Antagelig januar 1837

Afsender

H.C. Ørsted

Afsendersted

København

Modtager

Omnes

Dateringsbegrundelse

Dateringsbegrundelsen er under udarbejdelse.

Resumé

Kommentarerne til dette digt er under udarbejdelse.

Dokument

Den Mand, hvis Liv Dig her er forestillet,
Har ei ført Krig, og aldrig styret Land;
Men har af MormorI dannet mangt et Billed,
Som viser klart hans dybe Kunstforstand.

Hvis Du har aldrig seet de høie Sale,
Hvor Kunstens store Værker ordnet staae,
Hvor tause Stene til vort Øie tale
Et Sprog, som dybt den indre Sands vil naae,
Og heller ei den Lykke dig blev givet,
Et Værk at see, hvor ædel Kunstnerhaand
Har sat paa sjælløs Masse Præg af Livet,
Som var det Bolig for en tænksom Aand:
Da vil maaskee Du tykkes Dig, i Drømme
Forflyttet til en fremmed Verden hen,
Naar høit du hører saadan Mand berømme,
Som værd en Plads blandt Jordens store Mænd,
Naar Dig han vises, som en Seiervinder
Med Pragt modtaget rundt fra Land til Land,
Naar du af Keiser og af Konge finder
Ham æret høit, lig Mænd af Fyrstestand.
Du siger: Ei han slog Barbares Hære!
Ei har hans Kløgt neddæmpet blodig Krig!
Ei prises han, som den der skal os lære
En Kunst, som Folk og Stat kan gjøre rig!
Har den, hvis Id kun heldigt smigred Øiet,
Ved kunstfuldt Arbeid, velgiort Billedværk,
Fortjent at vorde hædret og ophøiet,
Som Manden viis, som Kæmpen bold og stærk?

Vel spurgt! men laan nu Tanke med til Svaret!
Riv kjæk Dig løs fra gammel Fordoms Baand,
Og, grundende paa hvad du har erfaret,
I Tankeflugt lad stige frit din Aand!
Jeg haaber, at dit Øie tit har hvilet
Med stille Lyst paa Barnets Engleblik,
Paa Livets Dagsskjær og paa Uskyldssmilet,
Til Vidne her det om sin Herkomst fik.
Jeg haaber, at du saae den skjønne Qvinde,
Den friske Møe, tit uden jordisk Drift,
Og at din indre Sands sig let lod vinde,
Ved milde Dyders klare Himmelskrift.
Du vistnok har beundret Kraftens Stempel
Paa herlig Manddoms høie Herskerbryn,
Glad seet en Pande hvaltII til Viisdomstempel,
Og Øiet straalefuldt af Tankelyn.
Ja i hvert Træk, Du ei forstod at tyde –
Naar det kun talte til din Skjønhedssands –
Du følte vist et Glimt at giennembryde
Af Skaberherlighedens skjulte Glands.
Dog Skjønhed varer kort hos Dødelige,
Og Støvets Vilkaar er den underlagt;
Det ædle Træk i Skygge tit maa vige,
Fortrængt og skjult af Jordestoffets Magt,
Derfor det blev den store Kunstner givet,
At fatte Skjønhed reen i dyben Aand,
Og kalde frem, hvad Aanden saae, til Livet
Ved tankelydig, kunsterfaren Haand.
Og ser uhildet Du med barnlig Øie
De Skikkelser, som fra hans Haand gik ud,
Da troer Du staae for Gjæster fra det Høie,
Og føler stærkt, at Skjønhed er af Gud.
Men Skiønhedsglæden ei sig vil forlige
Med det, som i vort Sind er lavt og slet;
Op til det Sandes og det Godes Rige
Maa stunde den, som elsker Skjønhed ret.
Derfor staaer Kunstens Præst ved Skjaldens Side
Og ved den høie Dyds sjælfulde Tolk,
Og den, som stræber Sandhed ret at vide,
Udbredende dens Lys blandt Jordens Folk.
Hil være da den store danske Mester,
Hvis Aand den rene Skjønhed kaldte frem,
Der syntes tryllet til de sjeldne Rester,
Vi arvet har fra Kunstens gamle Hjem.
Ja Christi Tempel har han vidst at smykke,
Som Ingen før, med Skikkelser af Steen,
Der, talende til Sjelen, klart udtrykke
Os Troens Himmelskjønhed, mild og reen.
Den Krands, Europa fletter om hans Pande,
Skal da hos Dansken straale dobbelt Skjøn,
Og blandt os skal hans Værker viet stande,
Hans Idræts Minder, og dens bedste Løn.

Generel kommentar

H.C. Ørsteds hyldestdigt til Thorvaldsen blev trykt i J.M. Thiele, op.cit. og Söderberg, op. cit. som en del af den landsdækkende opfordring til at støtte opførelsen af Thorvaldsens Museum, der blev iværksat fra 1837 af Comitteen for Oprettelsen af Thorvaldsens Museum.
Digtet er afskrevet efter Thiele, op. cit.

Andre referencer

Kommentarer

  1. Sætternissen har tydeligvis været på muntert spil her. Der skal selvfølgelig stå farmor – undskyld – marmor.

  2. Dvs. hvælvet, jf. Ordbog over det danske Sprog.

Sidst opdateret 14.02.2024