Fredenborg d: 1 Junii
1830.
Skiøndt Omstraalet af Hæder som Værdenens første Kunstner, Kongers og Fyrsters Ven, Dannemarks Stolthed, Læser jeg ofte i Beskrivelserne over Thorvaldsen, at denne ophøjede Kunstner er det elskværdigste Menneske, tænker jeg stedse det kan ingen bedre tale om end jeg, der efter 25 Aars forløb igien fandt den samme som da vi i den lille Dagligstue i Freideriksbærg Gaden, om Aftenen, med Ders Ven min elskede Fader, hvor uskyldig Munterhed krydrede det tarvelige Maaltid, stedse savnede noget naar De ikke efter Sædvane kom, denne lille Pige, Beate som De den Gang underviste, er det der som en Søster taler til Broderen, der af de Ord De sagde da de gienkiendte mig paa Charlottenborg, og De rørt indtil Taare ved vores Samtale om min Faders Død, sagde, men som Beskedenhed forbyder mig at gientage, allene faaer Mod til at fremkomme med min Bøn, som gandske ligefrem bestaaer i at anmode Dem om nogen Understøttelse, i mine trange Kaar. Da jeg d: 4 April dette aar efter langvarig Svaghed blev min Mand ved Døden berøvet, min Stilling er meget sørgelig da jeg kuns har 50d. vist at leve af heele Aaret, naar jeg ikke bliver hiulpet maae jeg sælge min for mig saa kiære Eiendom her paa Stedet og alt hvad jeg eier, for at betale Gielden ned, og saa udsat siden for Mangel, dertil har jeg at sørge for en gammel Tante af min Mand som er 90 aar hvilken jeg for hendes høie Alder er nødsaget at beholde da hun er aldeles hielpeløs, mine Børn ere ikke i den Stilling at de kan hielpe mig, min ældste Datter er vel meget godt givt, med en Mand som det forekomme mig at have hørt De kiender, en Ludvig Fasting, der er ansadt som Indspektør over nordre Grøndland, i deres Huus vilde jeg være Lykkelig, naar ikke en Søereise af 800 Miile laae for mig, hvilken jeg i min Alder vist ikke vilde udholde, dertil har jeg den Gamle og en voxen Datter endnu hiemme, saa om jeg endog kunde taale det var jeg nød til at blive her og sørge for dem, Tilgiv at jeg besvære Dem med dette, tag det got op, og vredes ikke paa Beate Schnabels Datter.
Paa stoere Bededag iaar, var jeg i vor Frue Kirke, hvor ubegribeligt for alt forandret sig siden vi vare der sammen, som var paa min Confirmations Dag, Kirkens Form og vores Stilling i Verden, dette herlige Tempel hvor Frelseren, som lyseede himmelsk Fred over sine Christne, og fylder enhver Barm med Andagt, ikke at forglemme Apostlerne, jeg er vel ikke Kiender for at kunde bedømme det som Kunstværk, men at det er got, at det er rigtigt kan ethvert Menneske føle, vores Stilling har jo gandske forandret sig, vel or naar vi i Hjertet er de samme.
Lev vel, tilfreds og længe, skriv mig til for at jeg kan see at De er mig god,
Beate von Bergen
fød Schnabel,
paa Fredenborg.