Arkivet, Thorvaldsens Museum

Under 10 Nov. 1805 skrev Baron Schubart fra Pisa et Brev til Abildgaard for at tale Archit. Stanley[s] Sag, ihenseende til en Forlængelse af hans akad. Stip. I dette Brev, som tilhører Fru Abildgaard (1847) forekommer følgende yttringer om Thorvaldsen:
“Ihvor langt end mit Brev maa synes dem, kan jeg ikke slutte det, uden med to Ord at tale om min fortræffelige Ven, Thorvaldsen, som jeg er er [sic!] stolt af at kunnne kalde min Landsmand. Ogsaa denne er dem hans tilkommende lykkelige Bestemmelse skyldig; og hvor fortient har de ikke Giort Dem Fædrenelandet ved at understøtte en saadan Mand. De kan ikke forestille Dem, hvor agtet han er af alle Kunstkiendere, og hvor megen Ære hans Talent giør vort Danmark. Hans Helbred lider desværre ved Rom mephiliske Luft, men hans Genie vinder saa overmaade ved Oldtidens Kunstneres Anskuelse, at han, skiønt ofte lidende, ikke kan forlade denne By, som er Musernes sande Tempel. For at raade nogenlunde Bod paa denne Mangel af sund Luft, som hersker i de hede Sommermaaneder, har han nu, to Aar i Rad, tilbragt dem hos os, i Montenero, en yndig og overmaade sund Bierg Egn, i Nærheden af Livorno. Han kommer almindelig til os med udtømmede Siæls og Legems Kræfter, men vor lykkelige Jordplet, vor venskabelige Omgang, de skiønne Basreliefs, som han, omringet af muntre og gode Mennesker, forfærdiger, opliver ham for det Øvrige af Aaret, og han reiser sund og frisk tilbage til Rom, for der med dobbelt Iver at fuldende de mange Arbeider, som vente paa ham. Kunstverdenen er meget opmærksom i dette Øieblik paa adskillige store og vigtige Værker, som han for nærværende Tid beskæftiger sig med. Lykkes de, saa vil Rygtet snart svinge ham over Canova, hvis Ligemand han alt vilde være, om hans Stilling tillod ham, at have et saa stort Atelier og saa mange mekaniske Medhiælpere, som denne.” –
Saavidt om Thorv. Schubart omtaler dernæst Ratjes død i Neapel og slutter saaledes om Stanley:
“Vor lærde Prof. Zoega i Rom skriver mig om Stanley, at hvis han vedbliver, som han har begyndt, vil han i sit fag giøre Danmark ligesaamegen Ære, som Thorvaldsen i sit”