, er jo ikke meer end henimod 400 dr Contant, naar Skatter drages fra, og mine Reise Omkostninger fra 10d Marts til jeg forlod Paris til min Ankomst til Rome 22 April er c 4200 fr eller meer end 1000 dr Contant; men denne visse Ødelæggelse skal ikke bringe mig til at begaere nogen Faveur af mit allerede dybt nok nedsunkne Fædreneland; thi i hvorvel jeg leder ligesaavel efter Kundskab for det, som Helbred for mig selv, saa bør det svare, Hvo bad dig reist, hvorfor blev Du ikke hiemme som vi andre,? [sic] Mageligere var det og, især for en svag Stakkel, rolig i en varm Kakkelovns Krog at sidde og vugge med Vanter paa, og siden Døe i sin Rede. – Nei derimod den ene Haand svullen af Giktsmerter, traver jeg om paa to forpinte Been mellem gamle Roms Ruiner i 5 a 6 Timer ad Gangen, lægger mig Kl 10 ofte uden at kunne faae Søvn for Smerter uagtet min Træthed, og er atter næste Morgen Kl 6 paa Jagt efter nye Gienstande – Men om Alt dette vil jeg intet sige; thi der kan læses meer herom, end jeg veed. – Men nu om Noget, der er mindre bekiendt. Mine Tanker om vor hæderlige Thorwaldsen vil jeg ikke opfylde dette Blad med, da De, Naadigste Herre, have viist, at De kiendte hans Værd. – Men De vil have min Mening om vore Malere her, og jeg giver den til Dem alene med Uforbeholdenhed – LundI arbeider allerede i 2 Aar paa et stort Maleri for SchubartII, der er alle Kunstneres Understøtter og Ven – det vil i 2 Maaneder endnu neppe blive færdigt. Han har havt det Uheld, at et andet stort Arbeide er blevet opbragt til EngelandIII, men om jeg ikke feile meget, saa vil dette store Arbeide ikke udholde nogen stræng Kunstdom – Det forstaaer sig, at det er uendelig flittigt udarbei[det] Biting og endog Figurer paa anden og tredje Plan – det forstaaer sig, at man seer, han har studeret Raphael men meest i den høie Baggrund og steile Linear-Perspectiv, som just er de Gamles Feil, men Planen i det Hele er uheldig; Hovedfiguren Pyrrhus paa Forgrunden er collisalsk, i det ringeste synes den at være det i Sammenligning med de mange Mennesker, der komme vrimlende ned fra det brændende Troya og uden nogen mellemlagte Bierge eller store anlagte Partier synes at staae tæt paa de store Hovedfigurer; thi jeg troer det ei muligt, at han ved nogle blotte Tinter kan bortfierne disse mange smaa Figurer, der i sig selv heller ikke har synderlig Forbindelse med Hovedhandlingen; den ubehagelige blaa Tone i Coloriten vil han maaskee forandre. Jeg har yttret disse mine Tanker til Thorwaldsen, og han er enig med mig. – Men disse mine Tanker bør ikke komme ham til Skade, da jeg ei er Kunstner, Arbeidet ikke færdigt, og han kan i Anlægget være heldigere en anden Gang. Af Vahl har jeg seet 2 Stykker, hvoraf det ene er en stor Figur drikeende [sic] ved Hesten af Raphaels Stenthor; det er en skiøn Copie; det andet var Original og stod mig an, men om ham er jeg bange der ikke er meget at sige, thi jeg troer, at han har en hæftig Tæring, og han lover hver Dag at ville reise til Schubart paa Montenero, hvor han vilde blive vel pleiet, men jeg er bange, det er for sildigt – Stub lægger sig meest efter Portraitet, er flittig saavel som de andre, og har stedse studeret Raphaels Stenthor eller Kameer – hvor hver Dag en Mængde Kunstnere af alle Nationer arbeide – Men Høier er Manden – Der er saa megen Rolighed og Tænksomhed i hans Væsen, det samme ligger i hans Arbeider, og hans Sokrates’s sidste Timer skal bevise, hvad jeg siger. Stykket er 4 Al. 3½ F. høit 6 Al. bredt. – Da Giften er tilberedet sender Sokrates sin Kone bort. Hans Ven Cliton fører hende og Barnet bort, som seer op til sin grædende Moder, de gaae – men Helten [X]enri[X] er herskende i Stykket ved den Viisdom, den