Thorvaldsens Johannesgruppe
Dette herlige Kunstværk staaer nu i sin fulde Virkning over Frue Kirkes Hovedindgang og beskues daglig af Mangfoldige. Det forestiller Johannes den Døbers Prædiken i Ørkenen; men om det selv, saaledes som det viser sig i sin høie Skjønhed, kan man sige, at det virker som en dyb og indtrængende Prædiken til den bevægede Verden nedenfor, om det himmelske Rige, som ogsaa aabenbarer sig i Skønheden og Kunsten.
Det var fordum Brug hos Grækerne, vore Lærere og Mestere i flere af de skjønne Kunster, at opstille Billedstøtter i den flade Trekant eller Gavl over Søilerækken ved Enderne af deres Templer i saakaldt dorisk Stiil. Rummet udkrævede, at Figurernes Høide maatte aftage til begge Sider, saa at siddende eller knælende og tilsidst liggende Figurer indtoge Vinkelspidserne, og hele Pladsen saaledes blev benyttet. Paa Charlottenborg findes Afstøbninger af to saadanne Grupper, som for ikke mange Aar siden bleve opgravede ved en Tempelruin paa den græske Øe Engia (Ægina) og derpaa af Thorvaldsen istandsatte. De have neppe været uden Indflydelse paa Kunstneren, da han bestemte sig til at udføre Johannesgruppen paa denne Maade, overeensstemmende med den Stiil, som han fandt anvendt i Bygningen. Heller ikke havde i de nyere Tider nogen Fronton (Gavl) førhen været prydet saaledes; og vor Gruppe er i denne Henseende den første i sit Slags, ihvorvel den er kommen op paa sin Plads noget bag efter et Par senere udførte Grupper af samme Art i München.
Man vil let see, hvor sindrigt Kunstneren har indrettet Alt i den hele Gruppe saaledes, at Figurernes aftagende Høide forekommer naturlig, ja nødvendig efter Omstændighederne. En Folketaler, om hvem Tilhørerne tage Plads efter Lyst og Beqvemmelighed eller Stemning; Nogle staae og vente Indvielsen, Andre standse i Forbigaaende; – her er en rig Leilighed greben til al fornøden Afvexling.
Ogsaa vil man let bemærke, hvor smukt det Hele paa eengang falder i Øinene ved Figurernes symmetriske eller ligelige Fordeling til begge Sider af Johannes. I begge de modsatte Masser finder Øiet en behagelig Ligevægt, og dog er der Intet af det Enkelte paa den ene Side, som ligner det Modsvarende paa den anden i Omrids; heller ikke ganske i Masse, saa at, om man vil sammenligne det Enkelte indbyrdes, Blikket ledes fra det Ene til det Andet; men i det Heles Indtryk finder Ligevægten Sted; det er saa at sige en besjælet Ligevægt.
Figurerne ere, som man kan tænke sig, i det Hele ordnede triangelformigt; men den store Triangel bryder sig til begge Sider i frie Afsatser; saa at man overalt paa een gang træffer Regel og Frihed, Symmetri og Afvexling.
I Midten staaer Johannes paa et Klippestykke, ophøiet over sine Tilhørere og endnu mere fremtrædende derved, at de nærmeste Figurer til begge Sider af ham ere holdte lavere. Hans Stilling, med den høire Haand pegende mod Himlen, antyder Hovedsummen af det Ord, han forkyndte: “Omvender Eder, thi Himmelens Rige er nær!” I den venstre Haand holder han Staven med det lille Kors (Agnusdeistaven), hvormed han efter gammel Skik pleier at afbildes, og som tyder hen paa hans Forhold til Christus. Øseskaalen (en Muslingeskal), som hænger i en Rem over hans Skulder, betegner ham som Døberen. Det stærke krusede Haar, de muskelfaste Lemmer uden Spor af Overfylde, den lodne Underdragt minde os om hans Kraft og den strenge Levemaade, hvorved han hærdede den. Gribende Alvor taler ud af hans Aasyn, men tillige en Aand, som er beslægtet med Jesu.
Ved hans Fødder staaer tilvenstre en Dreng, som venter Daaben og allerede har aftaget sit Overklædebon, som han bærer paa Armen. Han lytter blidelig til Lærerens Tale, men hans barnlige Phantasi hænger ved den Handling, som forestaaer; hele hans Stilling udtrykker den Ventende.
