Nikolaj Krossing
København
Omnes
Dateringen fremgår ikke af digtet, men af den bog, hvori digtet er trykt, se generel kommentar.
Digt om Thorvaldsens liv og værk.
Der gik en MandI paa Holmen;
Træbilleder han skar,
Som danske Orlogsskibe
I Stavnen siden bar.
En lille Dreng ham bragte
Imellemstunder MadII;
Det var jo Sønnen Bertel,
Saae paa de Kunster glad.
Han tegned i sin Stue,
Hvad ham for Øie faldt,
Og snitted selv paa Faders
Den store TrægestaltIII.
Og meer og meer blev Legen
Hans Hjerte dyrebar; –
Nu staaer han som en Mester,
Der ingen Lige har.
Af Marmorblokken skabte
Han Billeder paa Jord;
Det er, som om de leved,
Og Læben havde Ord.
Ja, hvis de eied Livet,
Og om iblandt os gik,
Ei skjønnere Mand og Kvinde
Dit Øie skue fik.
Mangfoldig er hans Gave:
Han former Stenen blød,
Og Ynde, let og smidig
Gaaer af dens haarde Skjød.
Sin Kjerlighed den tolker,
Sin Gudsfrygt, sine Savn,
Sin Længsel, Smiil og Smerte,
Sin Fred i Dødens Favn.
JohannesIV i sin Ørken
Forkynder blid og from:
O! træder ind, Udvalgte!
Her er Guds HelligdomV.
Den, som paa Herrens Alter
Saae FrelserenVI, Guds Søn,
Vil aldrig Hænder folde,
Sank han ei her i BønVII.
Og blandt ApostelskarenVIII
Er Ord til Overflod:
Han *IX laae ved Jesu Hjerte,
Og han **X som Klippen stod
Der Meget var at tolke,
Om nævnes skulde Alt:
En Hær af Mesterstykker
Han har for Lyset kaldt. –
I Syden han som Yngling
Beskued Oldtids Værk;
Her prøved han at flagre,
Men der blev Vingen stærk.
Han hamred i sit Værksted;
Og Paven selv i Rom
Ei nær saa godt man kjender
Den vide Verden om. –
Alt tre og tyve SomreXI
Udbredet var hans Ry;
Da drog en gammel Hjemvee
Ham til hans Fødeby.
Paa Veien han som Fyrste
Blev hilst af Høi og Lav; –
Han os sit eget Indtog
I AlexandersXII gav.
Her var han Søn af Huset,
Hinsides kun berømt;
Her havde han sin Ungdoms
Nøisomme Fremtid drømt.
Og nu! – Hans Hjertes Fylde
I Taarer sig udgjød,
Mens Dannemark velsigned
Den Spire af sit Skjød.
Han stod i SkolenXIII atter,
Sin Barndoms Hjem han saae,
Ja selv den gamle PortnerXIV
Med Hat i Haanden staae.
En Reise var det Svundne,
Nu var han først i Havn:
Med Kys den gamle TjenerXV
Han trykked til sin Favn. –
Han drog mod Syden atterXVI,
Ham Kunstens Engel bandt;
Den graalokdækte Tinding
Sig nye Kroner vandt.
Da saaes i Middelhavet
Igjen en dansk FregatXVII;
En Olding stod paa Dækket;
Mod Nord blev Coursen sat.
I Øresund der runged
Salut fra Øst og VestXVIII,
De tvende Riger hilste
Sin Ætling og sin Gjæst.
Snart hørte KongestadenXIX
Flotillens Sang og KlangXX;
Paa Bølgen lød Velkommen,
Fra Bredden anden GangXXI.
Og Folkets Hænder bar hamXXII
Til SkolensXXIII Haller hen,
Og saae ham paa AltanenXXIV
Med Hurra stolt igjen.
Ei før har nogen Kunstner
En saadan Jubel vakt;
Det var en Tak til Sønnen,
Og af hans ModerXXV bragt.
Hun maatte sagtens føle,
Hvor fromt hans Hjerte slog,
Da hun de store Skatte
Som ArvedeelXXVI modtog.
Og naar Museet aabnerXXVII
Sin rige Helligdom,
Da eier hun i Norden,
Hvad Verden leder omXXVIII.
N. Krossing.
Dette er et digt udgivet i Dansk Folkekalender for 1841, København 1841, p. 83-87. Bogen findes i Thorvaldsens bogsamling, M873, og i Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1841 og 1849.