Menneskekierlighed, hans Lærer aander til det sidst [sic] Øieblik. Han sidder paa en Bænk, belagt med en Straamatte læggende sit ene Been paa Skøddet af den af de elleve Mænds Tienere, som afløser ham Lænkerne, denne yttrer en inderlig Berøvelse over at see, at Jernet havde trykket denne værdige Mands Been, og den menneskekierlige Viismand klapper og trøster den bedrøvede Slave; sigende: det er nødvendigt i denne Verden at lide for des bedre at føle det Gode: thi nu synes jeg at have faaet et nyt Been. – Dette er Hovedhandlingen. Men den er saa talende – Sokrates’s Character saa fuldkommen udtrykt; hans hiertelige Trøst i det han klapper den deeltagende Slave saa fuldkommen følt, at jeg veed ikke, hvad man kunde tilføie uden at skade. Længere borte kommer en anden Slave med Giftbægeret; men dette rokker ikke Viismandens Rolighed, og saaledes, som hans bortgang er Hist[o]rie. Bag Sokrates staar den ædle Philosoph Ceber og hans tvende forsvarere, foran ham Philosopherne Antistines og Phædon. Scenen er i en græsk Hvelving, hvor sees et Straaleie. Figurerne i legemlig Størrelse, Draperiet simpelt; Coloriten rolig og jevn som Handlingen, stille og beskeden som Philosophens Lære, men Kiødfarven kraftig for at give Handlingen Liv. Jeg har intet fundet at indvende mod dette skiønne Arbeide uden det, at for at bevare des større Eenhed havde jeg ønsket, at Clito med Sokrates’s Kone og Barn, skiønt bortvendt fra Scenen, i det de gaae bort, ikke kunde sees en face, thi hendes Sorg river Øiet lettelig bort; men jeg til staaer og, at det føres igien herpaa hen til Hovedhandlingen, og at jeg sad en Time i Beskuelse af al den Rolighed, der hersker i dette giennemtænkte Arbeide, der bliver stort ved sin ædle Simpelhed, som lægger for Dagen den Aand, der besielede Le Fuen[X] og Nicolai Pousien. Dog maae jeg anmærke, at jeg troer, han ikke er fri for Feil i Tegningen af Hænder og E[XX]terne[.]
Altsaa, Naadigste Herre! er til Retfærdiggiørelse for den Mands Fortienester og for denne min Dom – ikke andet for, end at De maa lade dette Stykke hiemsendes strax; det koster virkelig en Bagatel, naar rullet over Carduspapier, og lad det saa bedømme af upartiske Sagkyndige, blant hvilke Grevinde Menster. Men denne Mand er fortrykt, og han maa ufortøvet trøstes, jeg ønskede, helst af Dem selv, naadigste Herre. Han har viist mig sin Correspondence. Hans Svar af 9de Febr paa Academiets af 13; i Anledning af dette et andet af 9de Marts til Prof. Baden. Ansøgning til Academiet af 17d Marts om Godtgiørelse for Cori[XXX]sen af 9te til Academiet af 27d Marts med vedlagt Ansøgning til Commissionen for Slottet – men stakkels Mand har intet Svar, og nu har han kun 7 Qvartaler tilbage af det ham i Rom tilstaaede Ophold. Den Roes, som Roms Avis Campidoglio, tilkiendte hans Sokrates ved en Exposition staaer indført i hans sidste Ansøgning eller Bilaget, og bekræfter min Dom. 70 Scudi eller Piastre qvartaliter, og umueligt at kunne fortiene noget her Prof Thorwaldsen giver ham Huus, men Maler-Sal har han i Byen. For Alting tør hans Kaar blive forbedrede; lad ham strax udarbeide en Pendant til hans Sokrates – de vil kunne tiene til Slottet, og lad Sokrates ufortøvet reise hiem. Om Clindt vides intet, men han formodes tabt i Udsvævelser. Lieut MunchIV arbeider og oekonomiserer hos Khr Schubart. Ogsaa Vahl, om han lever og Lund maatte sættes i Arbeide for Slottet, man give dem blot Størrelsen og overlade Sujettet til dem selv; eller retter, at de vælge et eller andet Partie af Raphaels Stenthor; thi en god Copie af saadan Sammensætning er mere værd end en maadelig Original. – Jeg lever atter her i Sirkel med de første. Generalguverneuren over de Romerske Stater Grev Miollis viser mig