C.D. Fritzsch
København
Bertel Thorvaldsen
Rom
Ingen udskrift.
Dateringen fremgår af brevet.
Fritzsch is happy that Thorvaldsen has arrived in Rome. He himself plans to leave soon on a grant for three years, probably via Paris to Rome. He sends greetings from several of Thorvaldsen’s friends in Copenhagen.
Kopenhagen d 13 Juli 1797
Lieber junge es freut mich das du Gesund und wohl in Rom angekomenI, du hast ja wohl manche bekandschaft, mit Künzler gemacht, nicht wahr Rom ist daß für dich was?, was, für den Liebenden eine Anmuhtige Schöne ist. es währe besser wen die Antiken nicht fort geführtII. HerkulesIII größe wirkt auf allenfall sehr wohltätig auf den jungen Künzler, und immer werden noch sachen grund da seyn die unsere ganze aufmercksamkeit, erfordern. nun werde ich dich den auch bald näher kommen, es ist so gut wie abgemachtIV es wird auf 3 Jahre und ongefehr 400 C. Jährlich, aber denk wie kurz die Zeit, da ich mich auf allen fall u. auf Olfarben mich legen werde, so glaube [ich] beinahen das Paris wohl für Erste der beste Aufenthalt seyn wird. unser freund ValeV lebt recht gut da – er hat kürzlich an LorensenVI geschrieben und ist sehr zufrieden. ich schwanken schwichen gefühle ganz eigner Art umher. den ich Seehne mich sehr dich wieder umarmen zu können.
Eine DameVII die sich auserst für mich intresirt verdanke ich dies endliche Ziel meine wärmste wünsche. auf ewig steht sie und P.VIII wie große her vor ragende Geister, in meiner lebengeschichte mund lich werde ich dich auf einige unnseren Künzler aufmerksam machen, die sehr Edel sich meiner sachen angenommen, lange werth verehrte ich Sie als Künzler, aber jetz als zugeich zugleich als menschen freunde – als gute menschen – es wird wohl das lezte Schreiben von hir seyn, du erhälst aber, so bald ich abgehe aus Hamburg oder K[i]el ein Brief. LangeIX MeyerX GroschXI LadeXII Madame L.XIII WeinckXIV ProstinXV OlstropXVI lassen dich grüßen. FeriniXVII u Madame wünschen einige zeilen von dich zu lessen. unser HenricsenXVIII ist auf lande – ich habe gelitten meine Munterkeit hat ein stoß erhalten den die reißen, f[r]eilich uns verlöschen kan – leb wohl lieber Tohrwalsen bley[b] mein freund wie ich der deinige
C D Fritzsch
Unser BernstorfXIX ist nich[t] mehr im reiche der lebendigen. er wurde gester[n] heute beygeßezts ohn allen Prunck.
Last updated 28.10.2015
Thorvaldsen ankom til Rom 8.3.1797, se Thorvaldsen-kronologien. Det vides ikke, på hvilken måde Fritzsch var blevet informeret om Thorvaldsens ankomst til Rom. Fritzsch’ ord i brevet synes at antyde, at billedhuggeren havde skrevet et brev til sin ven, men hvis det var tilfældet, kendes et sådant brev ikke.
Fritzsch hentyder til franskmændenes bortførelse af antikke statuer fra Rom til Paris.
Ved freden i Tolentino 19.2.1797 måtte paven foruden betydelige landafståelser og store pengeydelser udlevere hundreder af de berømteste kunstværker og værdifulde håndskrifter til franskmændene. Størstedelen blev tilbageleveret efter Wienerkongressen 1815.
De antikke skulpturer, der blev sendt til Paris, er optaget i Les monumens antiiques du Musée Napoléon, dessinés et graves par Thomas Piroli, avec une explication par J.G. Schweighaueser, publiés par F. et P. Piranesi, Frères, vol. I-IV, Paris 1804-06 (eksemplar i Thorvaldsens Bibliotek, M140).
Det er ikke klart hvilken Herkules-statue, Fritzsch hentyder til, men da han omtaler statuens “grösse”, er der formodentlig tale om Belvederetorsoen, der tidligere gik for at være et fragment af en Herkules-figur. Torsoen er eksempelvis omtalt som “Hercule, dit le torse” i Les monumens antiiques du Musée Napoléon, vol. II, Paris 1804-06, tavle 37, tekst p. 80-81. (eksemplar i Thorvaldsens Bibliotek, M140).
Fritzsch kunne dog også have tænkt på en anden klassisk Herkules-figur, nemlig Herkules og Telephos. Telephos var Herkules’ søn med Athena-præstinden Auge i Tegea. Se Il Museo Pio-Clementino, descritto da Giambattista e Ennio Qvirino Visconti T. I-VI, Roma 1782-96, vol. II, tavle IX (eksemplar i Thorvaldsens Bibliotek, M134); og Les monumens antiiques du Musée Napoléon, vol. II, Paris 1804-06, tavle 34, tekst p. 75-76. (eksemplar i Thorvaldsens Bibliotek, M140).
Fritzsch hentyder til et rejsestipendium, som ville have givet ham mulighed for at rejse i tre år, som han skriver. Men han modtog sandsynligvis aldrig stipendiet og rejsen blev derfor aldrig til noget.