Dette digt må karakteriseres som et stykke folkelig formidling. Det genfortæller Thorvaldsens liv som en blanding af et eventyr og en helgenkrønike. Antagelig af hensyn til sine danske læsere opholder digtet sig mest ved de begivenheder – af anekdotisk karakter – der har med København at gøre: Thorvaldsens barndom, hans Danmarksophold 1819-20 og hans hjemkomst i 1838. Hans europæiske berømmelse bliver dog også eftertrykkeligt fastslået, men der nævnes ganske få af Thorvaldsens værker – hovedsagelig kun udsmykningen til Vor Frue Kirke – mens resten lades uomtalt med ordene: Der Meget var at tolke, / Om nævnes skulde Alt… Også dengang synes den folkelige kunstformidling at have lagt større vægt på kunstnerens biografi end kunstnerens værker og tolkningen af dem.
Denne vægtning af det anekdotiske fremfor værkproduktionen synes dog ikke kun at være et formidlingstrick, men rummer også en nationalromantisk/nationalistisk pointe: Danskerne har det fortrin at kende den store mand, de har et særligt intimt, familiært kendskab til ham og hans liv: For danskere er han en Søn af Huset, for udlændinge er han kun berømt, som der står i digtets centrale vers.
Formålet med denne manøvre synes ganske åbenlys: Selvom Thorvaldsen havde tilbragt hovedparten af sit virksomme liv uden for Danmarks grænser, så tilhører han dansk kultur – postulerer Krossing på denne vis. Den dag Thorvaldsens Museum åbnede, ville Danmark eje det, som hele verden vil misunde – som det sidste vers får fastslået.
Det nationale ejerskab til billedhuggeren og hans værk var et centralt spørgsmål i den tidlige Thorvaldsen-reception i midten af 1800-tallet.
|
|
Johannes Døberen, Tidligst oktober 1822, inv.nr. A59 |
|
|
Kristus, Antagelig november 1821 - Senest januar 1822, inv.nr. A82 |
|
|
Johannes, Primo 1824 - Senest 1827, inv.nr. A89 |
|
|
Peter, Antagelig 19. marts 1821 - juni 1821, inv.nr. A86 |
|
|
Jakob den Ældre, Tidligst 19. marts 1821 - Ultimo 1821, inv.nr. A98 |
|
|
Matthæus, Tidligst 19. marts 1821 - Ultimo 1821, inv.nr. A87 |
|
|
Jakob den Yngre, 1823 - Senest 1827, inv.nr. A91 |
|
|
Philip, 1823 - Senest 1827, inv.nr. A93 |
|
|
Thomas, Tidligst 19. marts 1821 - Ultimo 1821, inv.nr. A96 |
|
|
Bartholomæus, 2. august 1823 - 21. december 1823, inv.nr. A99 |
|
|
Simon Zelotes, 1823 - Senest 1827, inv.nr. A101 |
|
|
Paulus, Antagelig 19. marts 1821 - juni 1821, inv.nr. A103 |
|
|
Andreas, 1. marts 1842, inv.nr. A108 |
|
|
Judas Thaddæus, Ca. 28. marts 1842 - 10. april 1842, inv.nr. A105 |
|
|
Alexander den Stores indtog i Babylon, marts 1812 - juni 1812, inv.nr. A503 |
Sidst opdateret 16.01.2018
Dvs. Thorvaldsens far Gotskalk Thorvaldsen, som arbejdede som træskærer på Holmen.
Krossing gentager her, hvad allerede Thiele 1831, p. 3 fortæller.
I første bind af sin anden biografi fortalte Thiele I, p. 15 (1851) igen historien om, at Thorvaldsen ofte kom med mad til sin far på Larsens Plads, hvor træskærerarbejdet foregik.
Også dette fortæller Thiele 1831, p. 3.
Og Thiele I, p. 14-15 (1851) gentager denne fortælling om, hvordan den unge Thorvaldsen hjalp sin far med billedskærerarbejderne.
Dvs. Johannes Døberen i Thorvaldsens skulpturgruppe Johannes Døberens prædiken, A59-A70. I bronze i trekantgavlen over hovedindgangen til Vor Frue Kirke, København.
Dvs. Vor Frue Kirke, København.
Dvs. Thorvaldsens Kristus, jf. A82, i marmor på Vor Frue Kirkes alter, som det fremgår af teksten.
Sætningskonstruktionen kan måske være svær at forstå, men Krossing mener omskrevet:
Hvis ikke man ved synet af Kristus automatisk synker/knæler i bøn, vil man aldrig nogensinde komme til at folde sine hænder i bøn.
Mao. synet af Thorvaldsens Kristus er så virkningsfuldt, at kun de mest hårdhjertede og ugudelige, ikke vil begynde at bede.
