Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 9498 af 10246
Afsender Dato Modtager
N.L. Høyen [+]

Afsendersted

København

23.3.1844 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af teksten.

Omnes
Resumé

Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.



Om Betingelserne for en skandinavisk
Nationalkonsts Udvikling.

 
(Et Foredrag, holdt i det Skandinaviske Selskab d. 23de Marts 1844.)
 
–––––––––

Forfatteren har indskrænket sig til at omtale vore egne Forhold, som dem han kjender bedst. Konsten har imidlertid, saavel i Norge (førend Calmarunionen) som i Sverig, havt en lignende Skjæbne som hos os, og Betingelserne for dens Fremtids Udvikling have ogsaa, navnlig i Sverig, megen Lighed med dem, der her anføres for Danmark. Den Forskjellighed i Udførelsen, som viser sig hos de forskjellige Mestere i samme By, vil naturligvis endnu mere gjøre sig gjældende hos Konstnere i forskjellige Lande; men hvor der er et saa gammelt, saa nøje Slægtskab som mellem Skandinaviens Folk, der vil det faa en overordentlig Indflydelse, naar Konstneren betragter hele Norden som sit Fødeland, hele Nordens Historie som sit eget Folks Historie, og dertil sigter Forfatteren ved Udtrykket: skandinavisk Konst.

–––––––––––––––

Af vore hedenske Forfædre modtoge vi ingen Konst. Fremmede bragte os Christendommen. Kirker bleve opførte og udsmykkede. Vi modtoge Indtrykket af normannisk, tysk, nederlandsk Konst, men et Tidsrum af mer end femhundrede Aar var ej i Stand til at give det Fremmede en ejendommelig Udvikling her i Landet.
Reformationen kom. Gejstligheden blev fattig og beskeden, Adelsvælden steg. Herregaarde og Slotte bleve

prægtigere, men Konsten vandt endnu ingen Indfødsret. Vi fik vore Bygmestere fra Tyskland og Holland, og derfra hentede vi ogsaa vore Billedhuggere og Malere. De skjønneste Minder fra denne Tid skylde vi Frederik den Anden og Christian den Fjerde. Deres Borge staa endnu som Danmarks herligste Prydelser. Ville vi udenfor dem have Vidnesbyrd om Konsten dengang, da maa vi som oftest søge dem i Gravkapeller og Portrætsamlinger.
Under Christian den Femte og Frederik den Fjerde optraadte indfødte Konstnere ved Siden af middelmaadige franske; thi fransk Indflydelse afløste den nederlandske. Men de gjengave kun en svag Afglands af fremmed Herlighed. Da et kongeligt Konstakademi stiftedes i Aaret 1754, altsaa næsten hundrede Aar efter Suverænitetens Indførelse, var der endnu saa trang Tid paa danske Konstnere, at man maatte indkalde Udlændinge til at besætte de vigtigste Læreposter.
Konsten fik derved det, som den paa den Tid trængte til, et Støttepunkt for sin ydre Anseelse, en mere banet og tryg Vej for Begynderen; og det viste sig snart, at det her hverken fattedes paa naturlige Anlæg eller paa Lyst. Abildgaard, Poulsen, Juel, Wiedewelt og Harsdorff indtoge en hæderlig Plads i deres forskjellige Fag, Clemens erhvervede sig endog en velfortjent europæisk Berømmelse.
Naar det Forældede, det Uhensigtsmæssige i Konst- Akademiernes Indretning nu kan antages som almindelig erkjendt, og naar man maa bifalde den træffende Ytring af en aandfuld Forfatter, at de kun ere Drivhuse, som den første kraftige Vaarsol vil gjøre overflødige, saa tør

