Giuseppe Mugnoz
Antagelig Rom
Bertel Thorvaldsen
Rom
Udskrift: All’ Illmo Sigr Sig Prone Colmo / Il Sigr Cavalier Thorvaldsen.
Brevet er udateret. Brevet knytter sig dog uden tvivl til Mugnoz’ brev til Accademia di S. Luca, dateret 14.8.1831, og til et, i forhold til nærværende brev formentligt efterfølgende, brev fra Mugnoz til Thorvaldsen, der omtaler påsken (antageligt året efter, dvs. 1832). Derfor kan det med alle disse forbehold forsigtigt dateres til tidligst 14.8., senest omkring 1.12.1831.
Mugnoz asks Thorvaldsen for financial assistance as he is ill and cannot support himself. In return, he promises that he will not importune him before Christmas.
Illmo Sigr. Cavaliere
Eroè del SecoloI[,] io ho tentato tutte le vie per guadagnarmi il sostentamento senza incommodare nessuno ma essendo ricaduto malato, e possibile che un Signore come lei, ed un uomo di tanta virtù e talento vorrà abbandonarmi, lo prego adunque per carità mandarmi qualchè piccolo soccorso, e lo assicuro che sino a Natale non lincommoderò mai più e pregherò sempre L’Ente supremo acciò gli conceda tutto cio che desidera, e domandandogli mille perdoni passo a dichiararmi il suo
Umo Sere.
Giuseppe Mugnoz
[Med en anden hånd, efter al sandsynlighed Thorvaldsens, er på brevets udskriftsside tilføjet:]
vicolo di SomosfarelliII[?] 15
Brevet indgår i en række af lignende breve fra Mugnoz til Thorvaldsen og er antageligt det første i rækken pga. den højstemte og formelle tiltaleform. Thorvaldsen har tilsyneladende støttet ham økonomisk, efter at han var blevet nægtet støtte fra Accademia di S. Luca, jf. brev af senest 14.8.1831 fra Mugnoz til det romerske kunstakademi.
Brevets højstemte, indledende hilsen, Eroè del Secolo / Århundredets helt, er selvfølgelig først og fremmest smigrende ment, men den er samtidig så speciel, at den må være valgt med omhu. Formuleringen var tidligere blevet brugt håbefuldt om både Napoleon 1. og siden om sammes besejrer, hertugen af Wellington, Arthur Wellesley (1769-1852), jf. f.eks. Gaetano Rossis digt Il Bonaparte, o sia l’Eroe del secolo, Paris år 9 [dvs. 1801], og Clemente Bondis sonet i Giornale di Venezia, 8.8.1815, nr. 219, p. 4. I begge tilfælde var betegnelsen knyttet til håbefulde ønsker om bedre, mere demokratiske tider for mennesket.
I forhold til Thorvaldsen rummer tiltalen da også vigtige pointer: Thorvaldsen blev som billedhugger anset som genføder af antikkens kunst og idealer (jf. emneordet Thorvaldsen som Fidias eller Praxiteles), dvs. han kunne med rette anses som århundredets helt i den forstand, at han havde hentet antikkens kunst og begreber tilbage til sin samtid; Jason med det gyldne skind, A822, blev hans gennembrudsværk i den sammenhæng.
Tiden efter Napoleon 1.s magtovertagelse og fald 1815 kaldte imidlertid også politisk på nye helte i form af frie, lige og oplyste samfundsborgere. Komponisten “Beethoven kradsede [...] rasende tilegnelsen af Eroica symfonien til Napoleon ud i partituret og dedicerede i stedet symfonien bredt til »det nye menneske«”, skriver f.eks. Stig Miss i artiklen Tilblivelsen af Jason med det gyldne skind – de samtidige kilder.
Thorvaldsen blev netop et billede på et sådant menneske, en fri og oplyst helt af det nye århundrede: født af folket, steget op blandt de mægtigste, rigeste og mest fornemme, men stadig beskeden, gavmild og ikke mindst fri- og lighedsorienteret (se evt. hertil f.eks. Thorvaldsens beskedenhed, Karakteristikker af Thorvaldsens person, Lighedsidealer og Frihedsidealer).
Thorvaldsens kunst, hans livshistorie og væremåde blev kort sagt opfattet som en syntese af antikkens genfødte idealer og samtidens efterspørgsel på frie forfatninger. Alt dette opsummeres i Mugnoz´ tiltale Århundredets helt!
Last updated 29.03.2017
Om denne tiltaleform se den generelle kommentar.
Adressen er svært aflæselig, og kombineret med Thorvaldsens stavebesvær er det p.t. ikke muligt at komme stedet nærmere. Læs evt. referenceartiklen om Thorvaldsens tale- og skriftsprog.