Thor og Thorvaldsen.
Om Asa-Thor og om hans Hammer
Qvad mangen en Hedenolds Skiald,
Mens Hornet blandt Helte med Skrammer
Gik rundt i den festlige Hal.
Vel Guldhorn og Kæmper ei findes
Dog Druer og Mænd end i Nord;
Og hvad, som er vel værd at mindes
En Hammer-Gud trods nogen Thor.
Skiøndt Himmelboe siges den Herre
Knap hiin Side Elben bekiendt,
Og det, som for ham end er værre:
Forlængst er hans Gude-Rye endt.
Den anden vi har ved vor Side,
Hans Navn er ei Digt eller Drøm;
Mod Himlen hans Hæder vil skride
Ustandset af Seclernes Strøm.
Greeb Thor til sin vældige Hammer
Da knused han Jetternes Kløgt,
I Sporet gik Manddrab og Jammer,
Selv Guderne bæved’ af Frygt;
Om Hamren i Thorvaldsens Hænder
Sig flokker den himmelske Hær,
Og studsende Hellas gienkiender
I Stenen sit Liv og sin Færd.
Engang, lyder Sagnet om Guden,
Til fremmede Land han drog hen,
Hjem vendte han Mjølner foruden,
Og borte var Kraften med den;
List Hamren af Thorvaldsens Giemme!
Du fierner ei Kunstnerens Maal,
Thi finder han ude og hjemme
I Aanden det skabende Staal.
Vor Thorvaldsen ogsaa nedstammer
Fra dem, som lød Asa-Thors Bud,
Men bedre han bruger sin Hammer
End Fordum den himmelske Gud;
Thi, tømte et Guldhorn de Fædre
Til Ære for knusende Thor –
Det bør sig vel Sønnerne hædre
Den skabende Kunstner i Nord.
O. Bang.