Kjøbenhavn den 28de. August 1820.
Jo mere De, kjæreste Thorvaldsen, ved Deres her værende Ophold, forvißer mig om det oprigtigste Venskab, jo mere Trang føler jeg til at henvende mig til Dem med den trofaste Tillid, som man kun har til den prøvede Ven. De nævnte ved vores sidste Samtale at have 10,000 Specier staaende hos en Banquier i Rom og at denne Mand havde nyttet Deres Fraværelse for at lade Dem vide, at han nu ikke længere behøvede denne Deres Kapital. Var det muligt, gode Thorvaldsen, at De paa flere Aar kunde overlade mig denne Summa, saa turde jeg haabe, at mine Eiendomme, som jeg efter bedste Evne har gjort frugtbringende, ville sætte mig istand til efterhaanden at kunne afdrage min Gjeld som en redelig Mand. Det er efter mit Begreb aldeles umuligt, at de sidste Aars trykkende Byrder kan vedblive og naar da enten heldigere Tidsomstændigheder eller gavnlige Foranstaltninger hæve Eiendommen til en større Værd, saa tør jeg jo haabe, at jeg, uden nogen overdreven Forventning, enten ved det fordeelagtigere Salg af mine Eiendomme, eller ved mine forøgede Indtægter kunde afbetale min Gjeld. Uden at være ubeskeden turde jeg jo ogsaa nære det Haab, at vor gode Konge kunde sætte mig i en heldigere Stilling, ved at forunde mig et Embede med større Indtægter, hvorved jeg da saa meget lettere kunde vinde Midler til min Gjelds tidligere Afdrag. Jeg føler tilvisse Vægten af min Anmodning og at jeg ikkun med Tillid i en saadan Anledning turde henvende mig til Dem; men maatte det lykkes, at De kunde opfylde mit Ønske, saa haaber jeg ogsaa at kunne forvisse Dem om, at jeg vist med sand Taknemmelighed vilde søge at fortjene Deres Venskab. Vilde De endnu tilføie den venskabelige Omsorg for mig blot med faa Ord at lade mig vide, om De kunde opfylde mit Ønske eller ei, saa vilde jeg være Dem meget forbunden. Under alle Omstændigheder beder jeg, at denne Sag aldeles maatte blive mellem os og saafremt De kunde laane mig denne Summa, saa vilde De blot udbetale den til Prinds Christian og bede ham sende mig en Anviisning paa at hæve disse Penge af hans Deputat. Til Prindsen kunde De jo blot anføre, at De havde aftalt med mig, paa hvilken Maade De vilde deponere disse Penge her. Endskjønt der jo kan gives flere Aarsager, hvorfor De ikke kan overlade mig disse Penge, saa beder jeg Dem dog indstændig, at min Anmodning i ingen Henseende maae svække det Venskab, som De hidindtil har viist mig.
Hidindtil er Alt uforandret her; Hertugen reiser paa Tirsdag til Gisselfeld og skal ventelig formæles den 22de. September. Med sidste Post har jeg havt de bedste Efterretninger om Prinds Christians og hans Gemalindes Velgaaende og Begge glæde Sig til Deres forventende Ankomst.
De lever her, kjæreste Thorvaldsen, i venligste Erindring og foruden Hertugen og flere, som hilse Dem meget, har ogsaa Baronesse Pechlin paalagt mig en meget venlig Hilsen til Dem. Saafremt Urolighederne skulle udbrede sig til Rom og De ikke skulde ansee Deres Penge sikre der, saa send dem til Etatsraad Holten, som vist med sand Fornøielse vil sørge for deres Sikkerhed. Kan jeg i nogen Henseende besørge Noget for Dem, saa behøver jeg vel ikke at forsikre Dem, med hvilken inderlig Glæde jeg paatager mig ethvert Anliggende for Dem.
Lad min uindskrænkede Tillid til Dem undskylde dette Brevs Indhold og bevar mig i ligesaa venskabelig Erindring, som jeg stedse vil mindes Dem og Deres sjeldne Værd.
Deres
uforanderlig hengivne Ven
V Harbou.