vi imidlertid ikke forglemme, at vi, uden Frederik den Femtes Stiftelse, næppe havde havt Thorvaldsen. Det var Akademiet, som gav denne sjældne Genius, hvis ungdommelige Frygtsomhed hartad var stærkere end hans Talent, Mod til at vove de første Forsøg. Det var Akademiet, som sendte ham til Rom, hvor han fandt redebonne og formaaende Beskyttere, hvor Kræfter, der ellers stode i den uforsonligste Kamp, fredelig enedes om at give ham den mest forønskede Lejlighed til at smykke sin Tinding med en Krans af Verdens Navnkundighed. Havde vort Konst-Akademi ingen anden Fortjeneste end denne, saa havde det ene herved vundet den gyldigste Adkomst til kjærligen at mindes.
Men for os er det vigtigt ikke at glemme, at Thorvaldsen tilhører Europa, og navnligen Italien, i det Mindste lige saa meget som os. Det var engelske, italienske, tyske, russiske Rigmænd, det var fremmede Fyrster, som satte ham i Virksomhed i henved en halv Menneskealder, medens han for os kun udførte de fire runde, halvophøjede Arbejder, som nu paa deres høje Stade over Slotsporten ere unddragne Nydelsen, og en Døbefont til en fyensk Landsbykirke.
Da han første Gang (1819) igjen saa sit Fødeland, da var han omgivet af den Glorie, som et stort Navn giver. Hans Værker kjendte vi for største Delen kun af Rygtet; det var hans Berømmelse, vi jublede i Møde, førend vi endnu ret kjendte hans Bedrifter. Det. var den store Landsmand, baaren af europæisk Navnkundighed, der herhjemme modtog Bestillinger af et mere udstrakt Omfang end han nogensinde før havde faaet dem — men i Gips og brændt Ler, i Stedet for at han var vant

til at lade sine Billedstøtter fremstaa i det skinnende Marmor.
Han gik igjen tilbage til Italien. Hans Ry udbredte sig bestandig videre. Polen, Tyskland, England, Italien lode ham forevige Fredens og Krigens Helte, verdslige og kirkelige Fyrster; vi havde ikke en af vore berømte eller fortjente Mænd saa kjær, at den største europæiske Konstner, vor egen Landsmand, kom til at sætte ham et Minde. Det var ikke nye Bestillinger, som atter kaldte ham tilbage til Fødelandet, det var hans eget fædrelandske Sind, det var Kjærlighed til vor fælles Moder, som drog ham tilbage i vor Midte, for at berige og smykke sin Fødeby med alle sine Skatte.
Det er vigtigt, at vi kalde os dette i Minde, selv idet vi med Fasthed hævde den Ret, vi have til at kalde Thorvaldsen vor, og det saa meget mere, som han aldrig selv har fornægtet det, hverken i sin Tale eller i sine Værker. Den ædle Ligefremhed, den Ærlighed, den Uskyldighed, som høre til deres skjønneste Præg, har sin Rod dybt i Norden. Mangt et Ungdomsarbejde af nordiske Konstnere bære Tegnet paa det samme Slægtskab; det glimter frem midt imellem alle vor Konstskoles Svagheder, men det viser sig i hele sin Forherligelse i vor store Mesters Værker.
Hvilken Triumf for os, dersom vi havde havt en endnu større Andel i denne Konstners Udvikling! Hvilken alvorlig Lære for os, at vi først af Udlandet maatte erfare, hvilken Stolthed vi havde i ham! Hvilket Savn, at nordiske Erindringer, nordisk Historie kun indtager en saa lille Plads i den lange Række af hans Mesterværker! Hvilken Daarlighed her at ville indbilde sig, eller trøste

sig med, at det var en ædelmodig Opofrelse af vor egen Hæder til Fordel for hele Europa!
Vi have modtaget en rig Gave af vor store Mester, lader os vel betænke, at vi tillige have modtaget en stor, en alvorlig Forpligtelse. Hvergang vort Blik fæster sig paa Thorvaldsens Museum, bør det levende minde os om, at det staar som en Opfordring til ved Kjendsgjerninger at godtgjøre, at vi have fortjent det. Lader os ret skjønne paa det heldige Varsel, at den ædle Giver fandt en Bygmester, som tilgavns forstod at udtale, hvad Hensigten var med hans Gave.
Se vi hen til vore Konstneres Virksomhed her hjemme i dette Aarhundrede, da opfylder den næppe de Forventninger, som bleve vakte i det forrige, og det er langtfra, at den svarer til den Forestilling, som Udlændingen maa danne sig efter i Rom at have set Thorvaldsens Arbejder. Vi kunne nævne ikke faa, tildels betydelige Talenter, men hvor ofte staa de ikke som Planter, der savne den rette Jordbund, trykkes af den barske Luft! Vi se frodige Spirer, men de hensygne, og Blomsten udfolder sig ikke med den Friskhed og Duft, som Knoppen bebudede. Vi spore Anlæg og Lyst til at udpræge et nordisk Sind i Sten og Farve; men det er som om Modet eller Kraften manglede til at lade Villien gaa over i fuldmodnet Daad. Og har dette Sind, denne Stræben ogsaa fundet en Gjenklang som den fortjente? Er vore Konstneres Mod blevet oplivet, deres Kræfter understøttede ved en kyndig Styrelse, en virksom Opfordring til værdige Idrætter? Er der for Alvor en Overbevisning om den store Betydning, folkelig Konst kan have, og hvisker der ingen Tvivl: at Konsten

