No. 1144 af 10319
Afsender Dato Modtager
Herman Schubart [+]

Afsendersted

Pisa

10.4.1812 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af dokumentet.

Christian 8.
Resumé

Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.

Pisa, 10. april 1812

Allernaadigste Prinds! min allerelskværdigste Herre og Velyndere! At jeg ey før har opfyldt den mig saa behagelige Pligt at tilskrive Deres Kongelige Høyhed og at gienkalde mig i en Fyrstes Erindring, som jeg saa inderlig ynder og høyagter, er isandhed ikke min Skyld. Jeg ventede paa Svar fra vor danske Phidias Thorvaldsen, som ufortøvet modtog Deres naadige Skrivelse; men denne berømte Kunstner har ogsaa ved denne Lejlighed bekræftet, hvad han saa ofte mundtlig har sagt mig, nemlig: at han hellere forfærdiger to Byster i Marmor end skriver et Brev. Endelig modtog jeg hans Svar, som Deres Kongel. Høyhed vil finde vedlagt, og til hvis Indhold jeg henholder mig, blot med den Bemærkning, at jeg skal vaage over, at han virkelig, efter det fastsadte Aars Forløb, alvorlig tænker paa at giensee sit Fædreneland, og at fremstille sig for den ædle Prinds, som veed saa vel at skiønne paa og at belønne Kunstnerens Fortieneste. Han ønsker det oprigtig, men hans Enthousiasmus for de af ham nys begyndte Arbeider, samt hans ham saa kiere Forhold i Rom, kunde lidt efter lidt svække Lysten til dette Ønskes Opfyldelse, dersom den ikke af en Ven blev bestyrket. De vil ellers see af hans Brev, min naadige Herre, at han er vel tilfreds med Prøven af det hvide Marmor, som findes i Norge, og som jeg medbragte. Fremdeles vil De erfare, af den snilde Mallings Skrivelse til mig, som jeg tager mig den Frihed at vedlægge, hvad Thorvaldsen ønsker, og hvad den Kongelige Bygnings-Commission ogsaa virkelig, som jeg tro er, bør tilstaae ham. Jeg beder Dem, min naadige Prinds at skaffe mig en Skrivelse fra bemeldte Commission, hvori man bemyndiger mig til at bevilge Thorvaldsen at medtage en Arbejder, jeg siger een, fordi Etatsraad Hansen sagde mig, at han i Kiøbenhavn ville forefinde nogle Italienere, som ere vandt til slige Sysler; og derfor er det, at en af hans fortrinligste Arbeidere kunde være nok; tillige maatte Commissionen fastsætte Reisepengene, som, efter min Formeening, ikke kunde være mindre end 100 franske Louis d’ors; fremdeles, at saa længe Thorvaldsen opholdt sig i Kiøbenhavn, ville han stedse have at arbeide for Regiæringen, at nogle gode Blokke Marmor skulle til den og den Tid staae færdige i Bildhugger-Studiet paa Akademiet, og at han efter Billighed skulle faae hans skiønne Arbeider betalt, ligesom man ogsaa ville sørge for, at den medbragte Kunstner ey skulle lide Mangel. Naar jeg modtager et saadant bestemt Brev, vil jeg slutte en formelig Kontract med Thorvaldsen, ved hvilken han da ville troe sig endydermeere forpligtet at tilbagevende til Fædrenelandet. Som sagt hans Ønske i den Henseende er raadeligt; men nogen Bestemmelse maae man have, hvis denne for Akademiet saa nyttige Plan skal bringes til Udførelse, og Fædrenelandet derved tillige faae Leylighed at pryde de nye skiønne Bygninger, som i dets Hovedstad opføres, med en saa udmærket dansk Kunstners Arbeyde.

Jeg tager mig den Frihed at hosføye en Indbydelses Plan til Kaaberstikningen af alle Thorvaldsens Arbeyder. Manden, som stikker dem, skal være meget duelig, og Thorvaldsen selv berømme[r] ham overmaade. Vilde Deres Kongelige Høyhed ogsaa være saa naadig at opmuntre dette Foretagende ved at undertegne Deres Navn for nogle Exemplarer, saa ville De forpligte baade ham og mig. Prisen for den første Deel, som indeholder 30 Kaaberplader, er 2 Scudi eller Spanske Piastre, og denne Priis synes mig overmaade billig. Jeg tør endog underdanigst anmode Dem om, at skaffe nogle Subscribenter hos os. Jeg overlader denne Sag aldeles til Dem, min naadige Herre, da jeg ikke engang har skreven derom til min fortreffelige Svoger og Søster. Fremdeles sender jeg Dem indesluttet en meget skiøn Plan til at forevige de store Malere af det XIVe og XVe Aarhundrede, og tillige derved redde Erindringen om, hvad visse berømte Mænd engang har virket for den italienske Skoeles Fremgang og Dannelse, da endeel af dens Arbeider vil, ved den altfortærende Tid, efterhaanden næsten forsvinde. Denne Samling ville være overmaade interessant for Akademiet, og jeg tør næsten sige, at den kan ansees som uundværlig; thi i disse gamle Mesteres Contourer og Fremgangsmaade ligger Grundvolden til Kunstens ophøyede idealske Stiil, og uden dem havde vi ikke havt hverken Raphael eller Andrea del Sarto eller Corregio, eller nogen af de Malere af den italienske Skoele, som har grundfæstet Kunstens uforanderlige Regler; thi upaatvivleligt er det jo, at Kunstens første og fornemste Regel er rigtige Contourer; og deri har vor Thorwaldsen største Forrang for Canova, thi den førstes Contourer ere altid rigtige. Thorwaldsens Øye taaler intet urigtigt; hans Kunstner Aand skuer endog det allermindste, som kunde være feilet. Derimod er Canova usikker i hans Contourer, hvilket hans Basreliefs især beviser, da endog et uøvet øye ofte studser ved visse næsten utilgivelige Feil.

