Der staar et Træ i St Peders Stad,
hver Juul med vakkre Grene,
det fylder Hjertet med – jeg veed ei Hvad;
man gaaer i Rom saa alene.
De røde Roser og de Øine blaae,
dem gaaer man immervæk og tænker paa;
der hvor de boer,
høit i vort Nord
der er det herligt at leve!
Der har de travlt nu med at lege Juul,
mens Sneen dækker Mark og Enge;
lad hvem der vil mod Kulden søge Skiul,
med Sneebolt slaaes de muntre Drenge.
Af Isen stivnet er de Bølger blaae,
og alle Markens Blomster ganske Smaae
der lege Skiul,
til efter Juul,
med Foraar Storken atter kommer.
Tilgiv os Roma da med al din Pragt,
at i det mindste for i Aften,
os ikke fængsle kan din Tryllemagt,
skiøndt din er Druesaften;
De Vedbendkrandse med de Roser paa
og Laurbærtræet fuldt af Kjerter Smaae
Din Gave er,
Selv Skyld du bær,
at vi os føle ganske hjemme.