Ved den anden Side af Johannes staaer en Mand i moden Alder, som ogsaa skal døbes og derfor har aflagt sin Overdragt; men han venter ikke som Drengen. Han er med hele sin Sjæl inde i Lærerens Tale; og for ganske at bringe det Legemlige til Ro under Aandens Virksomhed har han sat sin ene Fod op paa Klippestykket, støttet Albuen paa det saaledes løftede Knæ og lagt Hovedet til Hvile i Haanden. Hans noget opadvendte Ansigt udtrykker spændt Opmærksomhed og følelsesfuld Eftertanke.
Bag ham staaer en Gruppe af tvende Personer. En skjøn yngling, som er gjennemtrængt af Johannes’s Tale, har formaaet sin aldrende Fader til at følge med sig ud i Ørkenen for at høre den nye Prophet. Han staaer nu med Armen slynget om Faderens Hals og iagttager det Indtryk, som Talen gjør paa ham. Den Gamle har vendt sit trodsig godmodige Ansigt mod Johannes; af hans Mine og af Hænderne, som han lægger over hverandre, seer man, at den ringe Forventning, hvormed han var kommen, viger for et mægtigt Indtryk, og Ynglingen staaer i stille Salighed og hører Johannes’s Tale saa at sige gjennem dens Virkning paa Faderen.
Imod denne Gruppe svarer paa den anden Side en anden ligeledes af to Personer, men adskilte. En Skriftklog staaer i sin lange Kjortel med et Slags præsteligt Tegn paa Huen, støttet til sin Stav, og lytter med hovmodig Foragt som i Forbigaaende til Taleren; han vidste, da han kom, hvad han skulde mene om saadanne Taler, og bliver ved sin Mening.
Modsat forholder det sig med hans Sidemand, en Jæger, som standser paa sin Vei, lytter og føler sig forunderligt tilmode derved. Et Smiil paa hans trohjertige Ansigt røber, at der er Noget, som gaaer ham inderligt til Hjertet; hans skyldfrie Sjæl synes ikke faa meget at trænge til Omvendelse som at glæde sig til Himmelens Rige.
Hans Hund, der sidder ved hans Fødder, er en vigtigere Person end Propheten for et Par yndige Børn, en Dreng og en mindre Pige, som nu følge. Den lille Pige har stor Lyst til at lege med Hunden, men tør ikke ret nærme sig, da den knurrer og reiser de nedhængende Ører. Hun dækker sig bagved Broderen, som hun gjerne vil have til at gaae fremad, men han, som den Fornuftigere, gjør hende opmærksom paa Faren.
Den yngre Broder til disse Sødskende, en lille forvoven Dreng, vilde uden Betænkning løbe lige hen til Hunden, som han betragter med store, dristige, længselsfulde Øine, hvis ikke Moderen, der sidder paa en Steen, holdt hans lille Arm fast indesluttet i sin Haand og derved drog hans Overkrop stærkt tilbage til sit Skjød, medens hans Fødder synes ikke at ville forlade deres Plads nærmere Hunden. Saaledes i Sikkerhed for sin Yndling fæster hun Øinene i stille Andagt paa Taleren. Bag hende slutter en liggende Hyrde med sin Stav Rækken paa denne Side.
Imod Børnenes Gruppe svarer paa den anden Side en ung Pige, som overvældet af Ordets Magt andægtig er sunken i Knæ, medens hendes yngre Broder bagved hende med Armene lagte paa Søsterens Skulder seer op paa Manden, der staaer og taler.
Bag hende har en Olding, indsvøbt i sin Kappe, taget Sæde. Hans Ryg er bøiet af Aarenes Byrde; Øiet hviler paa Taleren og hans flade Haand, som løfter sig for hans Bryst, vidner om, at han af sin lange indre Erfaring sander og erkjender de Ord, som det endnu før hans Død blev forundt ham at høre.
En liggende Figur slutter Gruppen: en deilig Yngling, som i hvilende Stilling, henstrakt paa sin Kappe under den skjønneste Bøining af det slanke Legeme, med Haanden under Kinden, taber sig i lyttende Opmærksomhed. Man maatte ønske sig Vinger for at kunne beskue denne yndige Figur ovenfra, hvor dens Skjønhed nu er useet; men sandt at sige, det samme Ønske fristes man til ved Beskuelsen af enhver af de beskrevne Figurer, naar man, efter at have modtaget den hele Virkning af det samlede Kunstværk, kommer til at dvæle ved det Enkelte.
Figurerne ere alle af rødlig-guulladent brændt Leer (terra cotta), og, for at bevare dem bedre, anstrøgne med en lignende Farve, ved hvilken de tage sig fortræffeligt ud paa Fronten trekantens mørkt anstrøgne Grund.