dog i Grunden kun er en Overdaadigheds-Vare, som vi maaske nemmere og med mindre Bekostning kunde hente fra Udlandet? Jeg vil gjerne tro, at der i denne Forsamling ikke findes Nogen, som nægter, at det er Konsten, som lader et besjælende Liv strømme ind i Haandværket, at det er gjennem det aandeligt udviklede Øje, at Tanken beriges med opklarende, nye Forestillinger, at det er den levende gjensidige Paavirkning af Konstneren og den Lærde og Haandværksmanden, der først fuldstændig begrunder en folkelig Dannelse. Men tør jeg med samme Sikkerhed stole paa, at den Magt, der burde ligge i en saadan Erkjendelse, ikke svækkes med Hensyn til de mere tarvelige Kaar i Danmark, ja i hele Norden, naar det sammenlignes med rigere Lande; eller ved den Mistillid, som kan opstaa, naar vi bedømme vore Naturforhold og vor Levemaade efter det Liv, den Natur, som vi finde under et mildere Himmelstrøg?
Altfor let og altfor ofte oversees det, at en ærlig Lyst, en ægte Sands ogsaa ytrer sig deri, at man forstaar at sætte de rette Grænser for sin Attraa. Men hél forskjellig vil denne være, hvor Rigmændene kappes indbyrdes og med Regjeringen i at samle ældre og ny Konstværker, i at danne elegante og rigt udstyrede Cabinetter og Gallerier, og der, hvor Sandsen, saafremt den skal vinde Betydning, maa antage en ren demokratisk Retning. Det er ikke en Sammendyngen af al Verdens Konstskatte, som man her tilsigter; men det er en Trang efter at se det fremstillet, som især lever og bevæger sig i Folkets Indre, der skal tilfredsstilles. Det er en Længsel efter den velgjørende Følelse, at de offentlige

Omgivelser harmonisk lade en almindelig, dybtfølt Stemning gjenklinge. Man vil kun det, som fører til dette Maal, men man vil det med Begejstring, med Kraft, med utrættelig Vedholdenhed.
Talen er altsaa ikke om Enkeltmands Forkjærlighed og Tilbøjelighed, men om den Lyst, hvori vi alle mødes, i hvis Tilfredsstillelse vi alle ville finde en fælles Glæde. Kun naar Konsten fremtræder saaledes, vil Danmark, vil Norden ej være for fattig til at lade den udskyde i frodig Væxt. For den vil Almuesmanden have sin Skjærv tilovers; den Rige maa søge en Luxus i at bidrage til den; og Regjeringen bør sætte sin Stolthed, sin Hæder i de folkelige Monumenters Skjønhed og Betydning.
Dog, det er saare langt fra, at denne Bestræbelse er rigtig kommen til Bevidsthed i vort Fødeland. Sér hen paa vore Torve, vore offenlige Bygninger, vore Spadseregange, vore Kirkegaarde, og hvor tidt mødes ikke Øjet af Fattigdom eller Tomhed! Betragter vore Konstudstillinger! næsten Alt gaar dér ud paa at stille Hjemlivet øverst, at trække sig sammen i sin Skal, istedetfor at aabne Hjertet for en stor, begejstrende, almen Nydelse. Det er Middelmaadigheden, som staar sig godt herved; med den bæres der over, den plejes, medens det Bedre ofte behandles med Strænghed, eller misforstaaes, eller rent tilsidesættes. Men dette Forbund mellem Selviskhed og Smaalighed og Middelmaadighed koster ikke saa Lidet, og de Summer, som Aar for Aar saaledes henødsles, vilde, rigtigt anvendte, tjene til at aabne Øjet, vække Sindet og give Mod til større Opofrelser. Ak, naar vi blot ret kunde faa Øjnene op, ret

