Til
Thorvaldsen
fra
Studenterforeningen.
Dig, som Fader Homer har viist de blomstrende Guder,
Som dem Phidias saae, som dem Praxiteles saae;
Du, som Grækernes Skiønhed og Kraft, med Ynde, med Eenfold,
Kaldte tilbage; befriet fra den fordærvede Kunst;
Dig med Jubel hilse, med Sang, høit Musernes Sønner,
Laurbærkrandsen Dig længst Guderne vandt om din Lok.
Du, som Romeren hist har lært, med kraftige Meisel
Hvad af Grækeren før lærtes, men glemtes forlængst;
Du, som øste saa reent ogsaa dybt af liflige Kilde!
Stenen, som Moses, du slog, Kilden af Marmoret sprang;
Dig med Jubel hilse, med Sang, høit Musernes Sønner.
Laurbærkrandsen dig længst Heltene vandt om din Lok.
Du, som barnligt og fromt har skuet Christus, vor Frelser,
Kærligt strække sin Arm ned mod den troende Kreds;
Der Apostlenes Ansigter os saa tydeligt viste,
Som Michel Angelo dem og som dem Rafael saae;
Dig med Jubel hilsen, med Sang høit Ynglingeskaren;
Stiernekrandsen engang Englene skiænke din Lok!
Du, som vender saa tro til gamle Danmark tilbage
Skiøndt Europa dig rundt virker til prægtige Fest;
Du, som skiænkte vort Fædreneland din Kraft og dit Kunstværk
Øresundet er stolt! Tiberen misted sin Skat;
Dig med Jubel hilse, med Sang, høit Danmarks Sønner;
Flætter i Laurbærret dig Egens ærværdige Blad!
Oehlenschläger.