megen Høflighed igaar havde vi en diner der paa 36 Couverts; jeg har passeret et Par Aftener der, men Kl 10 fortrækker jeg, medens Romerne holde det ud til Kl 1 eller 2 endog i Skuespillene, hvor jeg for mit Helbreds Skyld endnu ikke har havt Mod at gaae, ogsaa sender han mig Journal de l’empire, og ere [sic] ret godmodig; det er en aldrende Mand – Ogsaa omgaaes jeg Prindsen af Saxen Gotha, og af Holsteen Oldenborg; til denne havde jeg et Brev fra Baron Lutzau i Paris. – Alle elske Kunsten; jeg var hos ham igaar for at see et Par Malerier, han havde kiøbt for 700 Piastre, et af Raphaels Skole og en Ecce homo af Guido. Nu forlod han mig i dette Øieblik for at see et Par Mesterstykker af Carlo Dolci, som jeg erhvervede i Florents, il Salvatore, den bedende Frelser, og en mater dolorosa. Han er et godt, jevnt Menneske; snart reiser han til Naples, og i Junii reser Pr. af Saxen Gotha hiem efter at have henbragt 2½ Aar her for anden Gang – Levemaaden er billig i Rom, og Fremmede meget agtede, thi det er Roms eneste Formue. Prinds Poniatowcki boer her nu i 10 eller 12 Aar, har kiøbt mange Landgodser, og giort sig en betydelig Samling af Cameer og antike Ting. Ogsaa ham seer jeg daglig – For Resten er her for Tiden faa Fremmede af Anseelse; da de Russiske ere nys alle fortrukne, men derom[?] af politiske Aarsager. Ministeren Lisakawitz, Broder til vor, har jeg giort Bekiendtskab med; han er hviid som en Due, ønsker, at han var i Kbhvn, hvor han har henbragt 14 Aar indtil 1776; han gaaer vel tilbage til Sardinien – Skade, at jeg ikke skal nyde Lucien Bonapartes Samling. Han fik for nogen Tiid siden Ordre at forlade Rom, og boer en Dags Reise herfra, hvor al hans Samling indpakket til videre Fremsendelse, meer[?] nødigt, er hengaaet. – Befaling er ankommen, at alle Geistlige, som ikke ere Romere, skal forlade Rom inden 3 Uger, hvilket formindsker Folkemængden, der var 130,000, med 20000 og skaffer megen Sorg saa at Rom, der har mistet sin Pave, sine Kardinaler og rige Prindser, som nu i Paris maae fortære deres Formue, er meget i Forfald. Ogsaa giver man for en Opfindelse af den benævnte Restaurateur Palmaroli, at transportere Kalke Flade paa Lerredt og opfriske Farverne blot ved at overstryge dem, saa at Stykket bliver som nyt Han har saaledes frelst en berømt Nedtagelse af Daniel Volterre, der ellers vilde have faldet ned med Kirken; men man frygter, at Roms sidste Prydelser skal derved befales bort. – Man har allerede talt om Trayans og M. Aurelius’s Skatter at være bestemte til Paris. Med alt hvad man har og fremviser i Paris, som kommer dog alle dets Kunstnere til Rom for at studere, og Palais Medicii er for nærværende de franske Academisters Residents her. Jeg var igaar i den deilige Villa Borghese, det yndigste Lyststed af Verden, men nu afklædt fra sit Museum, alle sine udsøgte Statuer alle de kostbare Basreliefs nedtagne af Murene, og selv de skiønne Lunde ruinerede af Dyr mellem de antike Templer et Rov for en graadig Forpagter. – Ogsaa Giullimanis og saa mange andre ansete Prindsers Samlinger ere forflyttede til Paris hvor man har mere Sands for Luksus og Adspredelser end for Kunsten. Prinds Donas betydelige Galeri er endnu urørt, saa er Corsinis og Albanis. Corsini har 2 Palais i Florents, og 1 her som et Slot; nu staaer hans Trone eller balaquin ledig i den store Cupol, medens han er til Opvartning som Kammerherre ved Hoffet i Paris – I hans Galerie hvilede jeg i en antik rund Marmor Lenestol heel omgivet af prægtige basreliefs. Her traf jeg den samme Bronze, som er i min forrige Samling, en staaende Figur, der byder med sin store Pegefinger – den er antik – en Ting jeg ikke vidste eller turdet sige, da jeg skrev Cataloget.
