Zante d: 27 July 1826.
Ædle Ven!
Tillad at jeg bliver ved at kalde Dem med et Navn, som er mig saa kjært, og hvormed De stedse havde den Godhed at hædre mig; vel er jeg ikke af Fødselen Danmarks Søn, men mit Hjerte hænger stedse trofast ved dette kjære udkaarede Fædreland, hvor jeg fandt ægte trofast Venskab, Retskaffenhed og et utræteligt, energiskt Stræben mod det Store og Ædlere, som bringer dets Sønner til den Højhed, som De, ædleste blandt Menneskene, har opnaaet, og som man forbauset seer og svindler. – Jeg havde haabet at have den Lykke, at see Dem igjen i det herlige Rom, og virkeligen kom jeg ogsaa til Italien for halvandet Aar siden, men den Tanke at jeg ikke der vilde finde min inderligt elskede Brøndsted, holdt mig bort fra Rom, hvor alting vilde gjenkalde ham stedse i min Erindring, og hvor jeg overalt, selv i Deres ædle Selskab, herlige Thorvaldsen, vilde savne den gode Fader.
Kunsten her er død, vel findes der i Mange en god Villie og Lyst for at lære den, men da man er berøvet aldeles af Læremidlerne, udslukkes Funklerne i deres Bryst og deres Følelse selv efterhaanden døves. Herr Facuchi, Overbringeren af nærværende Brev, var een af disse, men hans gode Villie kunde bringe ham kun meget lidet frem; thi hvorledes skulde han ogsaa have kunnet uddanne sig uden en Gang at kjende Fremgangsmaaden? Steengraveringen fæstede hans Sind, og af sig selv gik han temmeligt frem i denne skjønne Kunst, dog hans Hu stod stedse fæstet til Rom, men han maatte neddæmpe dette Ønske da Midlerne manglede ham; ikke skjulte han den dog til nogle af sine Yndere, som have forenet sig, og hjulpet ham, for at gjøre dene saa længe ønskede Reise til Rom, hvor han tænker at opholde sig i tvende Aar, og hvor han haaber at opnaae det, hworefter hans Hjerte saa meget hænger. Da han kjendte mit lange Ophold i Rom, bad han mig at give ham nogen Anbefaling, og hvor kunde jeg vel henvise ham bedre end til Dem, ædle Thorvaldsen, da Deres Syn allene indgyder i hvert Bryst Beundring og sand Følelse for det Store og Herlige? Ved at see Deres uforlignelige Værker vil han danne sin Smag, ved at følge Deres Raad vil han sætte fast Fod paa den sande og ufeilbarlige Vei, og ikke tabe sig i det Smaae og Nedrige; og dersom hans Lyst til at lære er sand og grundet vil han skride frem i den Bane, han har valgt sig. –
Min gode Ven Freund vil vel ikke afslaae mig den Bøn at være Herr Facuchi noget behjelpelig, og i Forveien beder jeg Dem at have den Godhed at udtrykke ham min Taknemmelighed, og med det samme hilse ham ret hjerteligen fra mig. – Endeligen maae jeg bede Dem, ædle Thorvaldsen, at tilgive mig den Frihed hvormed jeg skriver til Dem, ikke at ophøre at tænke undertiden med Velvillie paa
Deres
hengivne Ven
NC Lunzi.