Conferenzraaden bad mig om at glæde Dem med at skrive Dem til. Ofte, ja meget ofte har jeg tænkt derpaa, men skrive er ikke mit Element, derfor tager jeg saare nødigt Pennen, skjøndt jeg saa gjerne vilde lade Dem høre lidt fra mig og om hvad der beskjæftiger mig. Tilgiv Herr Conferenzraad, at jeg – Gertner – beder Dem indstændigen selv at læse dette mit Brev og ingen anden!
Der var nogle af mine Bekjendtere, som fik mig til at gaae med til Concoursen om Guldpremien ved Academiet; der indtraf Sygdom og Hindringer, som fraholdt mig fra at kunne arbeide, saa jeg ikke fik det færdig, da jeg kun arbeidede i de sidste tre Uger. I en Samtale med Professor Ursin, i flere Menneskers Nærværelse hvor han vilde befale over mit Arbeide, og især Tanken om hvordan han ellers nu behandler alle andre Kunstnere var Aarsag i at jeg ikke vilde lade mig befale eller høre noget af ham. Han arbeidede nu paa at sætte mig i et slet Lys hos alle de andre Medlemmer af Academiet; dette blev jeg selv Vidne til hos Professor Hetsch. Jeg saae mig opfordret til at reise, og søgte strax Kongen om at tilbagetage eller fritage mig for at udføre de af ham for mig saa hæderfulde Bestillinger, hvorover han blev meget vred (herom mere mundtlig naar Gud skjænker mig den Lykke at tale med Dem!) I en Samtale med Kongen maatte jeg love ham tilsidst at componere ham fire Scener af Kroningen; da jeg nu har gjort smaae Konger og Dronninger, Excellenzer og s.v. har Kongen og Dronningen viist mig megen Naade og da jeg havde begyndt paa Compositionerne anmodede Kongen mig om at portraitere de vigtigste af Personerne; dette slaviske Arbeide tager mig lang Tid, trods jeg arbeider Dag og Nat. Mine Ting behage saameget at naar jeg taler med dem kommer de altid med flere Bestillinger; men jeg gjør som De gjorde ikke hører hvad de siger; jeg er derfor meget Angst for at træffe Kongen og Dronningen. Mit Concours-Arbeide som er en Altertavle – forestillende Christus i Besøg hos Maria og Martha – ønsker jeg at gjøre færdig her og lade det blive i Danmark. Deres store Portrait er jeg meget utilfreds med, dog er det ligeledes mit Ønske at fuldføre det her og tage det med mig. Alle mine andre Sager lader jeg derimod gaae med Skibsleilighed til Rom. Kjære Thorwaldsen! den faderlige Godhed som De viiste mig her i Kjøbenhavn, har jeg bedet Gud bevare og ikke lade Bagtalelse kunne forandre noget! jeg har derfor det Haab at De vil opfylde min inderligste Bøn, at vi maae træffe sammen, jeg kan da maaskee faae Deres Portrait forandret efter mit Ønske. Gud lade ikke skee hvad jeg nu med Bedrøvelse hører at De har bestemt Dem til at tage her tilbage, alt i Aar, her hvor den smaaelige Aand hersker og i dette rædsomme Klima hvor Regn og Blæst bestandig raser, det har desværre min Maria Liebenberg maattet døie. Enhver af Deres hengivne Venner, (og ikke Hofvennerne), som saa gjerne vilde see Dem her, vil vist i Hjertet ønske Dem at blive i Rom for ikke at vor Blæst og Storm som idelig er tilstede her, skal forkorte Deres Liv! Jeg vil: (som enhver Dansk) ønske at vor Fædreneland engang i Tiden maae eie Støvet af Verdens største Kunstner! men for dette Ønskes Opfyldelse at faae Dem til at reise tilbage til Danmark – som efter manges Mening ikke er Dem gavnligt, ja meget skadeligt! – det var formeget! Fru Liebenberg med begge Døttre ere reist fra vort kolde blæsende Klima i August 1841, det veed De vist alt, og Deres Bestemmelse er at tage til Rom. Jeg haaber i Foreening med Liebenbergs at være i Rom til den bedste Tid, i September. Gud forunde os den Lykke at kunne gjengjælde hvad De har gjort for mig! De er den – næst Gud – som jeg skylder Tak for hvad jeg er! Han give mig Leilighed til at vise mig sønlig imod Dem og gjøre Dem det saa behageligt som muligt. Skulde det være Tilfældet, hvad Rygtet siger at De vil gjentage Deres Indtog i Danmark og tage med Fregatten herhjem, fik jeg Dem vist aldrig mere at see.
Jeg beder Dem at anmode Mathäi eller en anden dansk Kunstner at svare mig herpaa saa snart som muligt. Tør jeg bede Dem, gode Thorwaldsen om saasnart De har læst dette at brænde det, thi var der Nogen som fik det at see vilde jeg blive miskjendt for den Tone hvori jeg har skrevet. Til En som Dem! kan jeg ikke tilbageholde min hjertelige og naturlige Maade at skrive paa uden at være falsk, og det bevare Himlen mig fra at være!
Gud være med Dem! gid disse Linier maae træffe Dem ved Helsen derom beder Deres –
Vilhelm Gertner.
Christiansborg Slot d. 21 Mai 1842.
