Skriver Oehlenschläger for at kunne leve?
–––––––––
Af en Anonym er et lidet Skrivt udkommet, betitlet: “Angaaende Oprettelsen af et Museum for Thorvaldsens Kunstværker,” og faaes tilkjøbs hos Schubothe, Gyldendal, Reitzel og Speer for 12 [skilling]. At Forfatteren mener det ærligt med Thorvaldsen, og, om muligt, endnu bedre med Oehlenschläger, er umiskjendeligt; men, det forekommer os dog, at han gaaer lidt vel vidt, naar han, i sin Bitterhed over den formeentlige Tilsidesættelse, der skal være bleven vor store Digter til Deel, ytrer, at man, istedet for at gjøre Noget for ham, haaner og nedriver ham for de Verker, han er nødsaget til at skrive, for at “kunne leve”. Det er os ikke bekjendt, at Oehlenschläger er bleven haanet og nedrevet for nogetsomhelst “Verk”; at man engang har railleret over et lidet Leilighedsarbeide af ham, er vel sandt, men han har, ved at svare for sig, fyldest godtgjort, at det end ikke heri manglede ham paa store, geniale Ideer, og at det kun var Mangel paa Tid, der foranledige en mindre heldig Behandling med Hensyn til Formen. Det er næppe heller saa aldeles rigtigt, at han skriver for at kunne leve; dertil arbeider han ikke flygtigt nok. Var dette Tilfældet, da maatte han jo hellere levere Artikler til Folkebladet, hvori dog, saavidt vides, Intet findes af Oehlenschläger — det vilde vistnok være lige saa hæderligt, og den store Digter værdigt, som at oversætte Texten til Meyer’s Universum, hvilket Arbeide han, som bekjendt, ikkun har paataget sig, fordi de varme Skildringer af Rhinegnene stemme med hans romantisk-poetiske Gemyt, og for tillige at have et Slags aandig Hvile efter vigtigere literaire Sysler.
Hvad Forf. (Pag. 5) siger om Wiedewelt turde ogsaa meer være begrundet i en sympathetisk Medfølelse, opvakt ved Oehlenschlägers skjønne Digt, end egentlig Erkjendelse af Mandens store Værd som Kunstner. Om Troskabens Figur paa Frihedsstøtten kan kaldes et “udødeligt Verk” og vidne om “Storhed,” maae vi overlade Kunstnere af Faget at bedømme.
Forresten ære vi Forfatterens inderlige Kjærlighed og Høiagtelse for den “fattige Oehlenschläger,” om vi end ikke ganske kunne gaae ind i hans Idee om et Hædersminde for ham i levende Live, eller ansee det Digteren værdigt, at modtage, en national Understøttelse i Form af aarlige Renter af et staaende Fond, ihvorvel vi ogsaa, ofte lønligt have næret det Ønske, at Bakkehuset var blevet et Asyl for ham i hans Alderdom, hvor en yngre Slægt ligeledes kunde henty, saa at dette skjønne Sted atter kunde blive “Yndighedens, Kjærlighedens og Tækkelighedens Bolig,” som en anden anonym Forfatter, der i faa Træk har skildret Rahbeks Liv, benævner Bakkehuset.
–––––––––