H.P. Holst
København
Bertel Thorvaldsen
København
Dateringen fremgår af dokumentet.
Song for Thorvaldsen and his museum on the occasion of the sculptor’s first visit to the building.
Til Thorvaldsen
ved hans første Indtrædelse i Museet.
Den 25de Octbr. 1842.
— — — —
Kjøbenhavn.
Trykt i Bianco Lunos Bogtrykkeri.
— — — —
Mellem disse Mure, som skal gjemme
Dine underfulde VærkerI trygt,
Byder Sangen Dig velkommen hjemmeII
I det Tempel, Folket Dig har bygtIII.
TommeIV staae endnu de store Haller —
Lad da Sangen med sin stærke Magt
Smukt dem vie indV, nu Tiden kalder,
Til et Værn om hvad Du har fuldbragt.
Har I hørt det, stærke Tempelsider!
Har Du hørt det, høie Søilehal!
At med Troskab gjennem alle Tider
Om en Kunstners Arv I frede skal!
Ei hans Arvelod fra Fader, ModerVI —
Nei, men den, han fik fra Himlens Blaae!
Ei hans Arvelod af Jordens Goder —
Nei, men den, der aldrig kan forgaae!
Veed I og, at mens I kjærligt frede
Om hvad Kunsten deiligst har frembragt,
Er en GuddomVII mellem Jer tilstede
Med sin stærke, underfulde Magt:
Thi et evigt Guddomspræg der luer
Paa hvert Værk, GenietVIII har fuldbragt —
Hvælver derfor trøstigtIX Jer, I Buer!
Høie Piller! holder trøstigt Vagt!
Dette Sted vil Tusinder betræde
Med et bøiet, sorgbetynget Sind —
Lad dem komme alle de, som græde,
Aabner Jer, I Porte! luk dem ind!
De skal see, at Kunsten kan husvale
Jordens Smerter med en himmelsk Trøst!
De skal see, at Marmor og kan tale
Med en Guddoms naaderige Røst!
Derfor hørerX det, I stærke Sider!
Derfor hør det, høie Tempelhal!
At med Troskab gjennem alle Tider
Om en Kunstners Arv I frede skal!
HvælverXI Eder dristigt, stærke Buer!
Høie Piller, holder trolig Vagt:
Hvad der luttret er i Aandens Luer,
Staaer alt her med Evighed i Pagt.
H. P. Holst.
Dette er en trykt sang, som blev sunget af Studentersangforeningens kor 25.10.1842 i anledning af Thorvaldsens første besøg på Thorvaldsens Museum. Han var dagen i forvejen lige kommet hjem fra sin 1½-årige rejse til Rom.
Modtagelsen på museet blev arrangeret som en højtidelighed. Thorvaldsen ankom kl. 12 til museet og blev i forhallen mødt af Bygningskommissionen for det Thorvaldsenske Museum, Comitteen for Oprettelsen af Thorvaldsens Museum, kommunalbestyrelsen for Københavns kommune, bygningens håndværkere m.m. Museets indre gård var smykket med guirlander og før ovenstående sang holdt kommunalbestyrelsens overpræsident A.C. Kierulff en tale. Sangen blev sunget i den sal, hvor senere Kristus, jf. A82, og de 12 apostle blev opstillet. Sangen var skrevet på melodien til det svenske digt Längtan till landet, også kendt som Vintern rasat, komponeret 1839 af den svenske musiker Otto Lindblad (1809-1864).
Begivenheden blev omtalt samme dag i avisen Dagen.
Museet havde siden 18.12.1841 været under tag, og den store forhals hvælving var blevet færdig 7.10.1842. På tidspunktet, da denne sang blev sunget, manglende endnu den indre udsmykning og installeringen af Thorvaldsens værker.
Last updated 25.01.2016
Ved at kalde Thorvaldsens værker underfulde, anslår Holst allerede her digtets hovedtema: Museet og dets indhold har guddommelig karakter – de er som undere. Museet bliver dermed en kirke, eller et “Tempel”, som det siges bl.a. et par linjer længere nede.
Thorvaldsen var dagen før ankommet til København med dampskib fra Kiel, efter ca. 1½ års fravær fra Danmark.
Thorvaldsens Museum blev oprettet bl.a. på grundlag af en landsindsamling. At “Folket” havde bygget det, var altså ikke kun en poetisk metafor.
Se emneordet Landsindsamlingen til Thorvaldsens Museum.
På det tidspunkt, da denne sang blev sunget, manglende endnu museets indre udsmykning og installeringen af Thorvaldsens værker.
Hvælvingen over forhallen var eksempelvis lige blevet færdig 7.10.1842.
Holst får med disse ord understreget sangens formål: Den skal forstås som en indvielsen af bygningen. Ved den faktiske afsyngelse af sangen bliver bygningen indviet til museum for Thorvaldsens værker.
Derfor henvender digtet sig i de følgende strofer direkte til bygningen.
Dvs. Gotskalk og Karen Thorvaldsen.
Holst kalder altså ganske ublu Thorvaldsen for en “guddom”.
Til forsvar for denne overdrevne kunstnerdyrkelse kan det anføres, at Holst også kunne hentyde til, at sangen blev afsunget i det rum i museet, hvor Thorvaldsens Kristus, jf. A82, senere blev opstillet.
Men det gør naturligvis ikke afgudsdyrkelsen mindre: Thorvaldsen er ikke bare et “Geni” og en “Guddom”, men også en slags Kristus.
Dvs. Thorvaldsen, jf. kommentaren ovenfor.
Dvs. uden frygt eller betænkelighed, se Ordbog over det danske Sprog.
De første fire linjer i denne strofe parafraserer de første fire linjer i 2. strofe ovenfor.
De to følgende linjer parafraserer de to sidste linjer i 3. strofe.