Frederiksberg d. 16d Febr 1832
Fra mit smertelige Sygeleie sender jeg endnu eengang maaskee faa Øieblikke før jeg lægger mig til Hvile, disse Linier til min Ven, min dyrebare Ven Thorvaldsen, min store Landsmand i Italien.
Erindrer De endnu Deres Veninde? har Tiden endnu ei udslettet den Godhed, De eengang bar for hende? Nu – langvarige Lidelser have svækket mit Legeme og min Aand: jeg har endog fremmed Hjælp nødig for her at underholde mig med Dem; men Tanken paa Dem besjæler mig med nyt Liv, og i denne opluende Kraft føler jeg, at De endnu ei har glemt Deres nordiske Veninde, at De endnu med Velvillie erindrer Den, hvis inderlige Glæde det er at tolke hvor stor hendes Agtelse, hendes Kjærlighed er for Dem.
Nu føler jeg ogsaa Mod til den Bøn, at De af Godhed for mig, med den Kjærlighed, der er Dem saa egen, vil antage Dem Overbringeren heraf. Han er en nær Slægtning af Brødrene Vibe; er Snedker, som reiser for i Udlandet at fuldende sin Dannelse som saadan, og er et meget vakkert, meget lovende ungt Menneske. Hans Navn er Winter. Maatte han herved være Dem anbefalet!
Jeg anbefaler mig ogsaa selv til Dem høiagtede Ven! til Deres fremdeles Godhed og Bevaagenhed og vil tage Bevidstheden om Deres uforandrede Sindelag mod mig med i Graven.
Deres trofaste
Veninde
J.M. Jessen