blive os bevidste, hvilket Øde der hersker trods alle vore Konstanstalter! Naar vi blot ret kunde føle, hvilken Sløvhed vi have vandret i, og hvor brovtende det lader, naar vi gjøre os til af vort Landsmandskab med en stor Mand, dersom vi ej ville efterfølge det Exempel, han har opstillet! — Det er ikke Sands eller Følelse, som det skorter paa hos det danske Folk; jeg er overbevist om, at Hjertet her slaar ligesaa varmt, Øiet ser ligesaa sundt, som hos vore sydlige og vestlige Naboer — naar vi blot ret kunde blive vaagne! Kunde Folket vækkes for Alvor, saa maatte Regjeringen komme det i Møde; har den gjort Misgreb, saa maa vi tillige vel erindre os, at den hidtil saa godt som ene har været Konstens Talsmand iblandt os.
Altsaa, ville vi have en folkelig Konst, maa vi opgive al smaalig privat Interesse. Vi maa samle vore Kræfter, vi maa klart og skarpt stille os vort Maal for Øje. Al Adsplitten er her fordærvelig. Jeg erkjender fuldkommen hele den Betydning, hele den Virkning, der kan ligge i og udgaa fra et enkelt Konstværk; men enhver Bestræbelse, der gaar ud paa ved en spredt Virksomhed samtidig at ville saa at sige sørge for hele Landet, kommer ikke til at bære Frugter. Ligesom alle private Hensyn, saaledes maa ogsaa alle provinsielle Hensyn forsvinde. At et dygtigt Konstnerliv ytrer sig i Hovedstaden, at offenlige Haller, Torve, Spadseregange her faa et talende Udseende, at Sind og Tanke her bliver oplivet ved Synet af ædle Konstværker, det bør være en Glæde, en Stolthed for hele Landet. Lykkes det først, da vil Konsten nok vide at finde Vej selv til de fjerneste Provinsstæder.

En saadan alvorlig Villie, der gjør sig gjældende i Handling, vil ogsaa blive den kraftigste Hjælp for vore Konstnere til at overbevise enhver Tvivler om, at Solen ingenlunde er for mat, Landet ingenlunde for goldt til at skjænke deres Værker Varme og Duft. Konstneren vil da komme til at føle sig hjemme, og de halv sygelige Længsler ville forlade ham. Han vil komme til Erkjendelse af, at der paaligger ham et Kald, som bør være ham dyrebart. Der aabner sig en større, en mere betydningsfuld Kampplads for ham, hvor det ikke alene kommer an paa at udvikle Talentet og faa det paaskjønnet, men hvor han tillige kæmper for sit Fødeland, for hele den nordiske Natur, for Folkelivet og alle Fortidens store Erindringer. Det er en Kamp, som skal føre Beviset for, at Konsten, ligesaa lidt som Historien og Poesien, savner en ejendommelig Tunge i Norden.
Men skal da en saadan folkelig Konst indskrænke sig indenfor Fødelandets Grænser, eller indenfor Skandinavien og dens Historie? Skulle vi bortvise fra os det rige Stof, som græsk og christelig Oldtid have overleveret os? Jeg i det ringeste kunde aldrig ønske, at Konstner-friheden paa den Maade blev bundet. I Biblen og Homer sprudler der et frisk, uudtømmeligt Væld, et Væld, som bestandigt bliver mere tilgjængeligt, altid vil være lædskende og vederkvægende for Alle. Nye Veje aabne sig for Behandlingen heraf, — og vi skulde smaaligen afslutte os, frygtsomme overskjære et Slægtskabs-Baand, der saa inderlig knytter os til det store europæiske Samliv? Det var da det værste Tegn paa, at den Begejstring, vi nærede for Konsten, var syg i sin Rod og vilde hendø, inden den endnu ret havde ladet sine første Skud skyde

