Høy Ædle og Velbaarne!
Højstærede hr. Profeßor!
Jeg er af De offentlige Tiidender underrettet om, at Deres Velbaarenhed nu befinder Dem paa Fædrene Tomter og at Dannemark nu har den Glæde at have Dem i sit Skjød, hvilket ogsaa meget fornøyer mig, og jeg bruger Friehed at benytte denne Lejlighed til at skrive Dem diße Linier
Udi Aaret 1794 opholdt jeg mig nogen Tiid i Kjøbenhavn. De var den Gang en ung Kunstner og Deres Salige Fader en indfødd Islænder som jeg, var den Gang i Live. Begge Deelene Ansporede mig at søge Bekjendtskab med Dem begge og De var saa gode at skjenke mig dette.
Under dette venskabelige Bekjendtskab beærede De med at tegne mig af Blyant paa Pergament, vilket Stykke lignede mig meget. Jeg satte megen Priis Paa dette Stykke, gjemte det omhyggelig i blandt andre Tegninger men desto værre forsynede det ikke med Glas og Ramme. Min Kaßa var den gang, som den oftes har været, meget maadelig forsynet. Jeg kunde derfor ikke, efter mit inderlige Ønske tilbyde Dem nogen Betaling, De krævede den ikke heller, Men jeg pønsede stedse paa at anskaffe mig en liden Foræring, som ikk[e] skulle være Dem uværdig. Dette lykkedes mig i Aaret 1808. da jeg kom over en Guldring af det slags, som i nogle Aar bleve brugte for at belønne udmærkede Vittigheds Afhandlinger i det norske Selskab i Kjøbenhavn. Den var af ægte Guld, Boylen emall[e]ret med mørke blaae Emallie, hvori stoed af Guld diße Ord: vos exemplaria græca. En temmelig stor Chrysoberyll var indfattet i den, af Søegrøn Coleur. Den udmærkede sig i det heele med simpel ædel. Denne Ring fandt jeg ikke paßende for mig at bære, men fuldkommen for Deres Velbaarenhed som paa Kunstens Bane har gjort saa udmærkede Fortrin at Man om Dem kan med Sandhed sige: vos exemplaria græca.
I Aaret 1813 var her paa Kongsberg et ungt Menneske ved Navn Hermann Edeler Freund fra Kjøbenhavn, som ved sin Tilbagekomst did skulle arbeide for den store Guldmedaille paa Charlotthenborg, ventede at faae den i Sculpturen og haabede derpaa Reise Stipendium udenlands altsaa at komme til Rom, følgelig ogsaa der at blive bekiendt af Deres Velbaarenhed. Denne unge Mand som her var anseet for udmærket skikkelig medtoeg Ringen med Glæde for Selv personlig at overlevere Dem samme, eller og, hvis han ikke skulle komme til at reise, da at sende mig den tilbage igjen.
Deres Velbaarenhed tilgive mig den Friehed at spørge om saadan en Ring er Dem kommen til Hænder eller ikke? og videre om ovennævnte unge Konstner Freund skulle være kommen til Rom eller ikke? Saafremt han nu er i Kjøbenhavn vil Han sandsynlig indfinde sig hos Dem og opfylde Hvad der hidindtil maaske i denne Materie maatte være uopfyldt, hvilket jeg meget ønsker.
En af mine Hæders Venner, min Frænde og Landsmand Secretaire Bjarne Thorsteensen vil egenhændig overlevere Deres Velbaarenhed dette Brev og siden, saafremt De beærer mig med en Linie, befordre samme til mig. Jeg har skrevet ham denne Gjenstand angaaende.
Jeg har sagt her foran, at jeg satte megen Priis paa den Tegning som De forfærdigede af mig, men jeg maae nu beklage at i Aaret 1804 da jeg, 10 Aar efter at den var forfærdiget, opholdt mig i Kjøbenhavn, blev den tillige med nogen andre Tegninger bort hjemme og er saaledes ganske tabt for [mig] som gjør mig saare ond.
Jeg anbefaler mig Deres Velbaarenheds Venskab
| Kongsberg den 7de. Novembr. 1819. |
og forbliver Deres hengivne Olav Olavsen |