Ludvig Bødtcher
Rom
Omnes
Ingen udskrift.
Årstallet fremgår af digtet, en mere præcis datering er under udarbejdelse.
Kommentarerne til dette digt er under udarbejdelse.
Piazza Barberina
(Rom 1830)
[...]
Alt løfter Morgenen sin Vinge,
Det dages over Kunstens Tag.
Og Mejsler røre sig og klinge,
Som Marmorblokkens Villie betvinge
Ved smaa, men aandigt førte Slag;
Det gule Leer fra Tiberflodens Strøm
Har rejst sig op paa Cavallettens Bræder,
Men skjult og hyllet ind i vaade Klæder
Staaer Skikkelsen som i en Drøm,
Foruden Livets Lys og Varme,
Og troer sig end i Bølgens Arme.
Fra Capucinerklostret kalder Messens Klang, —
Nu kom der Liv paa Piazza Barberina!
“Buon gjorno, Rosa! Ben levata, Coelestina“!
Og hen mod Klostret styrer Hver sin Gang:
De brune Øjne, Dagens mørke Stjerner,
Som sødt beruser ved sin Glands,
Meer sødt end selv den lifligste Falerner,
Er fæstet paa den fromme Rosenkrands
Og holder for en Stund sin Ild i Tvang.
Paa Torvet samle sig Campagnens Bønder,
Solbrændte Mænd med Flammeblik.
Men til Enhver har Lethe rakt sin Drik,
Og glemt er Friheds Krav og Fædres Mod,
De huske kun at gjøre daglig Bod
Og fordre Aflad kun for deres Synder:
Og dog — hin Mand, som stirrer paa Tritonen,
Indhyllet i sin Kappe, med et Øjekast,
Som kunde støde en Tyran fra Tronen
Og sprænge Lænker, Baand og Bast —
Hvor lig en Brutus selv, der holder
Sit Frihedsstaal beredt i Kappens Folder —
Hin Mand maaske — ak nej, der mangler Aanden!
Det Hele dunster bort i Phantasi:
See Munken, hvor han vralter ham forbi,
Og Brutus, hvor han pludselig fik Hast,
Og Hatten af og — kysser ham paa Haanden! —
Til Højre, der hvor Torvet ender,
Ved Hjørnet med det lille Kildevæld,
Hendrages nu min hele Sjæl. —
Den aarle Morgenstund er omme,
Og hvad jeg spejder efter snart vil komme:
Ei sorte Øjnes Pragt, som brænder,
Min Hu staaer til, nej lyseblaae,
Et Stjerneblik, som Danmark sender,
Et Nordlys, som i Rom man stirrer paa:
Jeg vidste det, mig Haabet skuffer ej,
Hist kommer hanI og gaaer sin vante Vej
Henover Torvet; Folkets Blik og Miner
Er ham en Hyldest hvert et Skridt, han Triner;
Ja, selv Tritonen synes rask at tvinge
Fra Kilden op et endnu større Ran,
For susende sin Hilsen ham at bringe
Paa Vejen til hans lille Vatikan.
Han kommer fra sit tause Kunstnerhjem,
Hvor tidligst alt hans Genius har været,
Og i hans Haand er endnu Lidt af Leret,
Som travlt han krammer, altsom han gaaer frem; —
En høj og mandig Væxt, og dog saa blød,
Og hvilken Pande, fuld af Aand og Tanke!
Og Haaret, vægtigt som en lille Manke,
Der vifter Kindens endnu friske Glød, —
Den lette, jevne Morgenfrakke,
Som strax beretter hist og her,
At den kom Gipsen lidt for nær —
En Hat, som bred mod Solen værner,
Og Kravens reenlig hvide Skær
Er al den Stads, hvormed han ta’er tiltakke,
Og kunde dog — var Lysten dertil vendt —
Bedække Brystet som et Firmament
Med lutter Kors og blanke Stjerner!
Hans gang mig lidt om Bølgen minder,
Naar blødt den dukker op og ned —
Snart seer jeg kun hans sidste Fjed
Ved Muren hist, hvor han forsvinder.
Nu Alt blev tomt! Ja, Klarheden er vegen,
Den kom og endte med hans Gang, —
Jeg føler tungt, at Sydens Sol er stegen,
Og længes efter Danmarks Bøgehang.
Denne tekst er godt den sidste halvdel af Bødtchers digt Piazza Barberina – dvs. Piazza Barberini, den romerske plads, hvor Thorvaldsens værksteder lå. Som det fremgår skildrer Bødtcher en morgen på pladsen og navnlig Thorvaldsens daglige gang hen over den.
Teksten er gengivet fra Ludvig Bødtcher: Samlede Digte, København 1940, p. 123-127, digitaliserede i Arkiv for Dansk Litteratur, se evt. også digtsitet Kalliope.
Sidst opdateret 22.12.2017
Dvs. Thorvaldsen på vej fra sit hjem i Via Sistina til sit arbejde i sine værksteder ved Piazza Barberini