Rom, 1. May 1819.
[...]
Jeg vil nu stræbe at give Dig et overfladisk Begreb om de vigtigste af de Høitideligheder, Kunstsager etc., som jeg her har været Tilskuer af, og for Ordens Skyld følge min Dagbogs Chronologi.
Jeg har naturligvis strax gjort Bekjendtskab med vor Thorvaldsen, som er en overmaade ligefrem, lystig og herlig mand, jeg besøger ham ofte (vi boe ganske tæt ved hinanden), har ofte betragtet hans udødelige Arbejder (om hvilke jeg ei vil indlade mig i nogen anden Dom end bruge Seydlers Ord: Oh! brächtig! Charmant!) Jeg har megen Fornøielse af at se ham arbejde. Han har nylig fuldendt Modellen til 3 Grazier, som have gjort en stor Opsigt i Rom, og paa den Udstilling af fremmede, især tydske Kunstneres Arbeider, som med megen Vittighed og ægte fransk Tvetydighed sagt: “les graces y manquent!” (NB. Thorvaldsens Grazier vare ei paa Udstillingen, og de fleste af Malerierne vare ej heller synderlig udmærkede). Thorvaldsen arbeeider nu paa begge vore Prindsers Byster, som ere lykkedes til den frappanteste Lighed.
[...]
Den 27. April rejste Hertugen og Prinsen af Augustenborg herfra, og i denne Anledning havde Schubart faaet den nydelig idee, at alle vi Danske, som ere her i Rom, skulde følge dem til den første Poststation, hvor han havde foranstaltet en Diner. Det blev uheldigviis et forbandet Regnveir, og da Prindserne havde bestemt at afreise henimod Kl. 4 Eftm., rumlede vi andre afsted en Timestid i Forveien for at modtage dem. Vi maatte imidlertid vente til henimod Kl. 8 om Aftenen, inden di høie Herrer med Følge lode sig tilskue; dette bestod af en ung Grev Blücher Altona, Husarofficier, en Søn af den gamle Blücher Altona, Capt. Bretteville, og en ung Tydsker Bahrt, som agerede deres Secretair.
Her blev nu drukket først Kongens og Kongehusets skaal, derpaa drak vi Prindsernes og sang under min Direction vedlagte Sang, som Ingemann gjorde i den Anledning, og som efter min Mening kunde ikke være saa gandske hævet over al Critik; derpaa drak man: alle elskværdige Englænderinders Skaal! Hvad synes Du om den Betsie i et dansk Selskab? Rigtignok hedder det sig, at Schubart skal giftes med en Miss Tweet, og Prindsen har rigtignok løbet som en Abekat i Rumpen paa en Miss Bummel; men – hvorfor ikke hellere: alle elskværdig danske Pigers Skaal? eller i det mindste alle elskværdige Romerinders?
[...]
Schubart havde bragt en Snees Flasker Biskop med, som nu kom for en Dag, og nu blev der da drukket noget umaneerligt og sagt en forfærdelig Hoben Svinerier (NB. jeg selv, som forudsaae, hvorledes det vilde gaae, drak i det høieste 3 à 4 Glas Viin). Lystigheden tiltog stedse, blev til Overgivenhed, derpaa til Rüdhed og endelig til reen Brutalitet, som gik saa vidt, at man under Prindsernes Anførdsel drak: pereat Kongen af Sverig! og derpaa slog man Glas, Flasker, Kopper etc., hvad der stod på Bordet i tusinde mas, og da Vertshuskonen fuld af forskrækkelse kom ind for at see, hvad det var, blev hun sat ud af Døren. Derpaa sprang man op paa Bordet og dansede og skraalede; de fleeste vare overstadig drukne, saa de næppe kunne gaa.
[...]
Nok er det, at jeg min Sjæl aldrig har været i noget liderligere Selskab i mine Dage. Endeel Fyrværkerie og Knalderie, som Scholten havde taget med sig, blev affyret i Stuen, saa at jeg troede der var gaaet Ild i Huset. En lille italiensk Drang paa 7 aar sagde meget fornuftigen til Brøndsted: “Hør, veed Du hvad! Dette væsen behager mig aldeles ikke. I begynde med at slaae Glas og Flasker itu og ender med at brænde Huset af.” – Han havde sku’ Ret! Omsider faldt Gjæsterne overende paa Senge, Stole, Borde etc. i en sød Slummer, og efter megen Spectakel kom endelig høihederne afsted Kl. 3 om Morgenen, og vi andre jollede da hjem, de fleste med en god Hovedpine, jeg Gudskelov ganske frisk og vel.
