H.C. Andersen
Nysø
Holger Stampe-Charisius
Nysø
Sangen er ikke dateret, men er skrevet af H.C. Andersen til Holger Stampe-Charisius’ fødselsdag 27.8.1840, jf. Stampe, op. cit.
A song for Holger Stampe-Charisius on his 18th birthday, August 27 1840. There is also a drawing illustrating the dangers of falling in love and getting married.
Mel. Druen voxer paa vor KlodeI.
#
Vi en Sang maae Holger skjænke,
Siger man, og standser da,
Om saa ung en Mand da tænke:
Hvor skal vi faae Stoffet fra.
:/: Der er nok! Syng bare til,
Visen selv sig digte vil :/:
#
I har hørt ham føre Ordet,
Seet ham læse sin Latin,
Skuet ham ved Frokostbordet,
Seet ham drikke Thee og Viin.
:/: Og I frygte at ei han
Stof til Visen give kan! :/:
#
Har I seet vor Holger Stampe
Nøgen paa den sorte Hest?II
Ved det Syn man kan faa Krampe,
Hjertet giver det sin RestIII!
:/: Hvor man ham betragte vil,
Hvilket deiligt Muskelspil! :/:
#
Saae I ham paa Jagt derovre,
Der paa FeddetIV, naar han sang:
„Frage nicht warum ich traure,“V
Og han gik sin egen Gang.
:/: Fuglen selv med Vinger paa
Neie sig for Holger maae! :/:
#
Saae I ham i Dandsen trine,
Gjøre Flikflak, høie Spring,
Hver en Dame, Død og Pine!
Gik da Hjertet ud og ind.
:/: „Han vil blive,“ lød i Chor,
„God naar først han bliver stor.“ :/:
#
Har I seet Personen svømme?
Har I seet ham staae paa Tørt?
Det er nok vi kan berømme!
Søde Holger, vi er rørt!
:/: Gid du snart bag Rosens Tjørn
Staae med Viv og Maaske’ Børn!VI :/:
Med få forskelle er sangen gengivet i Christine Stampes erindringer (op. cit., p. 72-73), hvor Stampe beretter følgende:
“Til Holgers Fødselsdag d. 27de August var H.C. Andersen her; han havde digtet medfølgende Sang, der blev afsungen ved Bordet og gjorde Alle muntre. [Digtet gengives] Vi maatte synge Sangen 2 Gange, saa indtagen var Thorvaldsen af den. Holger var hans Favorit blandt de store Børn.”
Sangen skildrer på humoristisk vis den unge Holger – dels hans boglige kundskaber og dels hans fysiske fortrin og evne for dans, jagt, svømning og ridning. Thorvaldsen og H.C. Andersen har begge fundet motivet af Holger Stampe-Charisius nøgen på sin hest karakteriserende og i Thorvaldsens tilfælde interessant som kunstnerisk motiv. Thorvaldsen udførte samme år relieffet Henrik Stampe og to sønner Nysø39, der afbilder baron Henrik Stampe med sønnerne Holger og Henrik. I relieffet ses Holger siddende nøgen på sin hest, som det ligeledes skildres i 3. strofe af den her gengivne sang.
Sangen er nedfældet på papiret af en anden end forfatteren, men på bagsiden af sangarket har H.C. Andersen med blæk tegnet et rids af en galge med en hængt mand, der holder et hjerte i sin hånd.
Der findes en anden, håndskrevet version af sangen på Thorvaldsens Museum (inspektørens skrin, nr. 12). Den stammer fra familien Stampe på Nysø, og blev givet til museet, sandsynligvis i 1917, af Rigmor Stampe.
Denne version af sangen har H.C. Andersen også forsynet med en tegning. Denne forestiller et par i en kolbe: Manden er på knæ for kvinden og frier øjensynligt til hende. Om kolbens hals en mærkat med teksten “Gift”. Begge tegninger rummer samme budskab, nemlig at manden bør vare sig for at blive forelsket og gift – det bliver hans død.
Last updated 17.06.2016
Druen voxer paa vor Klode, en drikkevise digtet af Enevold de Falsen (1755-1808) til melodi af F.L.Æ. Kunzen (1761-1817).
Den oprindelige tekst lyder således:
Druen voxer paa vor Klode
og paa Ranken Glæden groer;
Vinen gjør os vel til mode,
skjøn er vores runde Jord.
Klinker, Brødre! Glædens Skaal!
Det er hele Jordens Maal.
Stundom vil man dog fornemme,
at der Sorg hos Glæden boer;
Druen spiller, og vi glemme
Sorgerne paa denne Jord.
Al dens Galskab, al dens Fjas
druknes i de fulde Glas.
Fader Evan Frihedshuen
paa sin Isse fæstet har,
frie Hænder presse Druen,
og dens Saft er dobbelt klar.
Klinker Brødre! synger Chor:
Frihed for den hele Jord!
Christine Stampe anfører i sine erindringer (op. cit., p. 349, note 32), at sangen blev sunget på en anden melodi, nemlig Peter Schütt i barndomsalder:
Peter Schütt i barndomsalder
tænkte alt på list og svig,
mangen bitter tåre falder
fra hans moders kinder ned.
Selv hans lærer kunne ej
føre ham på dydens vej.
Da han voksen nu var bleven,
skulle han i lære ud,
ikke han af flid blev dreven,
derfor snart han skejed ud.
