Kunstakademiets Høitidelighed.
den 31te Marts 1830.
–––––––––
Onsdagaften den 31te Marts 1830 holdtes paa Charlottenborg det Kongelige Kunst-Akademies sædvanlige aarlige Høitidelighed, i Anledning af sammes Stiftelsesdag. Foruden Akademiets høie Præses, Hs. Kongl. Høihed Prinds Christian Frederik, behagede det D. K. H. Prindserne Frederik Carl Christian og Frederik Ferdinand, der i forrige Aar naadigst modtoge Diplomer som Akademiets Æresmedlemmer, at hædre Høitideligheden ved Deres høie Nærværelse.
Efterat det naadigst havde behaget Akademiets høie Præses, og D. K. H. Prindserne Frederik Carl Christian og Frederik Ferdinand, i Akademiets Skoler at tage de der, forstørstedelen af sammes Medlemmer og Elever udstillede Kunstarbeider i naadigst Øiesyn, begave Høisamme sig, tilligemed Akademiets Æresmedlemmer og Medlemmer, ind i den i f. A. smagfuldt ombyggede og indrettede Figursal, der var oplyst med Glaslamper og tvende Festblus, som vare anbragte paa begge Sider af Nischen med Akademiets Stifter Kong Frederik den Femtes Buste, og hvor Forsamlingen dernæst tog Sæde.
Akademiets Secretair, Hr. Professor Thiele, oplæste nu den aarlige Beretning om hvad Mærkeligt, der ved Akademiet er virket og foretaget i Løbet af det sidst henrundne Aar.
Ligesom ved Akademiets sidste høitidelige Forsamling Taleren dvælede ved den for Fædrelandet frydelige Begivenhed, “at Kongens Faderglæde fandt Gjenlyd i alle danske Hjerter, at hans Haab gjentonede trindtom vore Kyster” – saaledes mindedes dennegang Danmarks anden Festdag, d. 1ste August 1829.
“Atter”, heed det i Beretningen, “har Danmarks Clio antegnet en Dag, festligen feiret over Danmarks fredelige Sletter, da det trofaste, danske Folk andengang delede sin Konges faderlige Glæde og nedbad Velsignelsen over den ædle Kongedatters, Hds. Kongl. Høiheds Prindsesse Carolines ægteskabelige Forening med den høie Ætling af Akademiets Stifter, Hs. Kongl. Høihed Prinds Frederik Ferdinand. Akademiet har i denne høie Anledning forenet sine Ønsker med det hele Folks og underdanigst nedlagt dets Følelser i denne festlige Anledning for den høie Fyrste, der naadigst har behaget at ville tælles som Æresmedlem af denne Stiftelse. – Vel skjulte sig brat den danske Glædesfæl bag en tung Bekymrings Skye; men vi takke nu Himlen, at Vaarsolen atter smiler, og snart vil fremkalde den gjenoplivede Glædes friske Blomster over Danmarks Enge.”
Ved at ihukomme “den høisalige Stifter og den kongelige Æt, under hvis naadige Varetægt Akademiet Aar for Aar er fredet og udviklet”, dvælede Taleren ved “Rækken af de Velgjerninger, hvorved Beskytteren, vor allernaadigste Konge, har givet dette Kunstens Træ Kraft og frodig Væxt under Nordens Himmelstrøg”, og frembar for Thronen Akademiets allerunderdanigste Taksigelse, “fordi Han vilde, at Danmarks kunstelskende og kunsterfarne Fyrste skulde indtage Høisædet, og ved sit klare Blik i Stiftelsens Anliggender, ved sin altid varme Kjærlighed til det Gode og Skjønne, ordne og veilede dette Samfunds Virksomhed;” for “Hans Majestæts milde Forsorg, i det Allerhøistsamme fornyede og styrkede Grunden ved den allernaadigste Fundatsfor; ” for Hs. Majestæts allernaadigste Anordninger og Bestemmelser til denns StiftelfesVel; for Hs. Majestæts allernaadigste Gaver til Akademiets Smykke og den gode Ordens Vedligeholdelse, og endelig for Allerhøistsammes allernaadigste Resol. af 2den Marts d. A., hvorved det senest har behaget Hs. Majestæt allernaadigst at bevilge Akademiet af Finantskassen 1600 Rbd. Sølv aarligen at anvendes til Reisestipendier og Reiseunderstøttelser.”
Taleren gik nu over til Undersøgelsen af det Spørgsmaal: “om ogsaa denne Stiftelse fyldestgjør Stifterens og Akademiets kongelige Beskytters Hensigt”, der, efter den allernaadigste Fundats er, først og fornemmeligen at danne Kunstnere, og endvidere at vaage over, at den gode Smag udbredes til de Værksteder, hvis Arbeider kunne ved Tegning vinde fremad til større Fuldkommenhed.
Dets Besvarelse maatte lyde glædeligt og tilfredsstillende. At Akademiet har dannet Mænd “der i Sandhed ere Kunstnere”, er ligesaa vist, som at Meget ogsaa allerede er gjort for at udbrede den gode Smag til Værkstederne. “Det vilde ikke være vanskeligt at nævne et Antal af Haandværkere, som ved Akademiets Veiledning ere fremgangne som udmærkede i deres Fag, – dog vil Akademiets nuværende Indflydelse paa Haandværksstanden først fuldeligen erfares, naar Spirerne af den nedlagde Sæd ere komne til Kraft og Modenhed.”
“Akademiet”, hedder det videre i Beretningen, “synes altsaa i dets nærværende Stilling roligen at kunne modtage det store Antal af unge Mennesker, der giver sig under dets Førelse og som her formeente at dannes til duelige og lykkelige Borgere. – Er det da altsaa “afgjort, at Underviisningen i Akademiet lægger en sikker Grund for at alle dets Elever kunne blive dygtige Medlemmer af Samfundet? – Dette Spørgsmaal kunne vi ikke besvare ubetinget! – Vi kunne kun sige: Akademiet aabner dem Alle Leilighed til at være duelige, forudsat, at Enhver af dem vælger sin Livsplan overensstemmende med sine naturlige Anlæg! – Det er altsaa paa Ynglingens eget Valg at det beroer, om han i disse Skoler skal lægge en Grund for sin Fremtids Lykke – og dette Valg – hvor farligt er det ikke for den uerfarne, den altid haabende Yngling? – Er han mærkeligen udrustet til at vorde Kunstner, da finder han – om det endog er først efter nogen Tids Vildfarelse, dog – ligesom uundgaaeligt – den Kunstens Bane, hvortil han er kaldet. – Er han bestemt til et Haandværk, hvortil han har Lyst og Anlæg, da ligger det ham endnu klarere , hvilken Deel af Akademiets Veiledning han har at benytte. – Hvor ligger da Anstødsstenen? – Vi have oftere nævnet det; men kunne aldrig gientage det for ofte: den ligger paa Grændsen imellem Kunsten og Haandværket!”
(Slutningen følger.)