Hvilket Uheld, at man skal være saa fattig, at man ikke skal kunne bringe Noget Skiønt af den gamle Kunst hiem med sig, eller rettere, at Courserne skal være saa ødelæggende, at 1 Louis skal koste 20 dr; men man maa lade sig nøie, naar man blot kan bestride sine Reise Omkostninger, og see at finde den lange Vei hiem igien og til Straf for sin Daarlighed begynde at plante Kaal og Kartofler. Fra min Ven [X] har jeg nys Brev; han vil forlade Paris i Slutningen af denne Maaned og vil nok møde mig her. I næste Maaned gaaer jeg til Naples inden den stærke Hede, da Rom er meget usund. Der haaber jeg at træffe sammen med ham igien, for nærmere at tage vor Bestemmelse. Han vil og hiem at plante Kaal og attraaer vist ikke mere nogen Post eller vil paadrage sig noget Ansvar. Saameget som jeg kunde ønske at see mit Fædreneland igien, og saa meget som Coursen byder det, da jeg ellers kunde leve billigere i Italien end i Danmark, saa er jeg dog bange for at gaae Vinteren i Møde og vil behøve 2 Maaneder til min Hiemreise. Jeg veed derfor endnu ikke, om Helbred og Oekonomie vil forene sig i at udsætte min Hiemreise til Foraaret for at komme med Sommeren hiem og igien giøre mig fortrolig med de nordlige Vinde – Vi have 15o Varme og naar Thermometret holder til 13 saa rase strax min Gikt, der især om Natten plager mig, og giver mig Feber og søvnløse Nætter. – Etatsde Bruun ventes fra Naples hid, og siges at skulle reise hiem, da efter saa mange Aars Ophold her vil blive hende besværeligt. – Rosenkrants’s Mission til Turin er mig hiertelig kier, thi den var nødvendig; [X]eldes bliver[?] en Følge, og kan altsaa, som vel er, endnu post festum, end vi andre. Synderligt, at et ubetydeligt Væsens Idee skal stundom blive Aarsag til store Begivenheder – – Gid vi ikke faae den usle Strumpe Lauenbourg, der har blot 30 á 40 m fattige Siele. Bedre at bevare sin gamle Grændse end at faae Navn af Comission, som er intet værd, uden Anledning til Strid. Kan de nu, Naadigste Herre, tilgive min lange Rhapsodie, som jeg ikke kan see at læse selv, hvis ikke saa straf mig med Tavshed, men hvis De ønske, at jeg skal endnu have noget at berette Dem, saa finder Alt mig chez M. Torlonia, Rome. – Jeg er Deres Høihed underdanigst
og hierteligen hengiven
West.
Sidst opdateret 23.08.2013
Den danske maler J.L. Lund.
J.L. Lund: Pyrrhus og Andromache ved Hektors grav, 1807-10, som Herman Schubart finansierede.
Læs mere om dette i Lunds biografi.
J.L. Lund: Andromache i afmagt ved synet af Hektors lig, 1803-07.
Maleriet blev afsendt med skib fra Livorno til København i 1807, men blev beslaglagt af englænderne og siden solgt i Plymouth.
Læs mere om dette i Lunds biografi.
Dvs. den norske maler Jacob Munch.