Nu nok om Kunsten! Jeg vil ikke, at min første Indledning til en Brevvexling med Deres Kongelige Høyhed blot skal indbefatte Kunst Sager. Ney, Hiertets Følelser maae ogsaa finde Plads i et Brev, som jeg tilskriver en Fyrste, der saa væsentlig har bidraget til de Glæder, som jeg nød medens mit uforglæmmelige Ophold i Kiøbenhavn. Tak være Dem, bedste Prinds, for den ufortiente Godhed, hvormed de har overvældet mig! Tak for Deres læreriige Underholdning! Tak for de behagelige Aftener, som jeg tilbragte i Deres elskværdige Sælskab hos min gode Svoger og Søster! Tak for den sidste Aften, hvor De var saa naadig at yttre, at De endnu ville tilbringe denne i Schimmelmanns Huus, for at være med mig! Mit Hierte er giennemtrængt af Følelser, og aldrig, aldrig, skal jeg glæmme, hvad jeg er Dem skyldig for det (tillad mig at sige det) Venskab, som De værdigede mig, og som lykkeliggiorde mig. Den evigvarende Erindring af alt dette: Erindringen om den uforglæmmelige Fest af 11te December, hvor De, min naadige Herre, spilte en saa skiøn, og for Deres ædle Hierte saa tilfredsstillende Rolle; Erindringen om den Naade, De beviste mig med at indvie mig i vore Akademiske Musers hellige Tempel. Disse blide Erindringer svæve endnu med dyb Taknemmeligheds Følelse, for min Aand, og bidrage til at lindre den Smerte, som giennemborer mit Hierte siden min Tilbagekomst i det skiønne Italien. Jeg troede der at nyde Livets ypperste Glæder i Venskab og Kierligheds Barm. Jeg haabede, at huuslig Lykke skulle skadesløsholde mig for Savnet af mine danske Venners Omgang; men desværre mit Haab blev skuffet; thi jeg fandt min elskede Kones Helbreed saaledes nedbrudt, at jeg daglig maatte frygte for hendes Liv. Efterretningen om min paa Holstenborg udstandne Sygdom, som hun modtog netop da hun var reist mig i Møde til Florentz, denne Efterretning gav hende et Stød, hvis uhældige Følger maaskee vil virke paa hendes øvrige Leve-Dage. De, min naadige Herre, vil vist deeltage i denne min ublide Skiæbne, og derfor er det, at jeg underetter Dem om samme; thi hvad større Trøst findes over Gienvordighed af dette Slags, end den, at de Personer, som man ynder, og høyagter, tage oprigtig Deel i den? Jeg taler ikke om min egen Helbreds Tilstand, som ikke har været ønskelig siden min Ankomst til Ansonien; thi jeg har havt flere Anfald af den fæle Feber, som jeg troede at have tilbageladt hiinside Elben, og som virkelig havde forladt mig underveys; men det slette og kolde Veyrligt, som vi have havt i Marts Maaned, har udøvet dets skadelige Indflydelse endog paa de sundeste Menneskers Helbreed. Nu er jeg rask igien, og om nogle Dage agte vi at flytte til vort yndige Montenero, hvor jeg i et fra vor egen Boelig særskildt Huus har indrettet et Studium for danske Kunstnere. Der haabe vi, baade min Kone og jeg, at samle Kræfter, da Luften, som omgiver dette af Naturen velsignede Sted, virkelig er balsamisk.

Turde jeg bede Deres Kongelige Høyhed at forsikre de to yndige Prindsesser om min dybeste Ærefrygt og om min varme Erkiendtlighed for Deres imod mig udviiste Godhed og Naade. Den allerkiereste, lille Prinds Christian Frederic tør jeg omfavne, og bede ham at spørge hans Fader, hvorfor Han ikke var saa naadig at sende mig en Tegning af hans skiønne Ansigt, som jeg havde foresadt mig at lade forarbeide i Mosaico, og skikke Deres Kongelige Høyhed ved min Ven Legations Raad Olinto dal Borgo, som i tilkommende May Maaned vender tilbage til Kiøbenhavn, og som imidlertid anmoder mig om at lægge ham for Deres Kongelige Høyheds Fødder?

Jeg haaber, at Prindsesse Charlotte har faaet Efterretning, at jeg i Frankfort uopholdelig efterkom hendes Befaling, skiøndt jeg var uhældig nok til at finde Hendes Sviger Moder Landgrevinden syg og sengeliggende. Landgreven var ret rask, og syntes mig forynget, siden jeg efter 16 Aars Forløb saae og kiendte ham i Holland. Han modtog mig som en gammel Bekiendt, og hans mod mi g beviiste Huld vil ikke let kunde udslettes af mit Minde.

Tilgiv dette alt for lange Brev, min naadige Prinds; men i den Frastand, hvor Skiæbnen byder mig at leve, er det mig saa trøstelig at underholde mig udførlig med de Personer, som jeg elsker og høyagter.

Deres Kongelige Høyhedværdige mig Deres uskatterlige Erindring og Bevaagenhed, saa glædes Deres underdanig hengivne

B. Schubart.

Generel kommentar

Brevet er afskrevet fra Linvald & Fabritius, op. cit.

Thiele
Omtalt hos Thiele II, p. 197-198.
Andre referencer

  • Axel Linvald & Albert Fabritius (ed.): Kong Christian VIII.s breve, 1796-1813, 1. bind, København 1965, nr. 319, p. 352-355.
Personer
Antonio Canova · Bertel Thorvaldsen
Sidst opdateret 20.01.2015 Print