Madame de Staël
Omnes
Madame de Staël betragter Thorvaldsen som undtagelsen, der bekræfter reglen, når det gælder “tyskernes” evner inden for billedhuggerkunsten. Han gør Canova rangen stridig og har fremstillet Jason som den smukkeste blandt mænd, ligesom Pindar. På samme måde ser de Staël Ida Brun som det eneste store “tyske” talent inden for dansen. Allerede som barn var Brun i stand til at gøre en mors følelser begribelige i sin fremstilling af Althea.
[...]
La sculpture n’a pas été cultivée avec un grand succès chez les AllemandsI, d’abord parce qu’il leur manque le marbre qui rend les chefs-d’oeuvres immortels, et parce qu’ils n’ont guère le tact ni la grâce des attitudes et des gestes, que la gymnastique ou la danse peuvent seules rendre faciles; néanmoins un Danois, Thorwaldsen, élevé en Allemagne, rivalise maintenant à Rome avec CanovaII, et son JasonIII ressemble à celui que décrit PindareIV, comme le plus beau des hommes; une toison est sur son bras gauche; il tient une lance à la main, et le repos de la force caractérise le héros.
J’ai déjà dit que la sculpture en général perdoit à ce que la danse fût entièrement négligée; le seul phénomène qu’il y ait dans cet art en Allemagne, c’est Ida BrunnV [sic], une jeune fille que son existence sociale exclut de la vie d’artiste: elle a reçu de la nature et de sa mèreVI un talent inconcevable pour représenter par de simples attitudes les tableaux les plus touchants, ou les plus belles statues; sa danse n’est qu’une suite de chefs-d’oeuvre passagers, dont on voudroit fixer chacun pour toujours: il est vrai que la mère d’Ida a conçu dans son imagination, tout ce que sa fille sait peindre aux regards. Les poésies de madame Brunn font découvrir dans l’art et la nature mille richesses nouvelles que les regards distraits n’avoient point aperçues. J’ai vu la jeune Ida encore enfant représenter AlthéeVII prête à brûler le tison auquel est attachée la vie de son fils MéléagreVIII ; elle exprimoit, sans paroles, la douleur, les combats et la terrible résolution d’une mère; ses regards animés servoient sans doute à faire comprendre ce qui se passoit dans son coeur; mais l’art de varier ses gestes et de draper en artiste le manteau de pourpre dont elle est revêtue produisoit au moins autant d’effet que sa physionomie même; souvent elle s’arrêtoit long-temps dans la même attitude, et chaque fois un peintre n’auroit pu rien inventer de mieux que le tableau qu’elle improvisoit; un tel talent est unique. Cependant je crois qu’on réussiroit plutôt en Allemagne à la danse pantomime qu’à celle qui consiste uniquement, comme en France, dans la grâce et dans l’agilité du corps.
[...]
Madame de Staël: De l’Allemagne [1810], Paris 1814, p. 377-378.
|
|
Jason med det gyldne skind, 28. januar 1803 - Senest 19. marts 1803, inv.nr. A52 |
Sidst opdateret 08.03.2022
Som det fremgår af Madame de Staëls betragtninger over den tyske billedhuggerkunst, tilskriver hun dens angivelige ringe succes dels en mangel på marmor i regionen, dels en mangel på takt og yndefuldhed, som kun dans og gymnastik kan tilføre kroppen. Det er interessant at notere sig, at de Staël opfatter Thorvaldsen, skønt dansk (hvilket hun også skriver han er), som et eksempel på tysk billedhuggerkunst, fordi han angivelig er uddannet i Tyskland (hvilket han ikke var) – og at Ida Brun, der var datter af tyske indvandrere i København, også opfattes som slet og ret tysk. Dette syn på nationalitet, hvor det ene tilhørsforhold så at sige ikke udelukker det andet, og hvor Danmark blev betragtet som en forlængelse af Tyskland, ville være utænkeligt senere i 1800-tallet, hvor nationalstaterne blev etableret som uafhængige størrelser, bl.a. som følge af Napoleonskrigene.
Den italienske billedhugger Antonio Canova.
Thorvaldsens gennembrudsværk Jason med det gyldne skind, A52.
Den græske lyriker Pindar (ca. 520-443 f.Kr.).
Den danske danser og attitudekunstner Ida Brun.
Den den danske forfatter Friederike Brun
Dronningen af Calydon i græsk mytologi, Althea, er mor til fem sønner, men slår sønnen Meleager ihjel, efter at han har dræbt to af sine onkler.
Meleager, søn af Althea, bliver født med den spådom hængende over sit hoved, at han kun kan leve, så længe et bestemt stykke træ i hjemmets arne ikke er fortæret af flammerne. Hans mor gemmer træstykket langt væk for at beskytte sin nyfødte, men da hun vil hævne sig på den voksne Meleager, brænder hun det selv.