Frederiksdal d. 1te. Jan: 1820.
Høistærede Her Etatsraad!
Undertegnede er den unge Mand, som De først saae ved den Samling, hvor vi feirede vor Ingemanns Hjemkomst, og siden faae Øieblikke, i Sælskab med Præsten Rønne, hos Inspecteur Møller i Lyngby. Jeg er Candidat i Theologien og Lærer hos Greve Schulin paa Frederiksdal. Skjøndt jeg altid holder det for en Lykke, naar Forsynet forunder mig, uventet at træffe sammen med udmærkede Mænd, hæderlige baade fra Aandens og Hjertets Side, saa er jeg dog saa bange for, at slutte mig til den store Hob, der uafladelig plage saadanne med deres afgudiske Tilbedelse og Passiar om Ingen ting, at jeg kuns med vaersomme og undseelige Skridt vover at nærme mig Dem. Derfor gjorde det mig godt, da De, idet jeg anbefalede mig Dem, sagde, som det mest forekom mig, ikke blot af Høflighed, men med Hjertelighed: “Vi sees vel igjen!” og jeg troer nu fuldt og fast, at De vil laane mig venligt Øre, medens jeg fortæller Dem en liden Historie:
“Et ungt Menneske var ved ubesindig Ødselhed geraadet i en betydelig Gjæld, som meget forøgedes ved forandrede Tidsomstændigheder og Familieuheld. I flere Aar maatte han gjennemgaae tunge Lidelser, pines af Frygt og de meest ydmygende Forhold til Mennesker, der tidt tungt lod ham føle sin Afhængighed; ja, han var tidt nær ved en Fortvivlelse, fra hvilken kuns Religionen frelste ham. Men da lærte han og at erkjende, hvorledes Forsynet vender selve vore Overtydelser til vort sande Godes Fremme, naar vi kun ville benytte de faderlige Tilskikkelser saaledes: han lærte at takke Gud for den bittre Kalk, og da fik han Mod til at haabe, og til at anraabe en Menneskeven om Redning; denne blev ham da og til deel; den største Nød var afhjulpen. Imidlertid, det gik her, som saa ofte: Svimmel af den længe savnede Lykke glemte han dens Ustadighed, saafremt man ikke levende erkjende dens Gaver for en Guds Velsignelse, der kun kan sikkres og bevares med at betragte og bruge den med et taknemligt gudhengivent Sindelag, men og med Klogskab – En Vens Uheld og en klagende Families større Nød bragte ham til at angribe det, hvormed han skulde have tilfredsstillet nogle end tilbagestaaende Creditorer, og nu, da Underbalance atter var indtraadt, og Summen angreben vaagnede for en Deel den gamle Ligegyldighed og Ubesindighed, saa at han, da Alt skulde have været paa det rene, befandt sig endnu i en for ham betydelig Underbalance. Mangehaande Sorger og Anfægtelser sytødte nu sammen; hans stærke Natur bukkede under og han kastedes paa et Sygeleie, hvorfra han var nær ved at bede Gud ikke mere at opstaae; dog, dette var ikke saa Herrens Villie; Med gjenvundne Kræfter vendte og nyt Liv og Levelyst, nyt Mod, ny Troe, Haab og Kjærlighed tilbage i hans Bryst, og hermed vaagnede tillige Haabet om at finde ny Redning, som den eneste Betingelse for freidig og fri Fremtrædelse til det hellige Kald, der var ham givet: at berede Herren Veien hos sine Brødre og arbeide i Herrens Viingaard som en nidkjær Tjener, med Mod og Tillid. Just paa samme Tid var en berømmelig Landsmand vendt tilbage fra fremmede Lande, hvor han havde høstet Hæder og Priis for sin Aands Værker. Vor unge Mand længtes med de mange Andre efter at see og hilse sit Fødelands berømmelige Søn, og havde det Held at naae sit Ønske uden Paatrængenhed, da Skjæbnen to Gange, som vi kalde det, tilfældigviis førte ham sammen med denne. Inderligen glædedes han med, i hans Aasyn og Væsen at skue Præget ikke alene af det Aandrige og Store, men og af det Menneskevenlige, Gemytlige, simpelt Hjertelige, der saa godt forenes med hiint, ja uden hvilket hiint ikke kan bevares; men denne Bemærkning var aldeles frie for ethvert gemytligt Hensyn, den var frie og derfor reen og sand. Glad ved dette Møde, beriget deraf med nyt Stof til Glæde i Gud med Livet, vendte han hjem, og, efter at han har stræbt at hendysse de truende verdslige Sorger, der