Til Juleaften 1828 i Rom.
Fra Norden ned er mange ilet
Fra Taag’ og Snee til Sydens Lyst;
Der har de kort og længe hvilet
Med Ungdoms Kraft i deres Bryst;
Og stedse føler dyb og varm,
Hvad Livet giver, Deres Barm.
Da seer man hver sit Blomste tage,
Og binde sig en yndig Krands,
Og Fordum’s Tid og nye Dage,
Giver Busken en fornyet Glands.
Hvad Sjelen’s Phantasier var,
Det Haanden ud i Livet bar.
Vel har enhver sit eget Rige,
I Jordens Dal, i Aandens Hav,
Men Baandet gjør Dem alle lige,
Som Fædrelandet alle gav.
Et Navn dem alle sammenband,
Det er det Danske Fædreland.
De Egne Hjertet aldrig glemmer,
Hvor Jordens Savn, og Jordens Fryd
Det til det første Gang fornemmer,
Erindrer vel den Skiønne Tid.
Saa glemmer vi ei Nordens Strand,
Til hvilken os Naturen band.
Nu Sneen over Agren fygger,
Og Skoven hin nu nøgend staaer,
Mens her i Træet Fuglen bygger,
Og Vinden over Blomster gaaer.
Men som en Drøm det alt forsvand,
Vi er nu i vort Fædreland.
Vi hører vel Den Danske Tunge,
Den klinger livligt i vor Sang;
Saaledes hjemme, hvad vi sjunge
Igjennem Hjertet ikke tvang.
Thi Sangen’s Toner lokker frem
En Længsel efter vores Hjem.
Men Længsel ikke skal fortære,
Hvad Timen giver i vor Haand,
Lad Fryden os i Riget bære,
Hvor sønderrives saadan Baand.
Lad Glasset klinge, Sangen gaae,
Og høit til Loftet’s Vælving slaae.
Han leve, som i Aandens Grunde
Har fundet Skjønhed’s dybe Strøm,
Og i Naturens Legem kunde,
Med Mesterhaand den føre frem.
Han er en Dansk, gik ud og fand
Allene Konstens tabte Land.
Lorenzen.