Indenlandske Efterretninger.
Thorvaldsen er nu igjen midt iblandt os i den Kongestad, som han har at takke for sin første Dannelse. I den Hylding den danske Almeenhed med Rette bringer hans Genie, synes den at afbetale Noget af den Gjeld, den blev Wiedewelt skyldig. Alt for ofte har man seet Fortjenesten hos os miskjendt og Geniet døe i Fødslen, til at jo hver sand Fædrenelandsven ikke skulde glædes over en Almeenhylding, der vises en stor Konstner, hørte den end til Jubelfesternes Tak. Vel er det ikke i Danmark, Thorvaldsens Hæder naaede sin Høide; vel er det vi høre kun en Gjenklang af den Stemme, der allerede længe gjenlød paa Italiens og Teutoniens Slætter. Men ikke desto Mindre er det dog frydeligt, at fornemme her til Lands, endog kun Gjenlyden af den Hylding, Fremmede ydede den danske Fortjeneste. Jo sjeldnere Geniet kan komme frem i den fædrelandske Bund, desto kjerere maa den Blomst, der er undgaaet Nordens barske Vinterstorme, vare os. Men i det vi glæde os over dens Duft, må vi heller ikke glemme de lykkelige Omstændigheder, der bidroge til dens Fremkomst. Mindes bør vi, hvilken Deel Udlandet har i Thorvaldsens Uddannelse, thi uden Formue forlod han sit Fædreneland til Vands, og i Rom stod han, da hans fire Stipendieaar vare udløbne, i Begreb med, af Mangel paa Udkomme, at vende tilbage til Fødelandet. Først hans Jason tilkjæmpede ham Konstens gyldne Vlies, og den brave Hollænder Hope, bør vi takke for, at have gjort Europa opmærksomt paa, hvilken Konstner det i Thorvaldsen eiede. ‒ Hver Dansk er stolt af at kunne takke ham blandt sine Landsmand, og glad ved den Tanke, at det var et dansk Konstacademie, der gav ham den første Dannelse og lod ham reise, men endnu stoltere, endnu gladere vilde han vare, om Kjøbenhavn havde været Rom og Hope en dansk Kiøbmand.
