The Thorvaldsens Museum Archives

Abstract

Den ydre anledning til dette digt er det marmoreksemplar af Venus med æblet, jf. A12, som blev bestilt tidligst sommer 1816 af “hiin Britte”, dvs. Lord Lucan, aka Richard Bingham. Som antydet i digtet forliste skibet, der i 1824, tidligst i april transporterede Venus-statuen fra Livorno til England. Men statuen blev reddet op af vandet og kunne leveres til bestilleren. I dag findes dette marmoreksemplar af Venus-statuen på Hearst Castle, San Simeon, Californien.
Thiele befandt sig på dette tidspunkt i Rom og kendte derfor historien om det skibbrudne kunstværk, der mirakuløst blev reddet. Det er derfor sandsynligt, at digtet blev skrevet under Thieles ophold i Rom fra primo 1824 til 2.5.1825, se dateringsbegrundelsen.

Hovedtemaet i digtet er gentagelsen af antikkens myter i Thorvaldsens værker og hans og Thieles samtid. Dette fremgår tydeligst af brugen af ordet “andengang”, der i sig selv gentages to gange, og som hver gang repræsenterer en reenactment af en myte: Først refererer digtet til myten om den antikke skønhedskonkurrence mellem de tre gudinder Venus, Minerva og Juno, som Venus drog sig sejrrig ud af med æblet som præmie. Digtet beder nu læseren forestille sig, at Venus vil gentage denne skønhedskamp, men nu mellem kunstværker. Førstepræmien, gudindes æble, skal tilfalde det kunstværk, der bedst – “tilfulde” – vil kunne genfremstille Venus’ skønhed. Digterjeget opdager derefter – i 3. strofe – at Thorvaldsens Venus faktisk står med æblet i hånden. Og ved hjælp af denne behændige logik forstår læseren da, at danskerens Venus må have vundet 1. præmien som den skønneste af slagsen siden antikken!

I sidste strofe dukker ordet “andengang” op igen, og her er det den antikke myte om den skumfødte Venus, der gentages. Thorvaldsens Venus er på sin vej til England sunket i havet, men bliver fisket op igen. Denne tilfældige begivenhed læser digtet nu som en munter gentagelse af gudinden Venus’ fødsel ud af havet.
Thorvaldsen værker ejer altså en evne til at genudfolde antikkens mytefortællinger for “andengang”: Først genfremstilles historien om den sejrrige Venus – den såkaldte Venus Victrix – dernæst genindspiller Thorvaldsens skulptur fortællingen om gudinden, der stiger op af havet som nyfødt – den såkaldte Venus Anadyomene. Ja, digtet hævder til og med, at denne evne til at reproducere antikken er så stærk, at Thorvaldsen ikke skal bekymre sig om, at hans værker vil drukne, blive “begravet”, eller dø. “Tro derfor ei” – forsikrer digtet billedhuggeren om – at dit værk kan gå til grunde, eller i overført forstand blive glemt eller tabe i betydning. Værket vil uden tvivl altid genopstå, eller blive genfødt – hævder digtet. Og det havde Thiele jo så evig ret i ;)

Digtet blev trykt i Beyer, op. cit. og senere i Barfod, op. cit.

• Frederik Barfod: Thorvaldsensk Album, København 1844, p. 90.
• Elisa Beyer: Gefion, Nytaarsgave for 1826, København 1825, p. 24.