Danmarks Glands
Saa mange Ædelstene
I Danmarks Krone staaer,
Som breder sine Grene
Om Dannerkongens Haar.
Naar Stenene de funkle,
Det er ej Taagedunst:
Hvad kan din Glands fordunkle,
Du Videnskab, du Konst!?
Der skal slet ingen mene,
At let han tælle kan
De mange Ædelstene
Med deres klare Vand;
Der skal slet ingen sige,
Det er en ringe Sag,
Hvad i det gamle Rige
Bevarer Aandens Dag.
De tænkte hist paa Jorden,
At her er Mulm og Nat;
Den ligger fjærnt mod Norden,
Den gamle danske Stat;
Det har saa snævre Grændser,
Det lille danske Land;
Man knapt paa Kaartet ænser
Dets Slætter og dets Vand.
Betydning har det liden
Ved Legemskraft — og Magt;
Dog har del haft i Tiden,
Dets Septer langt har rakt;
Det har sin Rolle spillet
I Kraftens gamle Old:
Der staaer dets Ærebilled,
Dets Kæmper, Flag og Skjold.
Da vendte alles Øje
Imod dets Flaades Sejl;
Dets Master var saa høje,
Saa højt var Skibets Spejl.
Og ingen Storm og Bølge
Forjog det fra sin Gang:
Dets kjække Sømandsfølge
Bekæmped dem — og sang.
Nu ligger Flaaden rolig,
Nu kæmpes ej — med Haand;
Nu i de Danskes Bolig
Staaer Fredens høje Aand;
Dens Genier den følge
Med Faklen — og en Krands.
Det lysner paa vor Bølge,
Paa Slætten spredes Glands.
De Genier er glade:
De synge — hører dog!
De male — hvilke Blade!
De skrive — hvilket Sprog!
De danne — hvilke Former!
De dandse — hvilken Krands!
Om udenfor det stormer,
Her virker Aand og Sands.
Paa Danmarks gamle Dage
Det er ej armt, men rigt;
Dets Kræfter er ej svage,
Det virker aandeligt:
Evropas ældste Rige
Forsvinder ej som Dunst:
Det virker, ej ved Krige,
Men Videnskab og Konst!
Højt over Kongens Hoved
De løfte Danmarks Flag:
Med det er hver trolovet,
Som elsker Danskes Sag.
De Kongens Hoved smykke
Med mangen Ædelsten:
Evropa! — pris din Lykke,
Har du som Danmarks — een!
N.B. Søtoft.