saa tidt, som fjendtlige Væsener traadte imellem ham og den Guds Fred og Glæde, hvis Forsmag han kjendte, med Bøn og Andagt, kaster han sig mødig paa sit Leie. I Drømme fremstille hine Aander sig paa nye; han befinder sig just i en piinlig Stilling, hvori han staaer raadvild og ængstet; men i det Øieblik, da Sorgen vil overvælde ham, staaer hiin fremmede Kunstner for hans Blik og byde ham med venlig Alvor Haanden til Redning”. Hermed, meget ærede Mand! ende min Fortælling og venter paa sin Slutning. Men først spørger jeg Dem: vilde De kalde den unge Mand en Daare, hvis han ansaae dette Vink i Drømme for meer end blot Tilfælde (dette kolde fæle Ord, der er uforstaaeligt for en Christen) Vilde De kalde ham en Daare, som Verden, om den saae hans Adfærd sikkert vilde, fordi han fulgte dette Vink, og med ærbødig Undseelse, men og med Tillid og Frimodighed nærmede sig sin tildrømte Redningsmand, og spurgte ham: vil De og kan De virkeliggjøre min Drøm ? Han har spurgt sig selv: Er det og billigt at komme med slig Begjæring til en Kunstner ? de godt Folk pleie dog ikke at være rige paa denne Verdens Mammon! Men, her er Talen om en Kunstner, hvem Verdens Store have kappedes om at hædre og saaledes belønne! og, hvad mere er: de samme godt Folk pleie langt bedre en Mammons Tilbeden at forstaa Frelseren, naar han siger: “det er helligere at give end at tage”. Vil de kalde ham en Daare, naar han da troer at burde følge hiint Vink, ja endog troer, at det her vil blive kjært for Giveren at give og for Modtageren at tage imod den milde Gave”. Nu vel da! “De er hiin Mand, jeg er den unge Mand, der vover at nærme mig Dem med den Forsikkering, at hvad jeg ovenfor har fortalt Dem, bogstavelig har tildraget sig med mig. Jeg hader af mit ganske Hjerte enhver Forstillelse og Overdrivelse, og skulde det blot eet Øieblik troe, at jeg ved en Fiction eller ved at overdrive min Trang vilde forlede Dem til et godmodigt Daarskab, saa vilde jeg dybt beklage, at jeg vovede dette Skridt, der for Verden, om den fik det at vide og bedømme for sit Værneting, vilde kaldes Daarskab eller maaskee endog Uforskammethed. Men, saaledes vil De ikke dømme mig! det veed jeg saa saare vist. Med et Laan af 150 Rbd. N:V: var min største og meest trængende Forlegenhed afhjulpen; men saa var det dog kun en Frist; med et Laan af 300 Rbdlr: var jeg derimod i Stand til at komme paa en saadan Fod, at jeg ved stræng Orden og Sparsomhed kunde friste den Tid, der gaaer hen indtil jeg faaer Embede. At love Tilbagebetaling forinden De til Foraaret drager bort fra os, vilde være uredeligt; thi det kunde jeg ikke holde; men jeg tvivler ikke paa, at De jo vedbliver at staae i Korrespondance og Forbindelse med Fødelandet; Vilde De da give en Ven i Comission at oppebære min Tilbagebetaling paa de Vilkaar, som de maatte forlange: da skal dettes Opfyldelse være mig den helligste Pligt. At sige Dem, at jeg er i Stand til at forelægge Dem de bedste udvortes Vidnesbyrd om min Karachther og Duelighed, saavelsom om de grundede Udsigter, jeg har til god Befordring i Kirken, vilde være overflødigt, da Sligt ikke vil have nogen Virkning hos Dem, saafremt De ikke troer mine egne simple med ved Gud! sande Fortælling. Ligesaa overflødigt er det, at minde om, at en saa delikat Sag som denne helst ønskes forblivende mellem os alene.
Gud bøie Deres Hjerte til en for mig gunstig Beslutning, ifald dette er mig tjenligt og Dem mueligt. Maae De nødvendigen sige Nei, da seer det meget sørgeligt ud for mig, som har sat saa meget Haab til denne, som det synes, eneste Tilflugt; men aldrig skal jeg dog undlade at være, det jeg herved undertegner mig, høit agtede Mand!
Deres med Ærefrygt hengivne og ærbødige Tjener
P.S. Med ængstelig Spending venter jeg paa et Par Ord fra Dem. Giver De mig Haab skal jeg ufortøvet have den Ære at opvarte Dem. Min Adresse er: Frederiksdal pr: Lyngby –
P. Ingerslew