i Vejret! — Men ligesaa lidet tør vi opgive vort egentlige folkelige Liv, og skal Konsten komme til Kræfter iblandt os, ikke blot faa Skinnet deraf, da maa den slaa sine Rødder dybt i dets Tilværelse. Nordens Historie, støttet paa Landets og Folkets Grundtræk, det er det Stof, hvoraf den Konst, som vi have modtaget fuldvoxen udenfra, maa gjenfødes iblandt os, dersom den ej skal staa som et forstenet Aftryk. Først da kan Folket i den gjenkjende Ben af sine Ben og Kjød af sit Kjød, og den vil blive det kjær som Barnet for Moderen, naar dets Træk vækker hellige, dybt indprægede Minder.
Dog, en saadan Konst fremmanes ej ved et Trylleslag, den udvikler sig kun som Frugten af en dyb Begejstring, af en inderlig Overensstemmelse mellem Kunstneren og hans Publikum. Det er ikke Talentet, som her ene gjør Udslaget, men tillige det ægte folkelige Sind. Det er ikke for en ørkesløs gabende Hob, at Konstværket skal fremstilles, men for Landsmænd, som vente at se en livfuld Opfatning af hvad der lever i deres Hjerter. Det er ikke en tom Nysgjerrighed, som jager efter et nyt Stof, men det er en hellig Følelse for Fødeland og Forfædre. Ubanet og møjsommelig er den Vej, vi opfordre vore Kons[t]nere til at betræde. Rundt omkring paa Danmarks Øer og Sletter, mellem Norges og Sverigs Fjelde er det, at de skulle forberede sig, og gjøre sig fortrolige med Folkelivet i dets Sysler og Adfærd. Og vi udsende dem ikke for siden efter at se os omgivne af spejltro Prospecter og Costumebilleder, men fordi vi haabe, at deres Sind og Øjne skulle oplades for det betydningsfulde Naturliv selv der, hvor det

aabenbarer sig saa alvorligt, ja barskt, som paa den aabne Hede eller imellem nøgne Klipper; vi haabe, at de skulle være mægtige til ud af Folkelivet at gribe de oprindelige Stammetræk, saa at disse klart træde os i Møde. Nordboen maa først opfattes i hele sin Ejendommelighed, Sandsen maa først skjærpes for det Store og Hjemlige i den os omgivende Natur, før vi kunne haabe at faa en folkelig, historisk Konst. Indtil det er sket, maa Skandinaviens Oldsagn og Bedrifter forgjæves vente paa at aabenbare sig i Form og Farve. Vi høre Stamfædrenes dybe, klangfulde Stemmer tone til os gjennem Seclers Afstand; Braget af deres Vaaben gjenlyder endnu; men naar vort Øje søger de Træk, som tykkes os saa fortrolige, saa velbekjendte, da stirre vi, som Vandreren paa en taaget Dag, forgjæves rundt omkring, kun det tætte graa Skyvæv møder Øjet, hvorhen det vender sig.
Vel sandt, den sejrende Christendom tilintetgjorde mange af vor Oldtids største og vigtigste Minder. Vore Guder blegnede for Kirkens stærkere Lys. Men vort Tab dele vi med de øvrige germaniske Stammer, uden at disse have havt vort Held at bevare de gamle Stammesagn i deres oprindelige Tunge og Form. Heller ikke omdannede den ny Lære brat de gamle Sæder. Nordboen holdt trofast paa dem, og endnu længer varede deres Minde. Værker som Hejmskringla, Fortællingerne om Njàl og Ejgil, og saa mange andre Sagaer, give os endnu et omstændeligt og levende Billed af hine Tider og deres kraftige, frie Folkeliv. Selv gjennem Saxos latinske Krønike lyder den gamle danske Heltesang.

