Thorwaldsons Dom over den nordiske
Mythologie.
Da Thorwaldsen saae Abildgaards Esquisse, som forestiller den Mennesket af Steen fremslikkende Ko, sagde han: “Ypperlig er dette Menneskes Gestalt. Men det var en bedre Herkomst værd. O kolde Norden! som lader Dyrenes Herre fødes af Dyr, det mod Himmelen opreiste Menneske af den ludende Ko, den fornuftigste Skabning af Dumheden selv. Negter Syden mig Ophold, ei til Dig staaer min Hu, til Østen jeg stunder. Her Moses indførte Gud sigende: Lader os giøre et Menneske i vort Billede, efter vor Lignelse.” Saaledees gaaer Bildhuggeren til Værks, naar han vil frembringe noget, som svarer til det Ideal, der svæver ham for Øine. Gud er sit eget Ideal*). Hos Michelangelo i Adams Skabelse beundre vi, om ikke den høieste Fuldkommenhed, som ingen Dødelig opnaaer, saa dog Tankernes Styrke og høie Flugt.”
Til den skiønne Digtning om Prometheus holdt sig Alderdommens Kunstner, i at forestille Menneskets Skabelse. Prometheus befugtede den endnu af himmelske Partikler besvangrede Jord med Vand, og giorde Mennesket efter Gudernes Billede, saaledes at det alene hæver sit Blik op mod Himmelen, medens alle andre Dyr bøie deres Hoved til Jorden. Guderne selv altsaa kunde Phantasien ikke tillægge nogen høiere Dannelse end Menneskedannelsen, fordi intet mere gaaer over den høie oprejste Stilling, hvori saa at sige den hele Natur forynger sig, og først kommer til Beskuelse af sig selv. Thi Solens Straaler lyse, men Menneskets Øie seer. Tordenen ruller, og Havets Storme bruse, men Menneskets Tunge taler fornemmelige Toner. Morgenrøden straaler i sin Pragt, men Menneskets Ansigtstræk ere talende og betydende. Det synes som om, den hele umaalelige Natur først maatte vinde sig i disse bløde Omridse, for at fatte sig selv, og for igien at omfattes. For at afbilde den guddommelige Gestalt gaves der intet høiere, end Øie og Næse, og Pande og Øienbryn, end Kind og Mund og Hage, fordi vi kun om det, som lever og har denne Gestalt, kunne vide, at det har Forestillinger som vi, og at vi kunne vexle Tanker og Ord dermed. Prometheus forestilles derfor paa de gamle Kunstværker fuldkommen som en dannende Kunstner, med en Vase ved sine Fødder, og for ham en menneskelig Torso, som han har dannet af Leer, ligesom hiin, og hvis Fuldendelse han synes at have giort til det eneste Øiemærke for sin Tankekraft. Da det var lykket ham, at fremstille den guddommelige Gestalt igien uden for sig, brændte han af Begierlighed efter at fuldende sit Værk; og han steeg op til Solvognen, og antændte der den Fakkel, af hvis Lue han aandede sine Billeder den ætheriske Flamme i Brystet, og gav dem Varme og Liv. Saaledes er han afbildet paa andre Kunstværker, siddende med Faklen i Haanden, over hvilken svæver en Sommerfugl, som betegner den besiælende Aande, hvorved den døde Masse belives. Den dannende Kunstner er bleven til Skaber; hans Dannelser blive ham lige*).
Noget næmere, end ved den slikkende Ko, kommer den nordiske Mythologie Sandheden, naar den lader Guderne skabe Mennesket af et Stykke Træ, saaledes at den ene giver det Siæl og Liv, den anden Fornuft**) og Bevægelse, den tredie Hørelse, Syn, Sprog, og desuden Klæder og et Navn. Men jeg seer intet nordisk i Digtningen, Klæderne undtagen, da Materien til Skabelsen tilhører Hesiod, og Skabelsen selv er tagen af Hygins bekiendte Fabel om Prometheus. Det blev en svær Opgave for Maleren, at giøre noget af dette Eventyr, selv om den sagafaste Recensent stod hos, og tilskar ham Kiole, Vest og Buxer. Thi andet bringes neppe ud deraf, end et Draperie med de brillanteste Farver. Men dette hører snarere til en Farvers, end til en Malers Hverv. Thi der er Forskiel paa Coloreren og Colorit. Og det er ligesaa slet bevendt med de andre eddiske Fabler, som med denne. Samleren har saaledes plyndret den hellige Skrift og de Gamles mythologiske Digtninger, at Malerier af eddisk Indhold i Grunden ikke ere andet end christelige, romerske eg græske Værker med et nordisk Anstrøg, ligesom de mange til Hadrians Tid frembragte egyptiske Efterligninger i Grunden ikke vare andet end romerske og græske Værker med et egyptisk Anstrøg, som Fiorillo bemærker i sin Kunsthistorie, til fornøden Underretning for det høiberømte gothiske Forbund, og min sagafaste Recensent, der i sit Hjertes Eenfoldighed meente, at Frederik den Siettes Kunstnere ligesaavel kunne behandle islandske Fabler, som Hadrians Kunstnere have behandlet egyptiske Fabler. Man veed, at hine Kunstnere tænke anderledes, og, førende mig deres Erfaring og Indsigt til Nytte, forbeholder jeg mig, naar Hr. Udgiveren tillader det, i et af de følgende Numere at drøfte denne for Kunstner og Kunstelsker lige vigtige Sag.
Torkel Baden,
Professor og Kunstakademiets Secretair.