Arkivet, Thorvaldsens Museum

– Konstudstillingen paa Charlottenborg er efterhaanden bleven forøget med følgende ny tilkomne Konstværker: Skulpturer af Thorvaldsen: Grevinde Barasinski’s Statue i Marmor (Portrait), “Dødens Genius” Basrelief. – Malerier: “Vindenes Taarn i Athen”, Figurerne i Costume fra forskjellige Egne i Grækenland, af Rørbye; “Vicelin, Stifter af et Kloster i Neumünster, som uddeler Brød til de Fattige, efter Landets Ødelæggelse ved fjendtligt Indfald” af Raadsig; “Fiskere, som udtage Sild af Garnene”, af Friedländer; “Daniel Rantzau bemægtiger sig Turebro i Skaane den 17 November 1567”, af Dyr- og Bataillemaler C. Holm “en bedende Nonne” af Rosenberg; “Familiescener” af Schleisner, Thomsen og Schmidt; “Parti af det sydlige Tyrol” af J. Mohr; “Parti af Berechtesgaden” af Frich; “Søkyst ved Øresund” af J. L. Larsen; “Parti af Badstuedammen ved Frederiksborg”; “Gisselfeldt Kloster” af M. Jensen; “Parti ved Veile” af Boesen. – Af fremmede konstnere: “Parti af Athen” af General Heidegger i München; af den düsseldorffske Skole: “en Kriger spøgende med et Barn” af Hildebrandt, (dette Maleri er Originalen til en bekjendt Lithographi); “Børn, som bade sig” af Ed. Steinbrüch; “den hellige Catharina bæres af Englene til Himlen” af Mücke; “Christusbarnet” af Benno Hübner; “Rhinskviinsprøven fra 1830” af Schroedter; “en Moder ved sit syge Barns Leie” af Th. Weller i Rom. – Hertil kommer endnu et betydeligt Antal Portraiter. – Da Udstillingen vil staae aaben indtil medio Mai, vil Publikum endnu have Lejlighed til at gjøre sig bekjendt med disse nye Arbeider, hvorover et Tillæg til den trykte Fortegnelse vil udkomme. – Det talrige Publikum, som hvert Aar besøger Udstillingen, er et Beviis paa en livlig Sands for de skjønne Konsters Frembringelser, der er ligefaa glædeligt som de umiskjendelige og heldige Bestræbelser hos vore Konstnere efter en høiere Udvikling, hvilke i den sidste Tid naturligviis maae være blevne overordenlig ansporede ved Nærværelsen af den store Mester, han, som atter ved en heel Række af sine herlige mindre Arbeider har givet dette Aars Konstudstilling en saa overveiende Prydelse. At disse Thorvaldsens Arbeider ere blevne opstillede i de første Værelser fra Indgangen af, torde maaskee genere Mange, der gjerne gjemme det Bedste tilsidst, eller gjøre, at Andre, efter Beskuelsen af denne første Deel, blive mindre modtagelige for de usædvanlig skjønne Ting, Malerisalene indeholde; imidlertid er det uden Tvivl for de Fleste en sand Aandshvile, efterat have gjennemskuet al den Farvepragt, at vende endnu engang tilbage til Marmorets usmykkede ideale Former og medtage Gjenskuelsen deraf, som det sidste Indtryk. Guden Amor er Hovedpersonen i de fleste af disse Thorvaldsenske Basrelieffer, hvoraf hvert er en plastisk Hymne om Gudens Magt og Ynde: ligefra Amor med Lyren, den fromme Gud fra Gratiernes Gruppe, som dog endnu stedse omsvæve ham, indtil Amor med Løven, dette Styrkens Symbol, som med sin Tunge ydmyg slikker Gudens Fod, medens han, gribende den i Manken, er ifærd med at gjennembore den med sin Piil. Flere af disse Elskovsdigte ere derhos componerede med et saa ungdommeligt Humor, at de allerede af den Grund blive høist tiltrækkende for mangt et nordisk Øie, der ellers maaskee vilde være mindre modtageligt for deres rene plastiske Skjønhed. Vi ville kun minde om den Gruppe, som i Fortegnelsen benævnes “Kjærlighedens Aldere”: her sees Psyche ligesom at sidde til Torvs med en heel Kurv fuld af Amoriner, af hvilken den nysgjerrige Ungdom paa den ene Side løfter Klædet, for at see hvad den indeholder, og derved ligesom hjelper Smaa-guderne i deres Bestræbelser for at komme ud i Verden. En af dem opnaaer sit Ønske, idet Psyche udleverer ham til en Ungmø, som med aabne Arme modtager ham, og nu fremstilles i de øvrige fire Grupper i Basrelieffet hans videre jordiske Vandring. I næste Gruppe sees han nemlig endnu sværmerisk omfavnet og bedækket med Kys; men den derpaa følgende fremskridende Alder bærer Amor hjem ved Vingerne, som en stakkels Mortensgaas, for at bruge ham i Huusholdningcn. Nu følger den Alder, hvor Guden sidder tyngende paa Ryggen af en nedbøiet Mand, indtil han i sidste Stadium paa sine lette Vinger forlader den udlevede Olding, der forgjæves strækker Armene ud efter den troløse Flygtning. Hos Pan, der lærer Amor at blæse paa Fløite, danner Billedet af den barnlige Gud en yndig Contrast til den vilde Kraft – og sandselige Higen, der er udtrykt i Pan, hvortil det modsatte Sidestykke sees i den forladte, af Viinguden trøstede Ariadne, som spøger med en lille Satyr, der med Haand og Mund griber den Klase Druer, hun holder i Veiret. Sandseligheden er her udtrykt i den begjærlige Lille, medens