Heller ikke er endnu, efter Aarhundreders Forløb, ethvert Spor af Oldtiden udslettet. Den taler endnu til os gjennem Smykker, Vaaben og Bohave, den staar for os i Norges Trækirker, i Bjælkehusene der og i Sverig. Og, hvad der er det Vigtigste, det er det samme Folk, som lever i disse Egne, de gamle Guders og Heltes Træk ere nedarvede paa Nutidens Sønner. Den Simpelhed og Djærvhed, det patriarchalske Liv, som vi endnu træffe i Fiskerlejerne og i Bønderbyerne omkring i Danmark, og end mere betegnende i Søsterrigernes afsidesliggende Dale, dybtindskjærende Fjorde, der hvor det afsondrede Liv, selv i Klædedragten, har bevaret mere af det oprindelige Præg, kaster endnu bestandig et oplysende Skjær over hine Dage. Dog — disse Gestalter ere plumpe, deres Lystighed er drøj, deres Sorg uden Værdighed og Anstand. — Ja, Culturen har rigtignok endnu ikke afslebet enhver Kant; Opdragelsen har endnu ikke der lagt Baand paa mangen Yttring, som vi andre hellere dølge i Hjertets Folder; deres Bevægelser, deres Klædning røber et nøjsomt, haardført Liv. Men for den, der ser nøjere til, hvis Deltagelse ikke bliver svævende paa Overfladen, for den rette Konstner er her en rig Grube med ædelt, gediegent Metal. Hæv blot denne Skat, og den vil glimre i Alles Øjne. Hvor ofte har ikke Hjertets Følelse udbredt den mest jomfruelige Ynde over Bondepigens Aasyn, og adlet hendes kraftige Bygning! Med hvilken Ro kan ikke et ærligt, et højmodigt Sind male sig i Bondens Ansigt, og med en Oprindelighed, en Bestemthed, et ægte folkeligt Stempel, der saa let forviskes og bortglattes ved Dannelsen! Eller

skulde maaske vore Konstnere være, blinde for den Inderlighed, den Dybde i Følelsen, hvis straalende Glimt ikke engang Vanvidet kan udslukke? eller for den ærlige, djærve Munterhed, der vederkvæger som det kraftigt skummende Bæger? Eller skulde det maaske blot være vore Digtere forundt at øse af dette frisksprudlende Væld?
Og nu vor Oldtids Historie! Behøver jeg at gjenkalde i mine Tilhøreres Erindring alle de Navne, der fra vor Barndom have klinget i vore Øren som Exempler paa Blufærdighed, paa Heltemod og Troskab, paa den reneste, trofasteste Kjærlighed? Behøver jeg at nævne Sigrid og Ottar, Biarke og Viggo, Hagbarth og Signe, Hjalmar og Ingeborg, Baldur og Nanna?
De sidste Navne ere alt indenfor Gudesagnenes Kreds, og hvorledes vilde det ogsaa være muligt at udelukke denne fra Konstens Bestræbelser, saa store end de Vanskeligheder turde være, som her træde i Vejen? Den Glorie af Tapperhed og Krigerdaad, som omgiver Nordboen, udstraaler fra Valhal; derfra sender Kjærlighed og Skjaldskab ham deres formildende Aande; der en Gang at samles med Guder og Helte, det er hele hans Higen. Livet i Valhalla er det samme Liv, som der skildres os i Høvdingens Hal, men hævet over de jordiske Vilkaar, og i Kongen, i Helten, i den fribaarne ædle Kvinde afpræger sig igjen en eller anden Side af Gudelivet. Stod derfor det gamle Helteliv først klart for

os, da vilde Overgangen til Fremstillingen af de mest fremtrædende Gudegestalter alt have tabt en Del af sin Vanskelighed.
Dette har imidlertid ikke været Tilfældet. Tilskyndede ved Opgaver, lokkede ved de kjække Træk, de store Former, hvorunder de fornemste Guder optræde, og ved den nye, vanskelige, men ingenlunde betydningsløse Symbolik, have, saavel her som i Sverig, Konstnerne fortrinsvis prøvet deres Kræfter paa at fremstille Aserne. Betragte vi deres Arbejder, da kunne vi ikke dølge for os selv, at de mangle Enhed i Støbningen, at man let opdager fremmede Bestanddele, som blot ere tilsatte, ikke sammensmeltede. Men kunne vi, trods disse Mangler, miskjende, f. Ex. hos Freund, en rig Fantasi, et dybt Gemyt og Sands for det Mægtige i Nordens Myther? Har han og andre talentfulde Konstnere fejlet, da er det deri, at de vilde skabe en Gudeverden, førend de tilfulde kjendte det historiske og folkelige Liv, som modtog sit Lys fra den, men ogsaa lod det straale tilbage paa den. De vare ved Konstværkerne blevne fortrolige med de græske Guder, og de vare opdragne til at betragte og efterligne antike Billedstøtter; det maatte derfor, ved Fremstillingen af nordiske Guddomme, forekomme dem som det Første og Vigtigste at bringe Harmoni til Veje mellem Figurerne og hele disses symbolske Udsmykning, og i deres Bestræbelser for at blive tydelige, fik den sidste umærkeligt en altfor stor Vægt hos dem. Det stod endnu ikke klart for Konstneren, og vel heller ikke for dem, som stillede Opgaverne, at disse ikke skulde løses ad den

