Svendborg, den 11te. Julii 1820.
Aldrig, gode Thorvaldsen, har jeg tilforn tilskrevet Dig en eneste Linie; det kommer deraf, at jeg fuldt vel erindrede, Du var ingen Elsker af Skriveri: jeg kunde altsaa intet Svar vente; og saaledes var det blevet Brevskrivning, men ikke Brevvexling. Med Aarene, og efterhaanden, som jeg er kommen ret ind i denne prosaiske Verden, har ogsaa min Lyst til Brevskrivning aftaget; og jeg forsømmer nu Flere, som stundom hædre eller glæde mig med Breve. Nogle faa Riim har jeg, som Du veed, skrevet i Din Stambog; en Afskedssang, som nogle faa Veninder og Venner, ved et tarveligt Aftensmaaltid paa Skydebanen, qvædede for Dig i Sommeren 1795, mere, som Du ligeledes veed, fra min Pen, eller rettere, fra mit Hjerte. Hvor denne Sang er, veed jeg ikke; om den nogetsteds er trykt, mindes jeg ikke. Men hertil beløbe sig ogsaa alle de Bogstaver, der ere undslupne min Pen til Dig. Du kan vel med Taalmodighed læse nogle Linier fra en 30-aarig Ven, især da de rimeligviis ere de sidste, Du seer fra ham.
Kjære, gode Thorvaldsen! Gjenkomsten til Dit Fædreneland, det Du nu snart forlader, har opildnet Manges Følelser for Dit sjeldne Værd, som Kunstner. Disse Følelser have udtalt sig paa mangehaande Maader: i Poesie, i Musik, i Fester, i Maaltider, og i Overløb i Dit Atelier. Mange, som kjendte Dig fordum, vare stolte af Dig, som Landsmand; Mange, som lærte, at kjende Dig, vare forfængelige af den Lykke, at see og tale med en Mand, som Europa og flere Verdensdele nævne med Beundring; Nogle, som skuede ind i Din Aand, vare glade ved, deri at see den herlige plastiske Naturs højeste Idræter afspejlede. See, Thorvaldsen, alt dette er ogsaa Tilfældet med mig; og dog var jeg stum, – stum, som Graven. Gjerne – Gud veed det – gjerne havde jeg skrevet en Sang til Din Hæder: Du trængte ikke til den; men det var mit Hjertes Trang, at yde den. Men jeg var og blev stum, deels fordi jeg ikke længere er Digter af Vælten, hvilket da just ikke bekymrer mig stort; men især fordi jeg, under mange uæsthetiske Kaldssyslers og bekymringsfulde personlige Forholds Vægt, ikke evnede at frembringe et Digt, der var Dig værdigt. Kjære Broder, der ere skreven mange Sange til Dig og om Dig, som Forfængelighed blot dicterede: en saadan vilde jeg ikke skrive; en bedre negtede Omstændigheder og Lune mig, at byde, og saa – skrev jeg ingen. Hvad der er stort og ædelt i Mennesket har enhver Klarseende Øje for; hvad der er inderligt og elskeligt, vurderes kun af Hjerter. Kunstneren Thorvaldsen kan jeg beundre, ikke bedømme; Mennesket Thorvaldsen kan jeg inderligen elske. Dette skulde udtalt sig i min Sang; men jeg sang ikke; thi jeg kunde ikke.
Troe ikke, Ven, at jeg skriver dette Brev for at undskylde nogle flaue Riims Udeblivelse! Nej, dette Brev, der maaskee allerede er Dig for langt, har to uegennyttige Hensigter; den første er, at minde Dig om det Haab, Du gav mig: at besøge mig paa Din Hjemrejse til Italien. Kjære Thorvaldsen, det er kun faa Mile af Vejen, og Egnen her er saa elysisk. Den anden Hensigt er tung for mit Hjerte; den er, hvis Du, Trods mit Haab, ikke kommer her, at sige Dig Farvel. Jeg er 6 Aar ældre, end Du, kommer vist aldrig til Rom, og Du neppe nogensinde mere til Danmark. Kom til mig, om endog blot paa et Par Dage, hvis Du kan! Hvis ikke, lev vel! Gud velsigne Dig! Vi sees i bedre Regioner.
Din uforandrede Ven
Haste