[...] Under 9. d. M. oversendte ieg Dem saa megen Skrift, at ieg vist ikke havde tilskrevet Dem disse Linier, hvis ey Thorvaldsen havde paalagt mig at sige Dem, om hans lykkelige Ankomst til Rom.
Thorvaldsen som De vist har giennemskuet, er med sit store Talent for meget Naturmenneske til, at han ey skulde lægge sine Tanker for Dagen, dette har han da og, i det udstrakteste Begreb giort; ieg vil kun ønske at Fædrenelandet – eller Konsten hiemme kom til at besidde endeel af hans Værker; det vilde være meget bedrøveligt, hvis det ieg alt før har bemærket gik i Opfyldelse; hvis de Danske maatte nøyes med, at han er Dansk – medens de andre Nationer kappes om at komme i Besiddelse af de Aandsproducter hans store Talent veed at frembringe.
Jeg har i disse tre Dage talt meget med Thorvaldsen, og endnu ingen Samtale haft, uden at han er udbrudt i mægtige Lovtaler over Dem, han har en særdeles Agtelse for Dem; den Glæde denne Overensstemmelse med mine Følelser har foraarsaget mig, er saa naturlig, at ieg vel tør yttre den for Dem; Han har paalagt mig at sende Dem hans hjerteligste og venskabeligste Hilsen.
I Wien hørte Thorvaldsen om Uheldet i sit Studiun – dette skiønt ufuldkomment foruroligede ham endeel – han troede Skaden meget større end den var, han reiste Dagen derpaa bort – i Venedig blev han bedre underrettet, og ankom hertil i bedste velgaaende i Løverdags den 16.
Fra Verona havde ieg Brev fra Pontopidan.
De Tydske, Svendske, og Danske Konstnere henved halvandethundrede foruden en stor Mængde Italienere vilde modtage Thorvaldsen i la storta, omtrent to danske Miil fra Rom, men denne Plan blev forhindret, da han ey tog over Florentz, og dette foraarsagede at Efterretningerne om hans Komme først indløb her til os, en Dag sildigere end han selv [...]