Tør en Tilbeder af Apoll, hvis Sands
ikkun i Hallens Baggrund Lønlig glædes,
hvem Nærmelsen til Templets Straaleglands,
Ej her paa Jord hans varme Iid tilstædes,
Tør medens Offerluen fjern og nær
sees Danmarks Torvaldsen imøde flamme,
sit Hjertes Velkomst, o! gid Vennen kjær!,
Apollos kaarne Søn han bly udstamme
Ja! tillidsfuld og freydig tør han det!
Saavist sig Kunst og Venskab huld foreener,
er Torkil ey endnu af Torvaldsen forgjæt,
ey hiine Mindet kjære Aftenscener;
da Kunstner-griffelet, som Vennepant
Marie-hov’det vidste saa at male,
at første Blik, blandt Hovedvrimlen fandt
den Frommes andet Selv fra Bladet tale.
Naar for dit Værk jeg rørt mig stilled’ hen,
– Marie selv forlængst er Engel vorden. –
da mindedes jeg ædle Torvaldsen,
og sukkede: nu er han langt fra Norden!
Hvor frydede Din Atterkomst mit Bryst,
hvor længtes jeg igjen Dit Blik at møde;
men vandt at nægtes vennesalig Lyst,
min Aand i Venners Fryd maae tage Føde.
Hvor ønsked’ jeg i Borupsk Kreds mig hen,
da glade Jubler Dig imøde iilte,
at Kredsen atter favnede sin Ven;
Dit Øye huld hver gammel Ven tilsmiilte.
Men bunden til min lille Hytte her
ved Kjerlighed og Gigt og Plutti Vrede,
ey gamle Torkil kommer meere der;
kun Minderne er Hjertets stille Glæde. –
I tre Decennier den Vey jeg gik,
hvor varme Yngling drømmer Held at skabe;
Til Bytte den Erfaring blot jeg fik:
sligt sjælden undes. For nu ey at tabe
de sidste Dages Fred, jeg gjemte mig
i Skovens Favn. En lille venlig Hytte
mig skjænker Lye; der nøysom, altsaa riig
jeg med Enhver just ikke skulde bytte
En yndig Viv, brav som Marie var,
har Makkerskabet paa min Reise vovet.
To Sønner jeg af Ti tilbage har,
de andre have nu alt længe sovet. –
Et stille Ønske Hjertet gjemmer paa,
det Lydeligt ved Pennen ey tør vorde;
men skal mit Øye Dit at skue faae,
for Torvaldsen jeg vel det skrifte turde.
Maaskee dog Kristians det gamle Slot,
Dig kunde friste her i Egnen stavne?
Hvor vilde det da gjøre Hjertet got
end engang ædle Torvaldsen at favne!
Min Hytte ligger Kongeborgen nær,
Graae er dens Væg, Grønt Ruderne indrammer;
Mit Hjerte brødefrit som fordum er,
Og i dets Indre reenest Venskab flammer.
Skrevet paa Lille Dyrehave Gaard ved Frideriksborg
den 9de November 1819.
af
Terkel Mørch
Helliget
Billedhugger og Ridder Torvaldsen.