Emil Aarestrup
Sakskøbing
Omnes
Dateringen fremgår af dokumentet. Hos Blix & Raunkjær, op. cit., vol. IV noter, p. 20, oplyses det dog, at Aarestrups håndskrevne manuskript til sonetterne er dateret 22.9.1838.
Fire sonetter om Thorvaldsens ankomst til Danmark, om det kommende museum, om den folkelige opbakning og om det sande og det skønne.
Thorvaldsen.
–––––––
Opfordring.
Raab HurraI kun fra Øster og til Vester!
Bring FakkeltogII, drik Skaaler over Skaaler!
Benaad ham kun med TitlerIII og med Straaler,
Og byd til Bords ham med et Tusind Gjæster –
Indret de prægtigste af alle Fester,
Gjør Alt, hvad Kongen og hvad Folket taaler
Med TankeblikIV den store Sværm han maaler:
Alt det er saare godt; dog Noget rester.
O kan Du, danske Sommer, endnu funkle
Med nogle Nætter, varme, stjernedunkle,
Med nogle Dage, blomsterfyldte, klare –
Skjænk ham de deiligste, som Norden skabte!
Prøv at erstatte hvad i Syd han tabte!
Og i det gamle Hjem ham at bevareV!
––––––––
Museet.
ArmodVI har ofte rakt sin SkjærvVII, at fremme
Pragtbygninger – ei spurgtes om den vilde –
Den Bygning, vi vil byggeVIII, er kun lille,
En Kube kun, et Skjønheds HonninggjemmeIX.
Ræk da en hjelpsom Haand Enhver herhjemme!
Giv Eders Skjærv – og lad Jer ei forvilde -
I Alle, som i Hjertet føle stilleX
For Konstens ædle Sprog et dunkelt Nemme.
Det er ei blot til de studeerte Hjerner,
Ei heller blot til Mænd med Baand og Stjerner,
Skjønhedsgudinden kaster sine Blikke -
Almuens BarnXI, hvis Kræfter Ingen maalte,
Har hun af Sødmen, hendes Øie straalte,
Som oftest ladet allerdybest drikke.
––––––––
Bevidnelse.XII
Tro ei, at det er Kjøbenhavn alene,
Der jubler til den store Konstners Ære;
Vel kunde Landets Børn ei alle være
Tilstede just med Sang og Flag og Grene
Ved hiin Velkomstens prægtigskjønne Scene –
Det Vidne tør dog Musen dristig bære:
At samme Følelser vi Alle nære.
Og lige hjerteligt det Alle mene.
SaavidtXIII som Danmark grønnes under LideXIV,
Er ingen Sjæl, som ikke byder Gjæsten
Velkommen atter i det gamle ThuleXV;
Ja, selv PhilistrenXVI lægger taus tilside
Det BladXVII, der har beskrevet Folkefesten,
Og kan ei en Begeistringstaare skjule.
––––––––
Det Egentlige.
Hvad var det MærkeligsteXVIII dog ved SagenXIX?
Hvad var det Frydeligste dog ved Klangen?
Det os mest Gribende ved Velkomstsangen,
Og det mest Straalende paa Høitidsdagen?
Det var – hvortil man snart igjen see Magen! –
Det Ideales Seier over TrangenXX,
Det Ædles sikkre Høide over RangenXXI,
Og en Forstummelse af Hverdagsklagen.
Det var ei nogen Jublen hen i TogetXXII,
Ei noget Skraal af sammenløbne Drenge,
Det Folkeraab, som lød og endnu lyder;
Det var det Sande, som vil ud med Sproget,
Det ubevidste Skjønne, der, om længe,
Uændset holdt tilbage, dog tilsidst udbryder.
E. Aarestrup
––––––––––––––––
Denne sonetkreds blev trykt i avisen Kjøbenhavnsposten, Nr. 280, 11.10.1838.
