Følgende Beretning om en i den ny Studenterforening fejret Mindefest for vor afdøde Thorvaldsen hidsættes efter Bladet “Fædrelandet”.
Den ny Studenterforening, hedder det, har igaar Middags (den 24de Maj) fejret en Mindefest for Thorvaldsen, som vistnok hos enhver af de Tilstedeværende vil have efterladt et velgjørende Indtryk. Universitetets Bestyrelse havde dertil velvilligen overladt Selskabet Universitetsbygningens Solennitetssal, der var smagfuldt dekoreret; Pilastrene, Soklen og de underste Felter vare betrukne med sort Klæde, og i disse vare Thorvaldsenske Basreliefs anbragte; ligeoverfor Indgangen befandt hans laurbærkrandsede Byste sig imellem “Natten” og “Dagen”, og over Indgangen et Pallashoved, i de øvrige ubetrukne øvre Felter hængte grønne Krandse; Daglyset var udelukket og Salen belyst med kandelabrer og smaa Kroner. Under en smuk musikalsk Introduktion af Hartmann adskiltes Forhænget, der tildækkede den ligeledes sort betrukne Vestibule, og Universitetets Direktion og Lærere, samt Kunstakademiets Lærere og Medlemmer, der vare indbudne, vandrede med Selskabets talrigt mødte Medlemmer i Procession fra Auditorierne i Stueetagen, hvor de havde samlet sig, ind i Salen. Efterat at Kand. Philos. C. K. F. Molbech derpaa havde reciteret et af Oehlenschlæger forfattet Digt, istemte Studenter-Sangforeningen, akkompagneret af fuldt Orkester, nedenstaaende Kantate af Henrik Hertz, til hvilken Hartmann havde komponeret en musik, som turde fortjene Forrangen blandt det meget Fortræffelige hans Muse har frembragt ved denne store Kunsters Bortgang. Derpaa betraadte Digteren H. P. Holst Talerstolen, og holdt med begejstret Kraften i Hexameter affattet Tale, som alt er udkommet i Trykken og vistnok vil blive læst med samme Interesse hvormed den blev hørt. Festen sluttedes med nedenstaaende Sang af C. Ploug, som hele Forsamlingen afsang. Ligesom den Smag og Elegance der var lagt for Dagen ved det hele Arrangement, bidrog ogsaa den harmoniske Mangfoldighed der herskede i det af de forskellige Forfattere Præsterede væsentligen til at forhøje Indtrykket; medens nemlig Oehlenschlægers Digt skildrede Thorvaldsens Forhold til Studenterne, og Hertz’ Kantate især dvælede ved hans nationale Betydning og hans kristelige Kunst, bevægede Holst’s Tale sig i antike Anskuelser og antike Former, og hertil sluttede igjen Plougs Sang sig.
Kantate.
(Ordene af Hertz, Musiken af Hartmann.)
Kor.
Der drog et Bud gjennem Landet,
Et Suk med Vindene for hen;
Fra Østresalt det klang, og end
Ved Vesterhav fra Flyvesandet.
Og over fjerne Lande lød
Den samme Klage: Thorvaldsen er død!
Sang med Kor.
Saa fattig var ei nogen Vraa,
Og Ingen saa forladt,
At dette Bud ei skulde naae
Ham smerteligt og brat.
I Bondens Hytte, Fyrstens Borg,
Ved Strandens Fiskernet,
Enhver fik Part i denne Sorg,
Og har vort Tab begrædt.
Thi over Alle stod han her,
Kun Døden, Alles Lod,
Har atter bragt ham Alle nær,
Og Alle traf dens Braad.
Derfor man strømmed til hans Grav
Fra Hytte som fra Borg,
Og Rig og Fattig, Høi og Lav
Sig nærmed med sin Sorg.
Kvintet med Kor.
Som fra en Menighed i en og samme Kirke,
Fra Alles Læber for
Høitideligt et Kor:
En mægtig Aand har nu hørt op at virke.
Recitativ.
Strofe.
En mægtig Aand! Thi Magten blev ham givet,
Den aandelige Magt,
Der kalder Skikkelser til Livet,
Hvor med det Skjønne Høihed er i Pagt.
Mod tvende Verdener han strakte
Sin hvileløse Skaberhaand;
Fra Hellas’ Gudeverden bragte
Hans Marmor det Forsvundnes Aand.
Han greb af den forgængelige Verden
Dens uforgængelige Sjæl;
Dens Skjønhed i dens Liv og Færden
Han løfte fra den faldne Kapitæl.
Antistrofe.
Dog, mens han mellem ædle Rester triner,
Han standser med det tankefulde Blik,
Og dvæler henrykt ved det Lys der gik
Med Sejer frem fra Latiums Ruiner.
Blandt sjunkne Templer gjenlød Orgeltoner,
Et Hosianna fra Rotunden klang!
Da greb han Meislen — under Psalmesang
Han formede med Andagt sin Forsoner.
Kor.
Nu er den store Mester død;
Hans Haand er kold og stiv.
En uhørt Klage rundtom lød,
Saa uhørt som hans Liv!
Hint Kor af Muser han har skabt
Fra Marmoret sig vandt,
Og tolked os, hvad vi har tabt,
Og hvad med ham forsvandt.
Men fra det Tempel, hvor hans Lig
Med Taarer blev sat ned,
En Engleskare hæved sig,
Og sang om salig Fred.
Og Christus bredte Armen ud —
Et Hosianna lød:
Gak ind, o Mester, til Din Gud!
Stat op til Liv fra Død!
Slutningssang af C. Ploug.
Favete lingvis, Musers Æt!
De høje Mødres Kor nu kalder,
Og hilser ham vi har begrædt
Velkommen i Olympens Haller:
En ny Herakles har fuldendt
Sin Daad og er til Hjemmet vendt,
Den Pris at naae han har fortjent,
Med Evighedens Brud formælet.
Hans Liv, det var en Ørneflugt,
Et Heltedigt i Marmor prentet: —
Han Hesperiders gyldne Frugt
Til Nordens dunkle Lund har hentet;
De døde Stoffer han betvang,
De leved naar hans Meisel klang;
Som Maalet for sin Sejersgang
Han Kunstens nye Meta satte.
Og ingen Gravluft vifter der
Hvor snart hans smuldne Been skal gjemmes:
Men af hans egne Værkers Hær
En evig Hymne skal istemmes;
Derfra skal Kunstens Liv udgaae
Og høit i Offerflammer slaae; —
Der skal de Memnonsstøtter staae
Som varsle Danmarks Morgenrøde!