Heinrich Steffens
Berlin
Christine Stampe
Nysø
Dateringen fremgår af dokumentet.
The commentary to this document is not available at the moment.
Berlin, den 12te Febr. 1841.
Kiæreste Veninde!
De har Ret til at dadle mig. Deres venskabelige Brev havde fortient strax at blive besvaret og jeg bebreider mig selv saalænge at have opsat at skrive Dem til. Men at leve [i] en Hovedstad, medens alt om os forandrer sig, er ingen let Sag. – Begeistringen ved Kongens høytidelige Indvielse, Festlighederne, som jagede hverandre, varede næsten et par Maaneder, trak ogsaa min Familie ind i den voldsomme Strøm, og vi levede her i en bestandig Adspredelse, omtrent som i Kiøbenhavn. Da vi nu havde levet fem fulde Maaneder i saadan Adspredelse, kom nu, lidt efter lidt den Tid, som fordrede Arbeide, jeg maatte forbinde de Traade, som saalænge vare sønderrevne, og dette møysommelige Arbeide beskæftiger mig endnu, fra Morgen til ud paa Natten. – Dette til min Undskyldning. Vi leve her, fra nu af, som sædvanlig, en Dag gaaer bort efter den anden – i Livets sædvanlige Sysler. Medens Sygdomme paa en betænkelig Maade herske rundt omkring os, ere vi, Gud skee Lov, hidtil sunde og friske. – En Ting er os fatal. KongenI er den samme, som med Begeistring blev modtaget, da han besteg Thronen. Men nu kommer den Tid, som jeg ventede. – Enhver ønsker Sit, og Kongen kan ikke opfylde alle Ønsker. En vil Solskin, en anden Regen, en stille Veyer og en anden Storm, og da modsatte Ønsker ikke kan opfyldes, saa skiælde Alle. “Wie ist man mit mir zufrieden in ihre[r] Provinz?” spurgte Kongen en Embedsmand fra Landet. Han vovede ikke at svare, og Kongen mærkede hans Forlegenhed. “Ich will es Ihnen sagen,” svarede Kongen, “die Huldigung war der Rauss, jezt folgt der Katzenjammer nach.” Mod mig viser Kongen sig, som før sin Thronbestigelse, meget naadig. Ved Hyldingen blev jeg Geheime-Regierungsrath, – og saaledes maae De altsaa nævne mig, kiæreste, kiæreste Veninde; det var dog et Naadestegn, og jeg erkiender det som et saadant; men betydeligere ere de Tegn af Tiltroe, som han har viist mig.
I min Familie har fundet en betydelige Tilfælde sted. Min Datter er forlovet med en Professor HuschkeII i Breslau. Det er en gammel Tilbøyelighed, som opstod hos min Datter, da H. for 10 Aar siden viiste sig modig og bestemt i en Sag, som betraf hans helligste Overbeviisning. Denne Tilbøyelighed var wexelsidig. Venner troede at mærke den; mig var den ubekiendt. Den blev i denne lange Tid fra begge Sider stum; thi H. maatte efter sin Overbeviisning ofre sin heele Indtægt til Andre. Da de hindrende Omstændigheder ved Kongens Thronbestigelse forsvandt, yttrede han sig, ved et Besøg. Min Datter kunde ikke afslaa han[s] Tilbud; men hun kiæmpede længe med sig selv og forlovede sig blot med den Betingelse, at hun ikke vilde forlade sine Forældre. Hun er ikke ung meere, og Sagen seer altsaa meget vidtløftig ud. –
Og nu Hovedsagen. Hvorledes lever De, kiære Veninde, og Baronen? Deres Beskrivelse af det kongelige BesøgIII har interesseret os meget, og vi levede med Dem i det skiønne, herlige, giæstfrie Nysøe, erindrede os de skiønne, uforglemmelige DageIV. Hvorledes gaaer det Thorvaldsen? Arbeider han flittig? Er han sund? Vil han virklig i Foraaret reise til Italien? Kommer han over Berlin? Og kunne vi nære det skiønne Haab at see ham og Nysøe’s Indvaanere her? Disse Spørgsmaal ere os her saare vigtige, og jeg venter med inderlig Uroelighed Deres Svar; thi af Deres Brev er det mig ikke klart, om De og Thorvaldsen komme over Berlin. Og det vilde være mig saare smerteligt, om jeg skulde opgive det Haab, at see Dem alle her. Aldrig glemmer jeg de Dage, jeg oplevede med Dem og ham, de høre til de riigeste i mit Liv. – Han har, frygter jeg, megen Ærgrelse i Kiøbenhavn. – Med Museets Bygning seer det jo meget vidtløftig ud. Jeg ærgrer mig og begriber neppe, hvorledes denne Sag skal ende. Danemark fortiener neppe at hædres ved en Mand som Thorwaldsen. Jeg beder Dem at hilse ham hiertelig fra os alle.
Jeg læser »Dagen« her og finder, ved de nye Valg Schouw’sV Navn ingensteds nævnt. Han har altsaa, maa jeg formode, trukket sig tilbage. For Videnskaben er det rigtig nok en Gevinst; dog vilde det være meget at beklage. Jeg beder Dem at hilse ham.
Min Kone og Datter hilse venligt og gientager den meest levende Tak for de Dage, de levede i Deres Huus og nød Deres Giæstfrihed. Jeg beder Dem ret hierteligt at hilse Baronen og Deres Familie og saa Frøken WolfVI. – Har man hørt noget fra BrasilienVII?
Deres troefaste
Steffens.
Dette brev er skrevet af fra L. Schrøder, op. cit.
Last updated 29.09.2017
Den preussiske konge Friedrich Wilhelm 4..
[Schrøders, op. cit., note i den trykte tekst:]
Edouard Huschke blev, i en Alder af 29 Aar, 1827 forflyttet som juridisk Professor fra Rostock til Breslau. Præsten Johan Gottfred Scheibel i Breslau, Grundtvigs Jævnaldrende, der med stor Kraft havde modsat sig Kirkeunionen imellem Lutheranere og Reformerte og derfor var bleven Fører for Gammellutheranerne i Schlesien, saa i Breslau et nyt “Efesos”, der i Huschke havde faaet sin “lovkyndige Zenas” (Tit. 3,13). Sammenlign Fr. Nielsens Oplysninger om Gammel-Lutheranerne i Preussen i Bogen Statskirke og Frikirke fra 1883.
Dvs. Christian 8.s og Caroline Amalies besøg på Nysø 3.10.1840.
Dvs. familien Steffens’ besøg på Nysø 13.7. – 16.7.1840.
Dvs. den danske botaniker og politiker J.F. Schouw.
Dvs. Henriette Wulff.
[Schrøders, op. cit., note i den trykte tekst:]
P. V. Lund (1801-1880) berejste 1825-29 Brasilien, der fra 1832 blev hans egentlige Hjem. Det er rimeligt, at det er denne dygtige Zoolog med det svage Helbred, om hvem Stephens ønsker at faa Besked.