Spørges der nu om Aarsagen, hvorfor just Johannes den Døbers Prædiken i Ørken, og intet andet Stof af vore hellige Erindringer, er bleven valgt til Fremstillelse over Templets Indgang, faa fører dette til en egen Betragtning, nemlig af
den hele Kreds af Thorvaldsens christelige Billedværker i Frue Kirke.
Naar det, der er paatænkt af Thorvaldsen, kommer til det, der allerede er udført, vil Frue Kirke blive et herligt Middelpunkt for den christelige Kunst, som Skjønhed og Betydning i nøie Forening have bidraget til at helliggjøre. Kunstværker af den høieste Fuldendelse ville modtage den Indtrædende og møde ham overalt paa hans Vandring igjennem Templet; de ville, idet de bemægtige sig hans Tanker ved Skjønhedens Magt, tillige ved deres Betydning og indbyrdes Sammenhæng lede hans Aand igjennem de meest opløftende Minder af vor Religions og Kirkes Historie.
Jeg erindrer mig levende, hvor forunderligt, hvor dybt et Indtryk det gjorde paa mig, da jeg en af de første Søndage, efterat Kirken paany var tagen i Brug til Gudstjeneste, og denne endnu holdtes for ganske aabne Dørre, gik forbi Kirken i heel andre Tanker end andægtige, og da, ved tilfældig at see til Siden, i Kirkens dybe og dæmrende Baggrund blev Frelserens Billede vaer, som med de aabne Arme ligesom indbød til at nærme sig og tye fra Livets Uro til den Fred, han skjænker. Dette Indtryk, det sidste og helligste, skal, efter den kunstneriske Plan forberedes ved andre, som gradeviis kunne lede Sindet til en opløftet Stemning, ligesom man træder dybere ind i Helligdommen.
Det Første, Øiet møder, naar man nærmer sig Indgangen, er Synet af den, der sagde om sig selv: “Jeg er den Røst, der raaber i ørkenen; bereder Herren Vei, jævner Stierne for ham!” Det er den Johannes, vi see, hvis Komme var Forberedelsen til den høiere Aabenbarelse, der skulde følge. Saaledes melder Indgangen til Templet sig ogsaa som den aandelige Indgang til det Helligere, der forkyndes indenfor dets Dørre. Træder man nu ind under Søilegangen, saa vil Blikket, naar Planen er kommen til Fuldførelse, møde en Betegnelse af ældre Forjættelser, der vidnede om, at det, der skulde komme, længe forud var guddommeligen rodfæstet i den menneskelige Bevidsthed, og derfor ogsaa maatte komme; denne Betegnelse skeer ved Billederne af fire af det gamle Testamentes Propheter, som have varslet om Messias Komme til Verden; de ville indtage de fire Nischer paa begge Sider af Døren. Over denne, saalangt som Søilegangen strækker sig, vil Jesu Indtog i Jerusalem blive fremstillet i halvophøiet Arbeide eller Basrelief. Denne Tildragelse i Jesu Liv har i den christelige Kirke fra ældre Tid været betragtet som Sindbilledet paa Jesu Komme til Verden, og Billedet heraf slutter sig saaledes til de foregaaende Billeder, som Opfyldelsen og Virkeligheden til Spaadommen og Forudforkyndelsen. Man træder ind ad Templets indre Dør, og befinder sig i en Art af Forhal, endnu indenfor den Buegang, der danner de tre Sider af Kirkens Skib. Til høire og venstre ere store Muurnischer, som ere bestemte til Pladser for Statuerne af Luther og af Melanchthon, Luthers nærmeste Medhjælper i Reformationens store Værk. Som de i deres Liv vogtede det Hellige, at Løgn og Menneskepaafund ikke skulde forvanske det, saaledes skulle de nu ogsaa her billedligen staae som Helligdommens Dørvogtere, i den menneskelige Naturs Ydmyghed stillede udenfor Helligdommen selv, men ved deres Plads just betegnede efter det, der udgjorde deres Storhed.