symbolske, men ad den historiske Vej; at vi ikke vilde have Tempelstatuer, men Fremstillinger af det Liv, der i flere af vore Myther rører sig med ejendommelig Styrke, Vemod, Overgivenhed, og fremtræder med Træk, som vi hverken møde i græsk eller christelig Konst.
I en Tid som vor, da de historiske Undersøgelser ved Konstens Bistand udbrede et skarpere, renere Lys over Fortidens Fysiognomi, som man tidligere knapt anede gjennem de vilkaarligt fordrejede Lineamenter; da Interessen for den oldnordiske Litteratur bestandig er i Tiltagen, og Kjendskabet til vore Forfædre bliver mer og mer tilgængeligt og kjært for menig Mand; da der selv fra Konstens ren naturalistiske Retning, som vi ville ønske en sund og frodig Udvikling, kan vindes mangt et klarere Blik over nordiske Natur- og Livsforhold: vil ogsaa, ligesom vor Lyst stiger til at dvæle ved Begivenheder og Charakterer fra hine fjerne Tider, selve Konstneren samle flere Kræfter til at overvinde de Vanskeligheder, der endnu taarne sig for ham. Han har ingen oprindelige Mønstre, det er sandt, og jeg tvivler meget paa, at han vilde være synderlig mere hjulpen ved at besidde slige rigt udpyntede Træbilleder, som dem vi finde omtalte hos Snorro, end Fidias vilde have været det, ved at se hen paa de oldgræske Tempeldukker, eller end Rafael vilde have følt sig hjulpen ved at studere forrøgede Mariebilleder med Sølvkrone og Guldglorie. Det er sandt, at ingen Konst kom til at udvikle sig i de nordiske Guders og Heltes Tjeneste, men det saa skjønt og rent Menneskelige, der kommer tilsyne i Sagnene om dem, indeholder en sund Spire til

Konst, og ofte er det, som om en plastisk Aand bebudede sig i dem, og blot ventede paa at udfries. Heller ikke er det uden Exempel, at en Kreds af religiøse og historiske Sagn kan behandles og udvikles af Konsten, selv om denne ikke er samtidig. Jøderne afskyede Billeder, og dog blev det gamle Testamente, dette herlige Stof for Maleren og Billedhuggeren, gjennem Christendommen optaget og benyttet af andre Stammer og i fremmede Lande. Hvad Kirken der formaaede at gjøre, det ville vi her haabe af Nationalitet og Historie. Slægtskabet mellem os og vore hedenske Forfædre er ikke uddøet, om end Følelsen for det i lang Tid var indslumret; kun langsomt begyndte den at vaagne, men den er stedse voxet i Kraft. Det er sandt, at med Templerne faldt Troen paa de gamle Guder, men vore Konstnere skulle jo heller ikke arbejde for Præsterne, deres Værker skulle jo ikke opstilles til Tilbedelse. Idet de maa opgive de Fordele, som det kirkelige Liv lader Konsten komme til Gode, maa de tillige søge deres Erstatning derfor i den større Frihed, hvormed de kunne vælge og behandle deres Gjenstand. Det kan ikke undgaa deres Opmærksomhed, at Symbolet, hvor det ikke aldeles gaar op i Guddommens Personlighed, underordnes til et simpelt Ornament, saasnart Konsten kommer til Gjennembrud. Den maatte desuden, saa vel i den hedenske, som i den christelige Tid, mer end det synes ved første Øjekast, frigjøre sig fra Kirken, før end den var i Stand til at udfolde sig i hele sin Pragt, og lade det rent Menneskelige, det ejendommeligt Folkelige fremtræde i en forklaret Skikkelse.