To år senere var han nemlig stadig i København. Den 20.5.1799 skriver Gotskalk Thorvaldsen til Thorvaldsen fra København, at Fritzsch “gaar i nu [endnu] og giør Blest af sin Reise og lige vitt komer han[,] nu heder det at der skal blive naaget af i Somer men det bliver vist det same.” Situationen var den samme i brev af 4.10.1801 fra Gotskalk Thorvaldsen: “Hr. Fritz er her”; og endnu 11.3.1803 skriver Jørgen West til Thorvaldsen fra København, at Fritzsch “har Haab om i denne Sommer at komme til at Reyse”. Han havde i foråret 1803 indgivet en ansøgning til Fonden ad usus publicos om understøttelse til rejsen. Fonden var først positivt indstillet, men siden blev ansøgningen af uvisse årsager henlagt. En fornyet ansøgning fra 5.5.1804 blev heller ikke imødekommet, jf. Rigsarkivet (ed.): Fonden ad usus publicos. Aktmæssige Bidrag til Belysning af dens Virksomhed, bind 2, København 1902, p. 433.
Weilbachs kunstnerleksikon skriver fejlagtigt under rubrikken rejser, at “den planlagte udlandsrejse fandt måske sted 1803”.
Der er ingen efterretning om, at Fritzsch skulle have mødt Thorvaldsen i Rom.
Uidentificeret, skal muligvis læses Vabe, og skal endog muligvis forstås Fale/Fabe, da Fritzsch i senere i samme brev har udstreget et Ve i begyndelsen af guldsmeden Ferrinis navn. Ingen af læsninger giver dog resultat.
Der er tale om en person i Paris, antagelig en dansk(?) kunstner(?), eftersom Fritzsch nævner vedkommende i forbindelse med sine egne rejseplaner som stipendiat i udlandet, og eftersom vedkommende øjensynlig har skrevet til maleren C.A. Lorentzen.
Der synes ikke at være tale om hverken Arnold Wallick eller Johan Georg Wahl, da de begge var for unge i 1797.
Sandsynligvis maleren C.A. Lorentzen.
Den pågældende dame kendes ikke. Hun har tydeligvis hjulpet Fritzsch på en eller måde i forbindelse med hans rejseplaner.
Der kunne måske være tale om den kunstinteresserede mæcen grevinde Schimmelmann?
P har ikke kunnet identificeres.
Uidentificeret. Der kunne muligvis være tale om maleren og tegneren Søren L. Lange, som antagelig er den Lange, der optræder i Kiøbenhavns Veiviser 1797 som en “Tegner og Blomstermaler” Lange i St. Grønnegade 228.
Sandsynligvis maleren Elias Meyer.
Maleren Heinrich Grosch.
Kobberstikkeren G.L. Lahde.
Er skrevet oven over linjen som et indskud, så der er antagelig tale om G.L. Lahdes hustru Anna Charlotta Diederica Eleonora, f. Werner (1777-1803). Fritzsch må have læst sit brev igennem og være kommet i tanker om også at skulle hilse fra Madame Lahde og har derfor sat hendes navn ind efter mandens. Ægteparret var blevet gift året før, lige før Thorvaldsens afrejse.
Uidentificeret. Trods Fritzsch’ ret så liberale måde at stave navne på, er en sandsynlig mulighed den malermester, der skulle have ejet tegningen Thorvaldsen med sine venner, C757, der tilskrives billedhuggeren. Tegningen viser et muntert selskab i Thorvaldsens stue og bærer følgende påskrift: “Denne Tegning der skal have tilhørt forlængst afdøde Malermester Weincke, forestiller Thorvaldsen med sine Wenner, Blomstermaler Frisch, West og Maler Probsthain. Thorvaldsen i Midten under hans Amor”. Som det ses knytter tegningen Weincke, Fritzsch og Thorvaldsen sammen.
I Kiøbenhavns Veiviser 1797 optræder en maler Weinike i Peder Hvidtfeldstræde 134; og i Dansk demografisk database optræder 1801 en 42-årig malermester Jochum Jacob Weincke i Snarens Kvarter i København, se folketællingen over København 1801.
Det synes at være denne person, Fritzsch hilser fra.
En mere fjerntliggende mulighed er litteraten Niels Henrich Weinwich, der udgav skrifter om kunst, men en forbindelse til Thorvaldsens kreds af venner har ikke kunnet fastslås.
Sandsynligvis maleren Carl Probsthayn.
Guldsmeden Jens Ulstrup.
Guldsmeden Ferrini.
Maleren Mathias Henrichsen.
Udenrigsministeren A.P. Bernstorff døde den 21.6.1797. Han er begravet i Dreilützow ved sit gods i Mecklenburg sydøst for Lübeck. Selvom Fritzsch kalder bisættelsen for prunkløs, blev Bernstorffs kiste fulgt af et stort ligtog gennem København, se Jørgen Hornemann: Danmarks statsmand. A.P. Bernstorff og hans samtid, København 2001, p. 561-562.
Fritzsch virker i øvrigt lidt usikker i sin tidsangivelse af begivenheden. Hans brev er skrevet godt tre uger efter Bernstorffs død og han har først skrevet, at bisættelsen fandt sted “gestern”, men rettet det til “heute”.