Dvs. Thorvaldsens 12 apostle i marmor i Vor Frue Kirke, København: Andreas jf. A108, Bartholomæus jf. A99, Jakob den Yngre jf. A91, Jakob den Ældre jf. A98, Johannes jf. A89, Judas Thaddæus jf. A105, Matthæus jf. A87, Paulus jf. A103, Peter jf. A86, Philip jf. A93, Simon Zelotes jf. A101, Thomas jf. A96.
Forfatterens note: * Johannes.
Dvs. Thorvaldsens skulptur Johannes i Vor Frue Kirke, København, jf. A89.
Forfatterens note: ** Petrus.
Dvs. Thorvaldsens skulptur Peter i Vor Frue Kirke, København, jf. A86.
Dvs. de 23 år, der gik fra Thorvaldsens afrejse fra København 30.8.1796, til han genså byen 3.10.1819.
Dvs. Thorvaldsens frise Alexander den Stores indtog i Babylon, jf. A503, som billedhuggeren “gav” / blev bestilt til Christiansborg Slot i juni 1818.
Dvs. Kunstakademiet på Charlottenborg, den eneste “skole”, Thorvaldsen nogensinde gik i.
Dvs. den tidligere model på Kunstakademiet, portneren Jørgen Bentzen, som var den første, Thorvaldsen genkendte ved sin ankomst til Charlottenborg 3.10.1819 efter 23 år i Rom.
Krossing bruger igen en historie, som blev trykt hos Thiele 1832, p. 59.
Thiele genfortæller historien senere (1851) i Thiele III, p. 14.
Dvs. den ovennævnte portner, Jørgen Bentzen. Thiele 1832, p. 59, fortæller, at Thorvaldsen omfavnede Bentzen og kyssede ham ved gensynet af ham og Kunstakademiet, som det fremgår af digtet.
Efter et ophold i Danmark på ca. 10 måneder rejste Thorvaldsen igen fra København med kurs mod Rom 11.8.1820.
Dvs. fregatten Rota, der 13.8.1838 afsejlede fra Livorno med Thorvaldsen og en stor del af hans værker med kurs mod København, se evt. Hjemsendelse af Thorvaldsens kunst 1838.
Krossing hentyder sandsynligvis til den dansk-svenske fest, der blev afholdt 16.9.1838, mens Rota lå og ventede på gunstige vind- og strømforhold lige nord for Helsingør.
Dvs. København, hvortil fregatten Rota ankom 17.9.1838.
Da Rota ankrede op ud for Toldboden i Københavns havn, var havnen fuld af både, og der blev afsunget flere sange.
Se fx øjenvidneskildringer af H.C. Andersen af 25.9.1838, eller Thiele IV, p. 7-12, eller emneordet Thorvaldsens hjemkomst 1838.
Krossing må mene anden gang, Thorvaldsen vendte tilbage til København fra Italien. Første gang var ovennævnte tilbagekomst 3.10.1819 – selvom han dén gang kom kørende og ikke sejlende til København.
Da Thorvaldsen trådte i land på Toldboden og skulle køre i hestevogn til Charlottenborg, spændte folkeskaren hestene fra og trak ham hele vejen, se fx Thiele IV, p. 12.
Thiele tilføjer også, at det blev opfattet som en særlig æresbevisning, “…at blive trukken igjennem Gaderne af Folk, istedetfor af Heste…” Dette bød åbenbart Thorvaldsens demokratiske sindelag imod, da han tilsyneladende ærgrede sig over, at “Folk ville giøre sig til Heste”.
Se Thiele IV, p. 13.
Dvs. Kunstakademiet / Charlottenborg – som ovenfor.
Thorvaldsen blev ved sin ankomst hyldet fra Charlottenborgs balkon af de forsamlede folkemasser på Kongens Nytorv.
Han skulle selv have sagt til Thiele, som stod på balkonen med ham: “Det er jo akkurat, ligesom naar Paven skal uddele Velsignelsen!”
Se Thiele IV, p. 14.
Her hentyder Krossing ikke til Thorvaldsens mor, der døde allerede 7.1.1804, men til Mor Danmark, jf. ovenfor, hvor han omtaler billedhuggeren som en Spire af Dannemarks Skjød.
Se også de to næste vers, de handler om de kunstværker, som Thorvaldsen gav til Danmark i form af Thorvaldsens Museum. Her omtales Danmark som hun.
I Thorvaldsens testamente modtog København, og dermed Danmark, som sin arvedel billedhuggerens egne værker og samlinger mod, at man opførte et museum.
Dvs. Thorvaldsens Museum, som havde været under opførelse siden årsskiftet 1839-40, og hvor der var rejsegilde 18.12.1841.
Museet åbnede dog først 17.9.1848, syv år efter dette digts fremkomst.
Dvs. søger efter, spejder efter, ser sig om efter, se betydning 2 af lede i Ordbog over det danske Sprog.