Den anden sonet, Museet, om Thorvaldsens Museum anslår med linjen En Kube kun, et Skjønheds Honninggjemme flere af de arkitektoniske billeder, som kan knyttes til bygningen:
Selvom bygningskroppen ikke er en geometrisk kube, så har den dog udpræget klods-agtig karakter, som giver indtryk af noget “kubisk”. Med ordet “Honninggjemme” peges der også på noget, der blev omsat til konkret arkitektur: Museets signaturfarve på den okkergule facade kan siges at være en slags honningfarve.
Referencen til en bikube sigter til det nationale aspekt i byggeriet og til den landsindsamling, som blev igangsat 10.1.1837 for at skaffe penge til opførelsen af museet: Det vi, der omtales som museets bygherre, er det danske folk i nationens “bikube”, hvis sværm af flittige bier/borgere indsamlede penge og bidrog til projektet med hver sin skærv.
Det kommende museum var da set med Aarestrups briller bygget med bidrag fra alle danske “bier” som nationens “Honninggjemme” – en art åndeligt forrådskammer – fyldt med kunstens “honning”.
Referencen til bier og honning peger også på en blomstersymbolik, som Thorvaldsen selv gjorde opmærksom på nogle år senere, kort før sin død i 1844, da museets ydre (bortset fra Sonnes frise) stod færdigt. Thorvaldsen glædede sig over, at Bindesbølls polykrome museum stod/står i kontrast til de grå mure på C.F. Hansens omgivende Christiansborgs Slot og Slotskirke. Thorvaldsen sagde: “See engang, hvor de skidne Mure [dvs. C.F. Hansens] griner stygt;... nei, Museet det smiler, see engang, det er ligesom en Blomst”, jf. Stampe, op. cit.
Alt i alt kunne det med andre ord synes som om, Aarestrup her i 1838 med sin korte beskrivelse af det kommende museum foregreb – og måske endda gav inspiration til – bygningens naturfunderede symbolik, som Bindesbøll (og Thorvaldsen) realiserede med byggeriet ganske kort tid efter.
Sonetterne er genoptrykt i Brix & Raunkjær, op. cit., som også (p. 20) gengiver rettelserne i teksten i forhold til det håndskrevne manuskript.
Sidst opdateret 10.04.2018
Thorvaldsens hjemkomst til Danmark var fra 17.9.1838 og månederne efter nærmest ét stort triumftog, hvor billedhuggeren blev fejret ved adskillige fester. Se oversigten over begivenheder i Thorvaldsens liv i september-oktober 1838.
Thorvaldsen blev hyldet med et fakkeltog bl.a. 17.9.1838.
Se en oversigt over de utallige titler, ordener og udmærkelser, billedhuggeren blev begavet med i Thorvaldsens udnævnelser.
Dvs. et blik, der røber dyb tankevirksomhed, jf. Ordbog over det danske Sprog.
Man var i Danmark bekymret for, om Thorvaldsen ville blive i landet eller rejse tilbage til Rom. Se fx brev af 5.10.1839, der oplyser, at Thorvaldsen havde ytret sig om at ville forlade Danmark igen.
Også Frederik 6. bad antagelig i 1839 billedhuggeren om at blive i Danmark og ikke drage til Rom.
I Brix & Raunkjær, op. cit. er ordstillingen vendt om, så den lyder:
Ofte har Armod rakt…
Aarestrup hentyder til den landsindsamling, der fra 10.1.1837 blev igangsat for at skaffe penge til opførelsen af Thorvaldsens Museum.
Aarestrup skriver i fremtid, at museet skal bygges, fordi opførelsen endnu ikke var formelt vedtaget i oktober 1838; først 20.10.1839 godkendte Københavns kommune planerne til museet, og 13.11.1839 fik de også Frederik 6.s accept.
Byggeriet gik igang ved årsskiftet 1839-40.
Om denne metafor for museet, se den generelle kommentar.
Om det at føle på en stille måde, se en anden sonet af Aarestrup fra tidligere i 1838, hvor han fokuserer på stilheden som et essentielt karakteristikum for forståelsen af Thorvaldsen og hans kunst.