Tømrerhåndværk lærte han,
drog derpå til fremmed land.
Længe sværmed han omkring,
levede i sus og brus,
lærte kende mange ting,
piger, spil og fulde krus;
efter lange vandrertid
kom han til forældre blid.
Ja, i deres stille kæde
leved han med dem så fro,
han forskønned deres glæde,
og de følte arnens ro.
Men, hvad skete? Midt i fred
fulgte dobbelt bitterhed.
Peter elskede en kvinde,
loved hende troskabspagt;
kort de kun tilsammen finde
kærlighedens tryllemagt.
Snart var glædens tid forbi,
Peters hjerte lukkes i.
Han en ung, uskyldig pige
lokker i sit fule net,
smigers ord foruden lige
fangede hans offer let;
thi hun gav sig i hans vold
for at drikke smertens skål.
“Vil du mig til ægte have,
må du løftet give mig,
at du dødens gift må lave,
da først er jeg lykkelig;
dø må først min egen viv;
du må korte hendes liv”.
Catharina først blev bange,
gysen blegned hendes kind;
men han vidste snart at fange
hendes uerfarne sind;
ængstelig hun vandred ud,
fulgte sin forførers bud.
For nu konen at besøge
triner hun i stuen ind;
ingen trusel kan forøge
stemmen i det indre sind.
Pigen føler ak og ve,
beder om en smule the.
Mens den arme kone henter
mælk til theen udenfor,
giften hun i koppen hælder,
som til konen rede står.
Snart hun føler smertens bråd,
straffen venter – sværdets od.
Dog, det er jo skæbnens veje,
underligt de føre os,
retfærds vægtskål lønnen veje,
tungt er lastens bitre kors.
Schütt og Catharina fandt
dommens død på et skafot.
Der de straffen monne lide
for det grumt begangne mord.
Der de ved hinandens side
for en fælles dommer står.
Skrækkeligt det var at se,
Herre, lad din vilje ske!
Når man vandrer tro herneden
og gør stedse ret og skel,
da vi nyde sjælefreden,
som os bringer fryd og held,
da vi føle smerten ej,
som ledsager lastens vej.
Christine Stampe beskrev i sine erindringer, op. cit., p. 73, hvordan Holger red nøgen på sin hest, og hvordan Thorvaldsen morede sig over motivet, som han i øvrigt brugte i relieffet Henrik Stampe og to sønner, Nysø39. Stampe skrev:
“Senere, da han [Thorvaldsen] gjorde Pendant til det første Familiestykke, tog han til Emne en Scene, der tidt morede ham, og hvor han ofte exprès spadserede hen ved Strandbredden under Hollænderskoven for at see Stampe og Sønnerne bade sig, de to Sidste meget ofte afklædte paa deres Heste, maneuvrerende, snart svømmende ved Siden af dem og blot holdende Samme i Manken og snart sittende eller staaende paa Samme efter Commando. Dette Syn fornøiede Thorvaldsen meget og især den lille kraftige musculeuse Holger paa sin Sorte.”
At “give” eller “få sin rest” betyder at “gøre det af med”, “blive dræbt”, “ødelagt” eller “opbrugt”, se betydning 3.2. af substantivet rest i Ordbog over det danske Sprog.
Meningen med verselinjen må da være, at hjertet gør det af med det, dvs. sig selv – altså at hjertet bliver dræbt, ødelagt, opbrugt ved synet af den nøgne Holger til hest.
“Feddet er den halvø, der lukker af mellem Præstø bugt og Præstø fjord. Den hører under Baroniet Gaunø.” Jf. Stampe, op. cit., p. 349, note 33.
Citat fra 2. vers af Friedrich Schillers digt Der Jüngling am Bache, 1803, der var sat i musik af den østrigske komponist Franz Schubert (1797-1828).
Digtet lyder i sin fulde længe således:
An der Quelle saß der Knabe,
Blumen wand er sich zum Kranz,
Und er sah sie fortgerissen,
Treiben in der Wellen Tanz.
Und so fliehen meine Tage,
Wie die Quelle, rastlos hin!
Und so bleichet meine Jugend,
Wie die Kränze schnell verblühn!
Fraget nicht, warum ich traure
In des Lebens Blüthezeit!
Alles freuet sich und hoffet, Wenn der Frühling sich erneut.
Aber diese tausend Stimmen
Der erwachenden Natur
Wecken in dem tiefen Busen
Mir den schweren Kummer nur.
Was soll mir die Freude frommen,
Die der schöne Lenz mir beut?
Eine nur ist’s, die ich suche,
Sie ist nah’ und ewig weit.
Sehnend breit’ ich meine Arme
Nach dem theuren Schattenbild,
Ach, ich kann es nicht erreichen,
Und das Herz bleibt ungestillt.
Komm herab, du schöne Holde,
Und verlaß dein stolzes Schloß!
Blumen, die der Lenz geboren,
Streu’ ich dir in deinen Schooß.
Horch, der Hain erschallt von Liedern,
Und die Quelle rieselt klar!
Raum ist in der kleinsten Hütte
Für ein glücklich liebend Paar.
“„Maaske-Børn” var ifølge Stampe, op. cit., p. 349, note 34, et dengang meget brugt citat af J.L. Heibergs vaudeville Et Eventyr i Rosenborg Have, 1827, tredje scene.