Og skulde nu, da Alt ruster sig hos os for at hævde og værne om vor Nationalitet, Konsten ene blive tilbage, og de kraftige Midler, der staa til dens Tjeneste, henligge ubrugte? Skulde den Iver, hvormed man i Udlandet søger at oplive ethvert folkeligt Minde da blive uden al Betydning for os? Og have da Konstnerne der ingen Vanskeligheder at kæmpe med, eller ere disse, f. Ex. hos Tyskerne, saa meget mindre end dem, vi skulle overvinde? De have ingen Guder at fremstille, thi Sagnene om dem ere fast sporløst forsvundne, med mindre de, hvad der allerede nu ikke er uden Exempel og for Fremtiden oftere tør blive Tilfældet, ville iklæde de skandinaviske Guddomme et tysk Klædebon. Men deres Helte i Kampen mod Romerne, deres Fyrster, som førte dem mod Ungarerne, deres gamle Sange om Niebelungerne — blive Forestillingerne herom maaske understøttede af samtidige Konstværker, eller har maaske Naturen og Folkelivet der bevaret sig mere uforvanskede end i Norden? Imidlertid har netop Begejstring for disse folkelige Minder bidraget væsentlig til at give den tyske Konst sit Opsving. Flere af deres mest udmærkede Konstnere have prøvet Kræfterne paa at fremstille dem, og de ere blevne lønnede med et stort, almindeligt Bifald, uden at de derfor ere frie for lignende Mangler, som dem vi have bemærket ved vore fortrinligste oldnordiske Fremstillinger. Men slige Misgreb, der ikke udspringe af Mangel paa Følelse eller paa et dybere Blik, men vel af en vis

Ubehændighed i at behandle et uvant Stof, eller i at benytte de tilstedeværende Hjælpemidler, maa ikke skrives ene paa Konstnernes Regning, de tilhøre for en stor Del Samtidens historiske Anskuelser. De ere heller ikke nær saa farlige som den Kulde og Ængstelighed, der bestandig peger hen paa dem, og derved ikke alene faar dem til at falde i Øjne, men ogsaa Fortrin af ulige større Betydning til at træde i Skyggen. Det er ikke ad en saadan Vej, at vi kunne vente at give vore Konstnere Mod, eller selv at blive begejstrede for en sand folkelig Konst.

–––––––––––––––

Generel kommentar

Denne tekst er Høyens berømte foredrag Om Betingelserne for en skandinavisk Nationalkonsts Udvikling – et opråb, der skulle fremme en kunst med et nordisk/skandinavisk sindelag.


Teksten publiceres her, fordi Thorvaldsen omtales som den eneste kunstner med navns nævnelse. Og fordi Høyen her drøfter, hvilken nationalitet man kan tillægge Thorvaldsen og hans kunst. Selvom Høyen først pointerer, at ”...for os er det vigtigt ikke at glemme, at Thorvaldsen tilhører Europa, og navnligen Italien, i det Mindste lige saa meget som os” – så fastslår han dog også som sit hovedsynspunkt, at “vi med Fasthed hævde den Ret, vi have til at kalde Thorvaldsen vor, og det saa meget mere, som han aldrig selv har fornægtet det, hverken i sin Tale eller i sine Værker. Den ædle Ligefremhed, den Ærlighed, den Uskyldighed, som høre til deres skjønneste Præg, har sin Rod dybt i Norden.”
Hermed knæsatte Høyen en national-nordisk Thorvaldsen-opfattelse, som trak meget lange og dybe spor i eftertiden.

Foredraget blev holdt 23.3.1844 i Skandinavisk selskab i København. Dagen efter døde Thorvaldsen.

Teksten er skrevet af efter Ussing, op. cit.

Andre referencer

  • J.L. Ussing (ed.): Niels Laurits Høyens Skrifter. Udgivne paa Foranstaltning af Selskabet for Nordisk Konst, København 1871, Bd. 1, p. 351-368.

Personer
Bertel Thorvaldsen
Sidst opdateret 29.01.2020 Print