Her hentydes ikke kun til Thorvaldsens egen herkomst som søn af fattige forældre i datidens lavere middelklasse i København.
Aarestrup hævder også, at almuens barn, som et billede på folket i bredere forstand, ofte har en bedre forståelse for kunsten – dvs. den sødme, skønhedsgudinden skænker – end samfundets top – dvs. studeerte Hjerner og ordensdekorerede mænd. Af denne grund ville “folket” da angiveligt også have en bedre forståelse for den omtalte indsamling til fordel for Thorvaldsens Museum.
Kunsten og folket gik altså hånd i hånd ifølge Aarestrup, og ud fra dette demokratiske kunstsyn kunne han altså give indsamlingen og det kommende museum større folkelig og national legitimitet.
I denne sonet anslår Aarestrup igen det gennemgående tema: Hele det danske folk deltager i hyldesten af Thorvaldsen.
Disse tre linjer optræder i det håndskrevne manuskript i en tidligere udgave, jf. Brix & Raunkjær, p. 20.
Forglemt er hvad Communen skal bestride,
Forglemt er Stændernes Debat, og Resten
Af Ting, der os for Øieblikket saare –
I disse bortredigerede linjer hentyder Aarestrup åbenbart til diskussioner om finansieringen af det kommende museum, og om Københavns kommune skulle bidrage, og med hvor meget. Desuden havde sagen også været diskuteret i offentligheden. Det vides dog ikke præcis hvilke debatter, Aarestrup hentyder til.
Som det også fremgår, var opbakningen til ideen om et museum ikke lige stor alle steder. Om dette se Chr. Bruun & L.P. Fenger: Thorvaldsens Musæums Historie, København 1892, p. 8.
Aarestrup må have tænkt, at den bortredigerede strofe rummede antydning af en kritik, som det ikke havde været passende at hentyde til den festlige lejlighed taget i betragtning.
Lide er et bakkeskråning, af det norske li. Under lide er et poetisk udtryk, der ofte bruges med en ikke helt bestemt betydning eller i forbindelse med en solnedgang, se Ordbog over det danske Sprog.
Dvs. Norden, se Thule i Ordbog over det danske Sprog.
En filister defineres almindeligvis som en spidsborger eller småborger, der især kendetegnes ved sin manglende interesse for åndelige materier som fx kunsten. Det er nok den sidste betydning, Aarestrup hentyder til her.
Thorvaldsens hjemkomst og de efterfølgende fester blev ekstensivt refereret i datidens aviser, se fx Kjøbenhavnsposten 17.9.1838. eller Aarhus Stifts-Tidende 21.9.1838.
Dvs. det vigtigste, det mest interessante. Om denne nu ikke længere gængse brug af mærkelig, se betydning 2 af ordet i Ordbog over det danske Sprog.
Dvs. Thorvaldsens hjemkomst til Danmark.
Trangen skal her ikke forstås i betydningen behovet, men i betydningen det nødvendige. Linjen skal altså læses på flg. måde: Ved Thorvaldsens ankomst til Danmark fik idealerne større fokus, magt og ret end det, der kun var prosaisk nødvendigt til opretholdelse af dagligdagen. Det ideelle sejrede over det nødvendige, jf. linjen længere nede: …en Forstummelse af Hverdagsklagen.
Se de forskellige betydninger af ordet trang i Ordbog over det danske Sprog.
Dvs. rangen i betydningen den sociale position, klassetilhørsforholdet, se Ordbog over det danske Sprog.
Meningen med linjen er da, at ved Thorvaldsens ankomst fik det ædle større fokus, magt og ret end den placering, et individ indtog i samfundets daværende rangorden. Aarestrup understreger her igen sit kunstbårne demokratisyn.
Hen i toget er et fast udtryk, der betyder i blinde, ubegrundet, uden formål, se betydning 2 af substantivet Taag i Ordbog over det danske Sprog.
Tog / Taag er det samme ord som tåge.