Ariadne søger Trøst i Selvforglemmelse. Amor og Hymen spinde Livets Traad, hvortil Amor giver Stoffet; Hylas, Minerva og Ulysses – men hver skulde vi kunne være i Stand til her at opregne eller antyde al den klassiske Skjønhed og Gratie, der overalt fremlyser as disse Arbeider, som ene maa sees og atter sees. En Deel af dem kjendes her vel allerede af tidligere Gibsafstøbninger, men det aandige Præg af Marmoret, som ingen Afstøbning formaaer at gjengive, gjør Synet af disse endnu engang nyt og fuldkomnere. – Beslutter man sig endelig til at forlade disse Mesterværker, for at tråde ind i Malerisalene, saa møder man ogsaa her en usædvanlig Fylde af gode og fortrinlige Ting, hvoraf det dog ingenlunde bliver saa vanskeligt at fremhæve det Overvejende, da denne store Samling hverken bestaaer af een Mesters Værker eller af lutter Mesterværker. Imidlertid er dog Antallet af dem, der kunne gjøre Krav paa dette Navn, ingenlunde ringe. Som det første blandt disse nævne vi: Adam Müllers “Luther paa Rigsdagen i Worms”, et Maleri, der vistnok hører til de fortrinligste, nogen dansk Konstner har præsteret, saavel med Hensyn til Tegning, Gruppering og Colorit, som i Særdeleshed til den i Personerne udtrykte Individualitet, der med den vedligeholdte Portraitering forener saa meget Idealt-charakteristisk, at Udtrykket derved opnaaer hiin ophøiede Virkelighed, som efter vor Formening bliver det høieste Maal for al Historiemaling. Denne ophøiede Virkelighed koncentrerer sig her naturligviis i Luthers Ansigt, som ganske udtrykker det Moments høie og dog rolige Begejstring, i hvilket den standhaftige Helt udraaber sin afgjørende Bekjendelse: “her staaer jeg, jeg kan ikke andet, Gud hjælpe mig. Amen!” Det forskjellige Indtryk, som denne Luthers Bekjendelse fremkalder hos de Tilstedeværende, er høist poetisk udtrykt. Den unge Landgreve Philip af Hessen, denne ivrige Forfægter af Luthers Lære, gribes umiskjendeligt af Begejstringen for Sandhedens simple og kraftige Kæmpe og formaaer neppe endnu at tæmme Udbrudet af sine Følelser, medens den ældre Churfyrst af Sachsen roligere gjennemtrænges af Overbevisningen og det tvetydige Smiil i Keiserens Ansigt viser, at Politiken gjelder mere for ham end Sandhedens Bekjendelse. I saaledes nedstigende Linie viser sig Indtrykket hos de øvrige Hovedpersoner som Vrede, Had og Foragt. Vi nærede ved første Beskuelse af dette fortræffeligt Konstværk det Ønske, at Landgrevens Figur maatte have været mere fremhævet, men erkjende nu det rigtigere i Konstnerens Opfatning, da det netop her er betegnende, at den rene kraftige Spire til Sandhedens senere Seier, som udtrykkes ved Philips Person, her endnu er stillet halvt i Baggrunden, endskjøndt denne betydningsfulde Person dog gjerne kunde have været fremstillet noget mandigere, uden derfor at tabe i Ungdommelighed. Af Andre have vi hørt yttre, at det Perspective i Maleriet forekom dem for sammentrængt, en Bemærkning som dog vel kun grunder sig paa, at man er bleven altfor vant til Overdrivelse af det Modsatte. I Henseende til Coloriten udmærker dette Maleri sig ligeledes i høi Grad. Alene den røde Farve er anbragt i fleer end ti forskjellige og dog rene Nuancer, lige fra Cardinalens Purpur til Heltens brune Kutte. Adam Muller er overhovedet den af vore Konstnere, om hvem vi haabe, at han ved sit Exempel meer og meer vil bidrage til at vække den Hos os endnu slumrende Sands for livlige Farvers Harmoni, der virker saa velgjørende paa Øiet. For at overbevises herom behøver man ene at betragte hans andet Maleri: “Christus tilkendegiver sig for Disciplene i Emaus.” Sammenligningen mellem dette og Eddeliens kronede Maleri over samme Thema paatrænger sig naturligviis enhver Beskuer, og leder vistnok snart til at erkjende den kraftigere Udførelse af Enkelthederne i Eddeliens Figurer og den klarere Opfatning af Udtrykket i samme, medens navnlig den Opstandnes Aasyn hos Adam Müller bærer et Præg af Melancholi, som ikke længer tilkommer den over Døden seirende Christus. Imidlertid kan man heller ikke undlade at erkjende, at Eddeliens Maleri savner den smilende Harmoni og Rolighed, som Adam Müller ved sin i dette Maleri saa høit udviklede Farvepragt har vidst at give sit, og som bliver en Erstatning for Savnet af det mere ophøiede Udtryk i Eddeliens Hovedfigur. Den aabne Baggrund og den ideale Simplicitet i de øvrige Gjenstande bidrage ogsaa meget til at forhøie det Tiltrækkende i Müllers Maleri. – Endskjøndt vi her hverken ville eller kunne indlade os i nogen detailleret Beretning om alt det Fortrinligere, Udstillingen i Aar efter vor Anskuelse indeholder, ville vi dog endnu engang tillade os at vende tilbage til denne Gjenstand og omtale enkelte andre af de mærkeligste Malerier.