Canova og Thorwaldsen.
Den største Konstner er ikke altid den beskedneste; men Canova var dette. 1807 havde han fuldendt Modellen til Keiser Napoleons colossale Statue. Han førte Friderike Bruun ind i sit Værksted. Modellen var endnu ikke ganske tør. Som et Heelt betragtet forekom hende Statuen stort og smukt udført; alle Dele stode i fuldkomment Ligemaal. Dog, noget behagede hende ikke. Han mærkede det. “Men tael! sagde han, siig mig Alt hvad De tænker!” Armen, som bar Jordkloden, syntes hende urigtig i Musklerne. Dette yttrede hun. “Betragt den nu ret nøje”, sagde han, og lod Modellen bringe i en anden Retning. “Finder De det endnu”? spurgte han. Hun blev ved sin Paastand. Med de Ord: jeg skal tænke derover, brød han af. Men et Par Dage derefter kom han til hende. “De har havt Ret”, sagde han. “Jeg har forandret Armen.”
En Dag førte han hende ind i sit største Værksted. Hun yttrede sin varmeste Beundring ved Synet af hans Amor, Psyche og Hebe. Derimod blev hun kold ved de colossale Grupper af Herkules, Lichas, Theseus med Minotaurus. Han lagde naturligviis Mærke dertil. “Jeg seer nok, at De ikke ynder mine colossale Værker”, sagde han. Friderike Bruun bekjendte aabenhjertigen, at hine Figurer vare hende kjerere. Dette tog han aldeles ikke ilde op, hvor meget han end satte Værdie paa denne Gruppe. En anden Gang førte han hende til sit Yndlingsarbeide: den bodgjorende Magdalena. Hun havde allerede ofte seet samme, og saae den atter med taus Beundring. Han afbrød denne Taushed med de Ord: Nu, behager hun Dem ikke? “Det forekommer mig”, bemærkede Kjenderinden, “at De har malet her med Meisselen, som Raphael Mengs ofte med Penselen er blevet Billedhugger.” Han loe. “I Sandhed, De har maaskee Ret.”
Thorwaldsen havde 1803 fuldendet sin Billedstøtte Jason. Den gjorde almindelig Opsigt. Canova tilstod uden Misundelse: “dette den unge Danskes Værk er udført i en ny og stor Stiil.”
Ganske uformodet besøgte ham en Dag Friderike Bruun paa hans Værksted. Han arbeidede ivrigen paa een af sine bedste Statuer, Venus, og med fortrædeligt Aasyn kom han hende i Møde. Hun troede at have forstyrret ham og vilde gaae bort igjen. “O, det er ikke det, sagde han venligen, men allerede i fjorten Dage sveder jeg paa dette fordømte Knæ. Det havde været bedre, om jeg var blevet Maler’’ Hun smilede, og spurgte, om han ogsaa havde forsøgt sig deri? “Ja”, var hans Svar, “og i Morgen skal jeg vise Dem mine Malerier.” Dette fandt ogsaa Sted, og han fortalte hende, hvorledes han i sin Ungdom ofte havde brugt Penselen, men Mesterne i Konsten gjorde Treenighedens Hemmelighed deraf, og han stred omsider dertil uden al Anviisning. Hvad hun saae, var Alt henkastet alla prima men i Coloriten, selv i Kjødfarven, saa fortræffeligt, at han, hvis han var blevet derved, havde naaet Titians Farverigdom og Correggios Tryllerie. Iøvrigt holdt han saa meget af disse Ungdomsforsøg, som Interessen kun nogensinde tillader, at Mennesket holder af Arbeider fra sit Livs Vaar. 1808 havde Thorwaldsen modelleret sin Mars. Derpaa blev Adonis færdig. En Morgen traadte Canova ind i Værelset hos Friderike Bruun og afhentede hende til en Spadseretour til Villa Doria. Med eet standsede han. “Har De seet Deres Landsmands nyeste Arbeide”? Hun svarede ja. Livfuld udraabte han: “Den Statue er deilig og fuld af Udtryk. Deres Ven er i Sandhed et guddommeligt Menneske. Det er imidlertid Skade, at jeg ikke mere er ung”, tilføjede han nogle Øjeblikke derefter sørgmodigen. (Af Lit. Convers. Blatt.)
