Vær velkommen, Søn af gamle Norden,
Vær velkommen til din Moders Bryst!
Henrykt føler hun hvad Du est vorden,
Som ved Aandens Værk forbauser Jorden,
Nævner Dig som svage Alders Lyst!
Længe ham forgjæves hun imøde
Aabnet Dig sin længselsfulde Favn;
Hendes Kjæmpe-Sønner ere døde,
o! men de hun har endnu de gløde
Mens de juble for dit Brodernavn.
Tak da for den skjønne rige Gave,
Tak for Æren, som Du skjænkte dem!
Tak fordi Du fjernt i Sydens Have
Længtes til de gamle Kjæmpegrave,
Til dit fattige, dit simple Hjem!
Skjøndt Dig flyder Fyrsteblod i Aaren,
blevst Du ei blandt Rigdoms Glimmer fød’
Til den Højhed, som forblinder Daaren;
Nei! af Armod est Du fød’ og baaren,
Og til Fostermoder fik Du Nød.
Al din Rigdom var Dit store Hjerte,
Din begeistrede, Din lyse Aand!
Som Prometheus greb Du Himlens Kjerte,
Skjænked Leeret Liv og Fryd og Smerte,
Trylled Guder frem med Skaberhaand!
Lille Bertel med de valne Hænder,
Som i Armods Klæder ukjendt gik,
Sender nu sit Navn til Verdens Ender,
Hyldes overalt hvor han sig vender,
For den Adel han af Hjertet fik.
Og naar de, som kappes om at bære
Dig beskedne Thorvaldsen paa Haand:
“Jordens Mægtige” forglemte ere,
Da skal Skjalde sjunge til din Ære,
Da skal Du henrykke ved din Aand!
Frem af Jorden gamle Marmorrester
Hæves skal og tale underfuldt
Som det Eviges, det Skjønnes Præster,
Vidne herligt om den store Mester,
Naar i Muld Du længst har ligget skjult!
See beundrende Dig hylder Jorden!
O, men hun som tog Dig først i Favn
Mest Dig elsker dog, det gamle Norden
Føler dybt hvad hun ved Dig est vorden,
Jubler moderøm Dit Sønnenavn!
Men tilgiv, hun i sin Fryd maa sukke:
Alt har Aldrens Sne din Isse dækt,
Her i Danmark gynged jo Din Vugge,
O! hvi vil Du her ei Øiet lukke
Slumre blandt den gamle Helteslægt?
Her er intet kjælent yppigt Eden,
Her er ingen evig Blomsterflor!
Hjemligt bygger Fuglen dog paa Heden,
Skjøndt at Stormen suser over Reden,
Skjøndt kun hist og her en Lyngblomst gror.
Og en Udørk hvor ej Vaaren kommer,
Er dit Fødeland dog heller ei,
Kort, men skjøn er Nordens grønne Sommer;
Fremmed staaer Du hist blandt Sydens Blommer
Med Dit Øies blaae Forglemmigei!
Vil Du fast fra Hjemmet Afsked tage
I det første Gjensynsøieblik?
Hør Dit gamle Danmarks Moderklage:
“Bliv dog her hvor Dine Barndomsdage,
Hvor Din Livets-Foraarsalder gik!”
Nu tilgiv en Yngling, som har prøvet
Dig at hylde af sin fulde Sjæl!
Dig hvem Fyrster rakte Laurbærløvet,
Dig som hæver Aanden op fra Støvet,
Med det evige Forklaringsvæld!!
H.C.K.