Hvem skulde Tempelhallen selv værdigere være forbeholdt, end den guddommelige Mester og hans Lærlinge? Allerede længe have vi kunnet beundre og opbygges ved Synet af Apostlernes herlige Billeder, som i en dobbelt Række, ser ved hver af Kirkens Sider, lede Blikket op til Frelserens Billede, der staaer over Alteret og saaledes ogsaa i Efterlignelsen viser sig som det ene, fælleds Middelpunkt, til hvilket vort Øie altid skal vende tilbage. Nærmest den høie Lærer staae Petrus og Paulus, Hovedarvingerne til hans jordiske Værk og efter disse den høitelskede Discipel Johannes, og Matthæus, hvilke skriftlig bevarede det salige Budskab om Frelserens Vandring paa Jorden. Derpaa følge de Øvrige, og idet Kunstneren efter gammel christelig Vris har medgivet hver af Apostlerne de ham tillagte Symboler eller Tegn, der ere tagne af Redskaberne til deres Martyrdød eller hentyde til deres Charakteer og Virksomhed, mindes vi om den Kamp imod det Jordiske, som vi efter vore ældste Læreres Exempel seierrigen skulle bestaae under urokkelig Bekjendelse og Udøvelse for Verden.
Men Frelserens Billede har intet saadant Særkjende. Som han staaer der, guddommelig forherliget efter de jordiske Lidelser, hvis Spor han bærer paa sit Legeme, og byder os sin Fred, at de Besværede maae komme til ham og finde Hvile, er han den, som, hvor han træder frem, er over al Betegning; ligesom og Kunstneren har vidst at nedlægge et isandhed guddommeligt Udtryk, af Høihed, Viisdom og Hellighed i Hans Aasyn.
Til hver Side af Choret er en Dør, hvoraf den ene fører ind til Skriftestolen, og over denne vil et Basrelief, som forestiller Indstiftelsen af Nadverens Sacra[cra]ment”;, blive opsat. Over den tilsvarende Dør paa den anden Side vil en paa lignende Maade udført Billedliggjørelse af Daabens Sacrament finde sin Plads. Ved disse to Kunstværker vil det hellige Ords Indtrædelse og Vedvaren i Menneskelivet være betegnet, og saaledes skulle de for den Betragtende danne et Overgangsled imellem hiin Billedkreds og den levende Menneskeverden, der bevæger sig om den.
For at tjene ved den kirkelige Fuldbyrdelse af det sidstnævnte Sacrament vil en knælende Engel i Midten af Choret fremholde Døbefonten, ligesom udsendt for at annamme de Umyndige til Deelagtighed i Himmelens Rige, hvori de ved Daaben skulde vies til, som den, at høre hjemme.
Endelig vil den hele Kreds af ophøiede Erindringer afsluttes, forsaavidt som den bildende Kunst, der ved Siden af det Betydningsfulde nødvendigen vil fastholde det Skjønne, her kan forfølge den, ved Frelserens Vandring til Golgotha, fremstillet i et stort Basrelief, som vil indtage hele Rundingen af Muren, der under Halvkuppelen udgjør Kirkens Baggrund og omslutter Alterbygningen; og saaledes vil det fromme Gemyt paa en betydningsfuld Maade være henviist til Frelserens sidste jordiske Kamp og Fuldendelsen af hans store Værk.
Vistnok staaer endnu Meget tilbage, inden vi i Virkeligheden kunne see hele den store og omfattende Plan fuldendt; men allerede hvad der er udført, danner en Samling af Kunstværker, som maa give Frue Kirke en Betydning i Henseende til den sande bildende Kunst, som ikke kan tillægges mange Kirker selv i de Lande, som ere rigere paa Kunstværker endvort. For Øieblikket ere Statuerne af Christus og Apostlerne ikkun opstillede i Gibsafstøbninger, men allerede ere Marmorstatuerne af Christus og 10 Apostler, (nemlig ikke af Andreas og Thaddæus) indbragte i Kirkens Bigange og kunne, efterat have modtaget deres Fuldendelse, snart ventes opsatte paa deres Pladser i Kirken. Ogsaa er den christelige Barmhjertigheds Billede i Skikkelse af en Qvinde, som bærer et Barn paa Armen og følges af et andet, der holder fast i hendes Klædning, udført i Marmor for at anbringes ved Kirkens Fattigblok. De to omtalte Basrelieffer, som henhøre til Daabens og Nadverens Sacramenter, bleve udførte af Kunstneren i Leer og afstøbte i Gibs under hans forrige Ophold i Kjøbenhavn 1819, og ere nu medbragte af ham næsten færdige i Marmor.
Jeg har endnu at tilføie, at Professor Thieles store Værk over Thorvaldsen og hans Arbeider har ydet mig en væsentlig Vejledning ved Betragtningen, og som en Følge deraf ved Beskrivelsen, af Johannesgruppen.
F.C. Olsen.
