7.7.1820

Afsender

M.F. Liebenberg

Afsendersted

København

Modtager

Bertel Thorvaldsen

Modtagersted

København

Modtagerinfo

Ingen udskrift.

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af digtet.

Resumé

Kommentarerne til dette digt er under udarbejdelse.

Dokument

Sang
for
D. D. L. S.I
til Br. 71II
den 7deJulii 1820
af Littr. DIII

–––––––––––
Kjøbenhavn.
Trykt hos Andreas Seidelin,
Hof- og Universitets-Bogtrykker.


–––––––––––

Mel. Ung Adelsteen.

Det Land, der saae vor Barndoms Lyst,
Vi, HerthasIV Sønner, aldrig glemme.
Vi høre, selv paa fjerne Kyst,
Fra Fædrebo en venlig Stemme.
Den kalder kjærlig Længsel frem;
Den vinker os til Brødre hjem.

Lad fremmed Skjald sin Harpe slaae,
O Danmark! til Din Kunstners Hæder.
Dens Klang kan ei hans Hjerte naae,
Erstatter ei hans Ungdoms Glæder.
Det tause Tryk af Broderhaand
Er meer end Lovsang for hans Aand.

Han ser den Bøgeskov igien,
Hvor fordum Barmen slog saa rolig.
Ham møder atter fordums Ven,
Og aabner Venskabs gamle Bolig.
Da stilles Længslen i hans Bryst;
Det gienfandt længe savnet Lyst.

Tak, elskte Broder THORVALDSEN!
At Fædrelandets Røst Du hørte!
At kiærlig Længsel Dig igien
Til Herthas Bøgelunde førte!
Tak, at Du mindtes varm og tro
Hvert Sted, hvor fordum Du var fro!

Lyd Kunstens, Pligtens høie Kald!
Drag hen, at fremme Danmarks Ære!
Hvorhen Du gaaer, Dit Hjerte skal
Dog nær hos os og Hjemmet være.
Din bedste Lyst ved fremmed Strand
Er helliget Dit Fædreland!

Liebenberg.

–––––––––––––

Generel kommentar

Denne sang blev sunget ved den afskedsfest, som Borups Selskab afholdt 7.7.1820 for Thorvaldsen i anledning af hans forestående rejse til Italien.
Sangen er her afskrevet efter en trykt udgave, som i lighed med en anden sang til samme lejlighed findes i småtryksarkivet på Thorvaldsens Museum.

Arkivplacering

M18,9 (Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1820)

Emneord

Kommentarer

  1. Dvs. Det Dramatiske-Literaire Selskab, der var det officielle navn på Borups Selskab.

  2. Dvs. Broder 71, som var Thorvaldsen. Medlemmerne af Borups Selskab titulerede nemlig hinanden som brødre og med medlemsnummeret, se biografien om selskabet.

  3. Dvs. litra D, som var Liebenbergs medlemsbetegnelse. Han gik dog også under betegnelsen Broder 38.
    Litra-betegnelserne var forbeholdt særlige fremtrædende medlemmer af Borups Selskab.

  4. Hertha er en poetisk metafor for Sjælland eller Danmark, se Hertha i Ordbog over det danske Sprog. Man troede tidligere, at Hertha var navnet på en nordisk gudinde, men det byggede på en misforståelse.
    Liebenberg var øjensynlig glad for metaforen, da han også brugte den i sin sang til Thorvaldsen i Borups Selskab 13.10.1819 i anledning af billedhuggerens ankomst til København .

Sidst opdateret 02.02.2013